Harzen - De fleste af jer har nok haft cyklen bag på bilen, og kørt til Harzen for at nyde et par gode dage på mountainbike? Men denne gang lod vi bilerne blive hjemme og tog gravelcyklen til Harzen. Her kan du læse en beretning og historien bag turen.

Vi starter med at skrue tiden et par måneder tilbage. Michael fra PedalPeople ringede for at høre om jeg var frisk på en cykeltur? Det er jeg som udgangspunkt altid, men dette var ikke bare en eftermiddagstur, men en 6 dages graveltur fra Danmark til Harzen.

Michael arbejder på en graveltur fra Bavnehøjen (DK) til Brocken (DE), og manglede en der kunne hjælpe med at cykle ruten igennem, og give noget feedback. Jeg skulle ikke tænke ret længe før jeg sagde ja tak til opgaven. Så efter lidt koordinering med familie og arbejde var jeg klar til graveltur til Harzen.

Fotograf: Jan Nanfeldt

Planlægningen

Michael har mange års erfaring med at planlægge og koordinere lange cykelture, så jeg var helt tryg ved at der var styr på det hele. Vi var 5 mand på holdet, fordelt på 3 ryttere og 2 fotografer fra sportsfilm.dk. For udover at vi skulle cykle ruten igennem, så havde vi en følgebil med en videomand og en fotograf, som havde til opgave at lave en reklamefilm for den kommende tur.

Ruten som går fra Bavnehøjen i Danmark til Brocken i Harzen over 6 etaper, havde Michael tegnet ind på Ride With GPS. Dette er et rigtig godt værktøj til at planlægge ture, men når man som Michael skal have gæster med, så er det vigtigt at få cyklet turen igennem, så man er sikker på at det er den bedste rute man har valgt.

Ride With GPS
Planlægningen starter på ridewithgps.com

Uden at jeg skal kede jer for meget med detaljerne, så kan jeg afsløre at det kan være lidt af et puslespil, at koordinere 5 mand, som alle har en travl kalender i forvejen. Da det er en tur over 6 dage, så skal hotellerne bookes inden afgang, så der var ingen mulighed for hverken at afkorte eller forlænge nogle af etaperne, og alle locations, som på forhånd var nøje udvalgt til filmen skulle times med tid på dagen i forhold til vejr, vind og lysforhold.

Så for at det hele skulle gå op i en højere enhed, blev det besluttet at vi ville “snyde” en lille smule, og starte torsdag aften lidt nord for grænsen, og filme grænseovergangen, og turen ind til Flensborg, hvor vi skulle have første overnatning. Det betød at starten fra Bavnehøjen blev kørt igennem nogle uger senere.

Dag 0 – Over grænsen

Vi mødtes torsdag sidst på eftermiddagen, ved en parkeringsplads i Kruså. Michael mødte os i en minibus, som på de næste 6 etaper skal fungere som følgebil og servicevogn. Så da vi lige havde hilst på hinanden, fik vi pakket bussen med bagage og cykler, og kørte mod Sønderhav, som ligger smukt ud til Flensborg fjord.

Her fik video teamet sat op med video udstyr og droner, og vi blev briefet om hvor vi skulle cykle, og så gik turen ellers ind langs Flensborg fjord, igennem Kollund skov, indtil vi kom til, hvad jeg vil antage må defineres som verdens mest fredelige grænseovergang. Det skal siges at jeg aldrig tidligere har krydset den dansk-tyske grænse på cykel før, så overraskelsen var stor, da vi kom til en lille træbro, ca 5 meter lang, og 1 meter bred, og en sten som markerede at nu var vi i Tyskland.

Nu var i Tyskland, og havde kun 8 km ind til centrum af Flensborg, hvor vi skulle overnatte. Turen gik fortsat langs vandet fra Kupfermüle, igennem Wassersleben og ind langs Flensborg havn til hotellet. En kort, men utrolig flot tur. Hurtigt fik vi checket ind på hotellet, og fandt en hyggelig restaurant, hvor vi kunne nyde et godt måltid og en kold weissbier, mens vi kunne snakke næste etape igennem.

Dag 1 – Nu starter eventyret

Fredag morgen vågnede jeg veludhvilet, og klar på eventyr. Dagens etape er ca. 110 km fra Flensborg til Neumünster. Klokken 09 holder vi klar på cyklerne, og følgebilen er pakket og klar. Vi har ruten kodet ind på vores cykel GPS, og følgebilen har ikke mindre en 3 GPS’er monteret. En som viser vores cykelrute, en hvor de planlagte locations er markeret, og den sidste er en backup.

Det betyder at vi kan koncentrere os om at cykle ruten igennem, og følgebilen kan køre i forvejen og møde os på de udvalgte locations, hvor der skal filmes. Vi har et GoPro kamera med, så vi kan skyde lidt film de steder hvor bilen og fotograferne ikke kan komme til.

Fra Flensborg til Neumünster

Vi cykler ud af Flensborg fredag morgen, og ret hurtig er vi væk fra trafik og andet støj, og af små stier og parker på vej ud af byen, så vi kan ramme nogle grusveje. så nu går turen igennem skovstier og grusveje ned gennem Nordtyskland. Efter godt 20 km rammer vi en lille hyggelig by, og ret hurtig er der enighed om at et bagerstop er på sin plads.

Bäckerei Hansen er vært for en kop kaffe og lidt gode kalorier til resten af turen. Efter et kort stop går turen videre gennem Schleswig og videre til Dannevirke, som er næste stop på turen. Her fra går turen videre sydpå til Rendsburg hvor vi skal igennem cykel-tunellen under kanalen, og herfra videre til Neumünster. En super dag, med masser af fede oplevelser, og en god blanding af stier, singletracks, små landeveje og masser af grus.

Efter en lang dag på grus, er det en oplevelse i sig selv at cykle ind gennem byen til hotellet. Vel ankommet får vi checket ind, og vasket støvet af os, inden vi mødes til en schnitzel og kold øl på Restaurant Postkeller i Neumünster.

Dag 2 – Neumünster til Hamborg

Det er nu lørdag morgen, og en af de etaper jeg har glædet mig mest til. Dagens etape er ca. 100 km, og afslutter med en 12 km lang indkørsel langs Elben til Hamborg Centrum. Vi triller stille og rolig ud af byen, mens den stadig er ved at vågne. Vi kører vest på de første 15 km, inden vi drejer sydover med kurs mod Hamborg.

Efter 35 km rammer vi en smuk lille sø, lige uden for Bad Bramstedt, hvor vi gør hold til et lille kaffestop.

Efter et velfortjent hvil fortsætter vi turen mod Hamborg igennem små skovområder og brede grusstier. Efter ca. 88 km rammer vi Elben, og cykler de sidste 12 km ind til Hamborg centrum langs vandet. En rigtig flot tur, som starter i skoven, og stille og rolig dukker byen op efterhånden som vi kommer længere ind mod centrum. Turen langs Elben ind mod Hamborg, tager os igennem små veje, indtil vi rammer det gamle fiskemarked, som i dag består af små hyggelige restauranter og cafeer. Et fantastisk miljø med alt fra punkere, til mænd i jakkesæt og dyre biler.

Dag 3 – Hamborg til Münster

Efter en hyggelig aften i Hamborg, sidder vi nu klar ved morgenbordet og får en briefing om dages etape. Vejret er desværre lidt en udfordring, da det regner en smule. Ikke så meget at vi ikke kan cykle, men videofotograferne vil gerne have haft lidt bedre vejr at filme i. Så der bliver taget en rask beslutning, og cyklerne bliver læsset i bilen, og vi kører ca. 50 km sydpå, til vi er ude af regnvejret.

Turen ud af Hamborg på cykel, vil vi dog ikke gå glip af, så på vej hjem fra Harzen, stopper vi i Hamborg, og får cyklet den del af turen som vi manglede.

Vi er nu ved Lüneburger Heide, og solen er begynder at skinne. Vi får cyklerne ud, og gør klar til at tage resten af etapen på gravelcyklerne.

Lüneburger Heide er et hedelandskab i det nordlige Tyskland mellem Hannover, Hamburg og Bremen. Landskabet blev skabt i middelalderen ved fældning af skov til den saltproduktion i Lüneburg, der var en væsentlig del af det økonomiske grundlag for Hanseforbundets vækst – Kilde: Wikipedia

Fra Lüneburger Heide går turen videre gennem Bispingen, og videre ned til Münster.

Dag 4 – Münster til Braunschweig

I dag går turen til Braunschweig, som er en tur på ca. 95 km. Vi cykler stille og rolig ud af Münster, og ned gennem et lækkert skovområde, til vi nærmer os Celle. Celle er hovedbyen i delstaten Niedersachsen, og har ca. 70.000 indbyggere. Vi cykler ind igennem byen, hvor vi bliver mødt af den flotte arkitektur og nyder “storby” stemningen. På byens torv, er der masser af liv, cafeer og ishuse, så hurtig er der enighed om at vi lige tager en kort pause her.

Efter en let frokost, går turen videre sydpå til Braunsweig, som jeg også lige måtte tilføje til listen over hyggeligt byer i Tyskland. Efter aftensmaden, blev der også tid til en hyggelig aftentur rundt i byen.

Dag 5 – Braunschweig til Wernigerode

Vi er nu på anden sidste etape, og er nu næsten i Harzen. Nordtyskland er ret fladt, så der har ikke været mange højdemeter på turen indtil videre. Dette er faktisk den første etape, hvor vi reelt møder nogle højdemeter. Ikke så mange af det er et problem, men vi får lige en forsmag på hvad der venter os i morgen, når vi skal op på toppen af Brocken. Dagens etape er 75 km med 600 højdemeter.

På denne tur, kom vi blandt andet igennem Wolfenbüttel, som er her den berømte Jägermeister bliver produceret.

Dag 5 var endnu en god dag på cyklen, men masser af fed natur, afbrudt at et par afstikkere ind igennem et par hyggelige byer til det obligatoriske kaffe- og frokost stop.

Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Hotel Alt-Wernigeröder Hof, som ligger centralt i byen. Vi laver et hurtigt check-in, får taget et bad, og så mødes vi uden for hotellet, og går en tur i byen og får en velfortjent øl, og et solidt måltid mad, og lader op til “kongeetapen” næste dag.

Dag 6 – Wernigerode til Brocken

Så er det turens sidste etape. I dag skal vi cykle ca. 55 km til toppen af Brocken og tilbage igen. Det vil sige det er ca. 28 km med næsten 1.000 højdemeter.

Det kræver naturligvis et solidt måltid morgenmad, så efter at have tømt morgenbuffeten på hotellet, er vi klar til et erobre Brocken på turens kongeetape.

Vi starter med 4 km cykelsti ud af byen, og så går det ellers op af bakke af asfalt veje op til toppen af Brocken. Uden tvivl en hård tur, men naturen og udsigten, får dig til at glemme smerterne i benene. Så inden vi havde set os om, kunne vi ane toppen af Brocken, og der med målet for turen. Vi har nu cyklet fra Bavnehøj til Brocken på 6 dage.

Efter at have nydt udsigten og givet high-five til resten af holdet, var tid til en fed nedkørsel. Turen fra toppen af Brocken og ned til Wernigerode er naturligvis ned af bakke, så det var ikke mange pedaltråd vi tog på de ca. 28 km ned til byen.

Opsummering

En super fed tur, med masser af gravel og store oplevelser. Ruten var rigtig interessant, med et godt miks af underlag, kombineret med ture gennem små hyggelige tyske byer, og ikke mindst flotte ture ind til storbyer som Hamborg. Jeg vil tro ruten blev korrigeret med under 2 km i forhold til den oprindelige plan, så det viser jo bare at Michael havde gjort sit forarbejde godt.

Nordtyskland er et fantastisk smukt område, og det er bestemt ikke sidste gang jeg besøger området på cykel. De fleste kender kun Tyskland set fra motorvejen, men de har faktisk rigtig meget at byde på, og du skal kun ganske få km over grænsen for både landskab og arkitekturen ændrer sig markant.

Efter planen er Michael klar til at invitere de første gæster med på graveltur til Harzen, fra Bavnehøjen til Brocken allerede til foråret 2022. Og er du til gravel og store oplevelser, så vil jeg helt klart anbefale dig at tage med på turen.

Stor tak til Michael fra PedalPeople for invitationen, og tak til Asger fra Sportsfilm og fotograf Jan Nanfeld for fede billeder og video. Tak til hele holdet for hyggeligt selskab.