Guide: Bedste begynder MTB til prisen
Den første mountainbike er altid en svær beslutning, for hvad skal man vælge?
Hvilke mærke skal man gå efter?, Skal det være 29 eller 27,5? Er gode gear vigtigere end en god forgaffel? I denne artikel, vil vi guide dig igennem nogle af de ting du skal være opmærksom på, når du skal ud og investere i din første mountainbike.
Der er rigtig mange spørgsmål, og som førstegangs køber har man sjældent nogle referencer, så det kan være en jungle at finde den rigtige mtb. Her har vi forsøgt at lave en generel købeguide, til dig der skal ud og købe din første mountainbike.
It’s not about the bikes you ride. It’s about the rides your bike takes you on
Bemærk: Dette er meget generelle anbefalinger, da der er mange faktorer som vi selvfølgelig ikke har kunne tage højde for. Så nedenstående skal altså ses som en vejledning og inspiration til at komme ud og købe din første mountainbike.
MTB Købeguide
Hvilken mountainbike skal jeg vælge?
Er du førstegangs køber, kan det være meget svært at finde ud af hvilken mountainbike du skal købe. Udvalget er ikke blevet mindre, og der findes rigtig mange forskellige modeller, som hver i sær egner sig bedst til forskellige typer kørsel. I denne artikel vil vi guide dig igennem det at købe din første mountainbike.
Spørger du på Facebook eller andre steder, vil du modtage masser af gode råd. Mange af dem vil nok være modstridende, da de fleste mountainbikere har deres egne præferencer, og kører på forskellige niveauer. Der er også stor forskel på kørestil og discipliner.
Denne købeguide tager udgangspunkt i at du er nybegynder, og skal ud og investere i din første mountainbike.
Hvad koster en mountainbike?
Matcher prisen dit budget? Dette er det første vi skal have på plads. Man kan sidde og drømme nok så længe over en MTB til 50.000 kroner, men hvis man ”kun” har et budget på 10.000, så kommer man aldrig afsted, og det er jo i bund og grund det, det handler om i sidste ende.
Men som du sikkert allerede ved, så er der stor forskel fra de billigste, og op til de dyreste mountainbikes. Både i prisen selvfølgelig, men også i kvalitet.
Hvor mange penge du skal bruge på en mountainbike er der delte meninger om. Min tommelfingerregel er kr. 10.000. Så er der ca. 8.000 til cykel, og 2.000 til udstyr (sko, bukser, hjelm, handsker etc). De fleste producenter /forhandlere har en cykel i den prisklasse, men igen så kommer det også meget an på hvad og hvordan du skal bruge din mountainbike.
Vi har fundet 3 eksempler på cykler til inspiration til nybegynderen. Der findes mange andre modeller og muligheder, men disse er valgt ud fra at være en fornuftig cykel til prisen.
Trek X-Caliber 7 – Pris: 7.499,-
X- Caliber fås både med 27,5 og 29 hjul, og så er den med 1×10 gear, indvendig kabelføring, og stellet er forberedt til dropperpost.
Bianchi Magma 9.1 – Pris: 7.999,-
Et godt bud på en god begynder MTB i denne prisklasse. 1×10 gear, 100 mm vandring i forgaflen, som kan låses fra styret.
Bianchi Magma 9S – Pris: 10.499,-
Vores sidste bud overskrider vores foreslået budget en lille smule, men her får du tilgengæld 1×12 gear, og lidt bedre komponenter. Så er der luft i budgettet, så kunne dette være et godt bud.
Motion eller løb?
Skal du købe en mountainbike udelukkende for motionens skyld, og primært køre en tur på cykelstien, med en lille afstikker i skoven i ny og næ, så vil en cykel til kr. 5-8.000 kunne dække dit behov. Har du større ambitioner, og vil starte i en cykelklub, og deltage i motionsløb, så vil jeg anbefale en dyrere cykel (8-10.000), hvor der sidder noget lidt bedre udstyr på.
Hvilken type mountainbike skal jeg vælge?
Der findes masser af forskellige typer mountainbikes, og de varierer i alt fra hjulstørrelse, materiale valg, geometri, affjedringer osv. Som nybegynder skal du dog først starte med at tage stilling til hjulstørrelse, og om du vil have en hardtail (med affjedring i forgaffel) eller en fullsuspension (med affjedring både for og bag)
Hjulstørrelse (29 eller 27,5)
Hvis vi tager hjulstørrelse først, så er på de fleste nye MTB cykler i dag 29” hjul. Den anden brugte hjulstørrelse er 27,5” (650b), det er dog en hjulstørrelse, som de enkelte cykelbrands, kun har få modeller med. For snart mange år siden, kørte man med 26”, men den hjulstørrelse er stort set kun at finde, hvis du kigger efter en brugt mountainbike med mange år på bagen.
Om man er til det ene eller det andet, kan være svært at vurdere, når det er din første mountainbike du skal købe. Kort sagt, så kan man sige at en 29” ruller lettere henover de fleste forhindringer som rødder og sten. Omvendt så er en 27,5” nemmere at manøvrere rundt i skarpe sving.
Selvom man ikke er den højeste, så kan en mountainbike med 29′ passe ganske fint, selvom man hører det modsatte. Derfor må mit bedste råd dog være, at finde en butik eller klub, hvor du kan prøve begge dele, og se hvilken der passer dig bedst.
Affjedring
Affjedringen på en MTB er et helt kapitel for sig selv. For en nybegynder, og med et budget på omkring de 10.000, vil en hardtail være det oplagte valg. En hardtail er en mountainbike med en stiv bagende, det vil sige uden affjedring, og så skal den selvfølgelig have en affjedret forgaffel. En Fullsuspension (Fully), er med affjedring både for og bag.
Der er fordele og ulemper ved begge type cykler, men det er min personlige erfaring, at man som nybegynder kommer bedst (og billigst) i gang på en hardtail.
Når du skal vælge forgaffel med affjedring, så er der to typer. Den lidt billigere, hvor man justere hårdheden, ved at stramme en fjeder, og så de noget dyere, hvor man justere hårdheden ved at ændre på lufttrykket i gaffelbenet. Den sidste hvor justeringen sker gennem lufttryk er klart at foretrække, hvis du kan holde det inden for budgettet. Med dem får du meget mere ud af forgaflen, og den kan nemmere justeres, så den passer lige til dig.
Bremser
I “gamle dage” havde cykler det man kalder fælgbremser. Det er det man kender fra blandt andet racercykler. Mountainbikes har brug for en større bremsekraft og derfor udstyret med skivebremser, som man kender fra biler. Kort sagt findes der 2 slags skivebremser: Hydrauliske og mekaniske.
På de helt billige mountainbikes (og børne MTB) er det ofte mekaniske skrivebremser. De bremser ved hjælp af et kabel/wire, hvor i mod hydrauliske skivebremser bruger som navnet antyder hydraulik. Her har du en mineralsk olie i et lukket system, som presser klodserne sammen omkring skiverne. Hydrauliske bremser er klart at foretrække, så det skal du kigge efter.
Er du i tvivl om hvilken type cykel du skal købe, kan det være en god ide at leje en de første par gange du er af sted. Prøv at kontakte din lokale cykelklub, og hør om de har en lånecykel, og ellers er der mange cykelforretninger der udlejer mountainbikes.
Dropper post
Dropper post er nok ikke det man finder som standard udstyr på en cykel til 10.000 kr. For at den skal være standard, så skal du i hvert fald bruge fra 15.000 og op. Men en ny dropper post kan man få fra. 1.200 kr. og det er en af de bedre opgraderinger man kan lave på sin mountainbike, inden den forlader butikken. Det er en god investering i din teknik.
En Dropper post er en saddelpind, hvor du med en udløser på styret, kan presse den ned. Det betyder, at man er fri for at sadlen sidder og genere når man skal ned af en bakke, eller igennem et teknisk spor. Man kan altså bevæge sig frit på cyklen, får derved bedre balance på cyklen, og du vil derfor føle dig mere tryg mens du er på sporet.
Udstyr og tilbehør
Jeg vil ikke komme så meget ind på udstyret på cyklen, da det er et helt kapitel for sig selv. Reglen er her, lige som med så meget andet, at jo dyrere, des bedre. Inden for cykelverdenen kan dyrere og også betyde lettere, men som begynder på mountainbike, er det ikke noget du skal være så fokuseret på.
Bliver du bidt af mountainbike sporten (hvilket du højst sandsynlig gør), så vil du sikkert skifte din MTB ud efter et par år. Og til den tid vil du have en meget bedre ide om hvilke udstyr du skal kigge efter, og som passer dit behov.
Køb brugt mountainbike
Eftersom der er mange der skifter deres første MTB ud efter et par år, så er der også en del brugte på markedet. Det kan være fristende at købe en brugt cykel, men har man ikke lidt forstand på det, kan man købe katten i sækken.
Der er nogle ting du skal kigge efter. Det generelle indtryk og det første indtryk er ofte det man skal gå efter. Er cyklen tandhjul, kæde og hjul beskidte, så skal man være opmærksomme på standen. Hvordan ser stellet ud? Hvis det er meget slidt, altså med mange ridser og andet, så har cyklen også været brugt meget, og måske ikke passet så godt. Bremser den når du river bremsen, spørg sælger hvornår de sidst er efterset. Hvordan ser kassette og klingen foran ud (altså alle tandhjulene), skal de skiftes, skal prisen måske lidt ned. Er hjulstørrelsen 26′, så er der tale om en gammel cykel, som ikke skal koste det store (kun hvis vi taler en retro mountainbike, men det er ikke en begyndercykel).
Det vigtigste er det man ikke kan se, f.eks. lejerne. Kig efter om hjul drejer uhindret rundt, sløj i de lejer hvor forgaflen sidder (også kaldet styrfittings), og tjek for slør ved at rykke i pedalarme (det kaldes krankboksen). Derudover skal du tjekke forgaffel, er den serviceret, duer de forskellige justeringsmuligheder, og så må der ikke være slid – ridser eller rust, på gaffelbenene.
Derudover så husk at trille en tur på den, hvor du skifter gear, bremser og træder mens du står op i pedalerne.
Der er dog som udgangspunkt ikke noget galt i at købe brugt. Vi vil bare anbefale at man alliere sig med en god ven, der har lidt forstand på cykler inden man køber en brugt MTB.
Hvilke mærke skal jeg vælge?
Skal jeg vælge en Trek, Specialized, Scott, Cannondale, Cube, Haibike eller noget helt andet?
Det korte svar er: Det er fuldstændig ligegyldigt.
Det er med cykler som med biler.. Dem der kører Toyota, synes Toyota er det bedste. Dem der kører Audi, synes Audi er det bedste osv.
I bund og grund er der ikke så stor forskel på cyklerne, når vi snakker prisklasser fra 10.000 og derunder, som er et typisk begynder budget. Der hvor der kan være lidt forskel er på komponenterne, der er monteret. Det vil sige gear, kæde, klinger etc.
Så som vi startede med at skrive, så handler det om at komme afsted, så ud og prøv en cykel, og køb en der passer til dit budget. Du kan med fordel alliere dig med en der har erfaring fra mountainbike.
Har du spørgsmål, andre gode råd, som du vil dele, så skriv en kommentar herunder.
Se også vores bud på mountainbikes til damer
Jeg købte selv en Canyon Yellowstone 3.9 sidste år og den har virkelig gjort det godt – jeg er meget overrasket, at man kan få så god en cykel for så få penge.
Den kostede 4.799,- og har Rockshox og hydrauliske bremser.
Og indtil videre er den ikke faldet fra hinanden 🙂
Hejsa… Hvor har du købt din Canyon Yellowstone 3.9??
Peter
Tak!
Vitus eller white bikes(når de er på tilbud hos XXL) er så hvidt jeg har fundet ud af best bang for the buck 👍
Jeg syntes denne artikel er lidt dårlig og jeg føler ikke jeg kan bruge den til noget.
Jeg er total begynder og skal ud og købe min første cykel. Mit behov er grus og asfalt stier, i skove. Da jeg jo som begynder ikke ved om min interesse vil være fanget i mange år, så vil jeg helt sikkert ikke ofre de penge der bliver foreslået her i artiklen, og som der også står, så sælger mange deres første cykel inden for kort tid, enten fordi de mister interessen, eller køber noget dyrere. Derfor må det give mere mening at starte lidt billigere, i f.eks. klassen omkring kr.5000,-, hvilket er mit budget.
Så står der også flere steder at man skal køre ud og kikke hos en forhandler, well, det kan nok sige sig selv, men forhandleren vil være farvet af at han vil sælge dig netop den cykel han har.
Hej Peter
Alt efter dit ambitions niveau, så er der ikke noget i vejen for at købe en cykel til 5.000 kr. Specielt taget i betragtning at du ikke ved om MTB, er noget du vil fortsætte med. Artiklen tager udgangspunkt i dem der skal i gang med MTB, og købe deres første mountainbike. Her der det vores erfaring, at man får det bedst “begynderkøb” med et budget på ca. 8.000.
Men igen, så skal det ses som en meget generel anbefaling, da vi jo ikke kender netop dit behov eller budget.
en forhandler vil, som du nævner, selvfølgelig gerne sælge de cykler han har på lager. Men her må man bruge sin sunde fornuft, og måske besøge en forhandler eller 2 mere, alt efter hvad mulighederne er.
Jeg håber du finder en cykel der passer til dig budget, og som du kan få glæde af i lang tid. Det vigtigste er trods alt at man kommer afsted.
Hej Peter.
Jeg er ligesom dig nybegynder. Og jeg har ladet en erfaren MTB rytter guide mig til køb af ny trail MTB, som hovedsageligt skal køres på grus/stier, med et budget på ca 5000.-
Jeg blev anbefalet at købe en denne cykel i Thansen… ja Thansen 😉
Link til cyklen: https://www.thansen.dk/cykel/cykler/mountainbikes/mountainbike-2911-29-medium-1×11-shimano-slx-48cm/n-1328011916/pn-240605534/
Det er for mig en super begynder cykel.
Hej Christian
jeg er lige nødt til at høre, hvordan din thansen cykel klarer sig? står nemlig selv og overvejer samme cykel.
Hej Ramus
Den klarer det super fint!
Jeg har kørt MANGE km på den allerede, super til pengene:
Jeg har dog skiftet pedalerne ud med nogle bredere Shimano pedaler, så nu spiller det bare 🙂
Hej Christian
Må man spørge hvor høj du er, efter som du har valgt en “48”, kan se de har 44,48 og 52 til salg
Jeg er 183cm men synes bare at 52 cm lyder stort men ifølge deres størrelsessguide er det den der skulle passe.
de er jo ikke rigtig i butikken længere men kan kun købes onlne her hvor jeg bor, så kan ikke lige drible i butikken og afprøve størelserne.
På forhånd tak
Ulrik
Hej Ulrik.
Jeg er 180 cm høj.
Og den passer perfekt til mig.
Mvh Christian
Min første MTB var en Scott 930, jeg har skiftet bremser, gear, kæde, egere er sprunget, alt knager, den har stadig ikke kørt et år… har været til 2 service og så har jeg haft den på værksted 2 gange, så hvis i vælger at starte MTB start ud billigt, da det at købe et “etableret” mærke ikke er = kvalitet.
Hej.. Jeg har fået tilbudt en Cube Reaction SL sram Xo MTB i meget fin stand. Den er årgang 2012. Men vist købt i 2015. Har ikke meget forstand på MTB men kan købe den for 4000 kr. Gør jeg et godt køb? Mvh Søren
Hmm… det kommer an på hvad du vil.
Der er naturligvis sket meget med geometri og udstyr indenfor mtb i de sidste 8 år. Det vigtigste er dog om den passer til dig i størrelsen og om den egner sig til den slags kørsel du ønsker.
Du risikerer med sådan en “gammel” cykel at der mange af de bevægelige dele der er meget slidte og hvis du ikke har en lille mekaniker i maven, så bliver den slags hurtigt dyrt.
hej. Jeg er ved at lede efter en mtb til min datter. Den må gerne være brugt. hun er 142 høj. Nogen der kan guide mig i mærker og størrelser?
obs: vi skal køre i skov, gerne i spor efter et stykke tid.
Hej.
jeg leder ligeledes efter en cykel til min søn og faldt så over denne guide https://www.smartcykler.dk/den-store-mtb-guide/ . Synes at der står nogle gode ting til os der ikke har den store erfaring med mountain bikes. Måske du også kan få glæde af at læse denne guide.
Det har været skønt at læse gode råd og anbefalinger på dette site
Jeg er absolut nybegynder, og har i mange år tænkt at skulle have en mountenbike, men først nu er jeg kommet til den beslutning, at det skal det være.
Jeg er 62 år, 180cm høj og har altid dyrket motion hvor jeg skulle gi den gas og fuld styrke.
Nu er spørgsmålet hvad jeg skal gå efter som nybegynder der vil give den max tryk i pedalerne ?
jeg har besluttet af investere 8.000 – 10.000 kr.
Jeg håber der er nogen der kan give mig et godt råd 🙂
Hej
Jeg er faldet over denne tråd og vil høre om jeg kan få et råd mht til valg af mtb. Jeg er 52 og 167 høj ( kvinde). Jeg har været vant til at løbe og savner det vildt meget – fået dårlige knæ og overvejer nu at komme ud på en cykel og få noget motion. Har en drøm om både at kunne tage cyklen på job – 10 km – i godt vejr, men også st køre til et nærliggende naturområde ‘Fåborg/ Midtfyns’, hvor der er stier og køre lidt begynder trail for motionens skyld og håber det vil kunne erstatte mine løbeture. Jeg har prøvet mtb en gang på lasanta sport ferie og synes det var fedt, men lærte også at polstring i buksen, var meget vigtig, for den havde jeg ikke og min debut tur var 25 km 😅 jeg vil rigtig gerne hurtigt igang og nu er butikker nedlukket – hvad gør man så og er der nogen, der kan komme ned et par råd til en cykel, der kører kige godt på vej, som på begynder skov trail? Tænker mit budget er 10 000 – men hvis det har stor betydning lægger jeg et par tusinde oveni – jeg er ikke vant til pasning af udvendige gear – hvor meget arbejde skal jeg forvente at få mht pasning af en sådan cykel. Jeg kunne måske også være interesseret i at lære andre mtb nybegyndere at kende – bor i Tommerup i Assens kommune. Hilsen Birte
Fik du svar? Jeg står i samme dilemma og vil høre om du fik et godt råd til en cykel eller er kommet igang.
Hej. Jeg leder efter en begynder mtb til min søn som bliver 18år, og er ca.180cm. Ser længere oppe at nogen har købt i Thansen, og været glade for det. Jeg kigger på dette tilbud, er den ok? https://www.thansen.dk/cykel/cykler/cykeltilbud/mountainbike-2727-27-5-27-gear-matrod-48cm/n-238941982/pn-233982853
Hey, jeg er en 2m høj 28årig mand på 100kg.
Har kørt 1 år på mtb.
Mit budget er 20tusind.
Ved i hvor jeg får mest for pengene? Og skal den være Alu,Carbon eller titanium?
Til sidst kommer min højde, der findes vidst ikke så meget til størrelse.
Geometrien tænker også er vigtig grundet min højde.
Mvh, Anders
Er i vildrede.
Skal bruge en ny MTB og er 190 cm høj og vejer ca 158 Kg.
Snakkede med en cykel handler der sagde, at jeg skulle have en XL, 29” hjul
Men sagde også, at en XXL med 27.5” hjul også var perfekt. Ikke den store forskel.
Jeg fandt en lækker MTB (XXL, 27.5 hjul) til 13.500.- og ringede til cykelhandleren som som sagde, at den kunne jeg ikke bruge da den Max kunne klare 136 kg.
Så er jeg tilbage ved start når de siger vidt forskellige ting.
Kan nogen hjælpe mig her ?
Hej Rasmus
Jeg kan sagtens følge dit dilemma. Størrelserne på cyklerne som du har fået anbefalet er rigtige nok, men problemet er at mange producenter angiver en maks ryttervægt. Dette gør det for at undgå reklamationer og garantisager, da en mountainbike med en tung rytter bliver udsat for at stort pres.
Mit bedste råd er at snakke med nogle forhandlere og høre om de kan finde en cykel eller bygge en som kan håndtere vægten.