Så gik år 2017, og vi har nu taget hul på et nyt år. Vi synes 2017 var et godt og spændende mtb år, med masser af gode arrangementer, åbning af nye spor, flere medlemmer i klubberne, og en generel stigende interesse for mountainbike sporten.

I denne artikel vil vi prøve at opsummere mtb året der gik, og se lidt på hvad vi kan forvente i 2018.

Hvis vi skal starte med at kigge lidt ind af, så har det for MTBX været et godt år, hvor vi har udviklet os, og fået lavet et godt hold, hvor vi forsøger at dække mountainbike i Danmark, så godt vi kan. Vi har haft over 200.000 besøgende i 2017, og det er en stigning på næsten 30% i forhold til året før. Og det er selvfølgelig en udvikling vi arbejder på skal fortsætte i 2018. Det betyder også at vi her på redaktionen vil sætte os sammen i starten af det nye år, og lægge en plan for hvad vi skal have fokus på fremover.

Har du nogle gode ideer eller konstruktiv kritik, så er du som altid velkommen til at skrive en kommentar til vores artikler, opslag på Facebook, og selvfølgelig på mail.

Vi har allerede nu kigget lidt på hvilke artikler der var de mest populære i 2017, og her kommer de 10 mest læste artikler i 2017

Top 10 artikler 2017

MTB nyheder i 2017

I takt med interessen for mtb stiger, så sker der også en masse nyt, og her er nogle af de ting, som blev populært i 2017.

MIPS i cykelhjelme

MIPS er et at de nye ord vi lærte i 2017. Nu skal cykelhjelmen være med MIPS systemet, som er opfundet i Sverige, og kort fortalt gør så inderskallen og yderskallen i en hjelm, kan flytte sig uafhængig af hinanden. Det har man fundet ud af nedsætter risikoen for hovedskader og hjernerystelser ved uheld.

Dropperpost

Selv om dropperpost er lidt ældre, så var det her i 2017 det blev allemandseje. Udvalget er blevet større, og priserne variere så det blev muligt for endnu flere at investere i en dropperpost.

Dækstørrelser

Et dæk er ikke bare et dæk, og dæk producenterne er vilde med at lave nye dæk i flere størrelser. For år tilbage gik snakken på om vi skulle køre med 27,5″ eller 29″, men i år har mere været om dækket skulle være 2,25 eller 2,35 i bredden.

12 speed

Vi havde lige vænnet os til at sige 1×11, da 12 speed dukkede op. Sram kom med deres 12 speed Eagle gruppe, som var forbeholdt eliten og dem med budgettet i orden. Senere på året kom GX Eagle så, og gjorde at 12 speed nu var til rådighed for de fleste. Vi kan næsten ikke forestille os flere klinger på kassetten, så vi er spændt på at se hvad det næste de finder på er.

MTB Festival

DGI afholdte i 2017 Danmarks første MTB festival. MTBX deltog selvfølgelig, og vi havde en fantastisk weekend i Søhøjlandet, sammen med et par hundrede andre mountainbike nørder. DGI fortsætter selvfølgelig succesen, og er klar med endnu en MTB festival i 2018.

Glædelig 2018