Der ligger rigtig mange bikeparker rundt omkring i Europa, og vi har endda flere stykker her i Danmark. I Danmark har MTBX har besøgt flere af dem, f.eks. Himmelpind bikepark ved Vejle, Skovhuggeren på Sydfyn og Bikeparken i Almindingen på Bornholm. Forskellen til nogle af bikeparkerne i f.eks. alperne i Østrig er, at man i Østrig har nem adgang bjergene via lifter, og bjergnene har mange højdemeter. Det giver rigtig lange nedkørsler, som for det første stiller krav om udholdenhed, og et vist teknisk niveau. Men man kan også justere sin teknik ved de mange gennemløb. Den anden fordel er muligheden for at bruge skilifterne, som om sommeren er lavet om til cykellifte.

Vi besøgte Bikeparken i Wagrain. Wagrain er en kendt ski-by i Kleinarl-Wagrain området. Det er ikke svært at forestille sig skiturister besøge byen, og hele den afterski kultur der er i den sport fornægter sig ikke. Diskoteker, flere barer og kneiper ligger rundt omkring i byen. Der er dog også en ok cykelbutik, flere dagligvarer butikker og restauranter. Herudover har Wagrain mulighed for lift op på Grafenberg, og en op til Bikeparken, og om torsdagen i sommerperioden, kan man tage G-link på tværs af dalen. Derfor var der også mange cykelturister og vandreturister i byen da vi besøgte byen i juli.

MTBX besøgte Wagrain i forbindelse med Højmark Rejsers tur i samarbejde med MTB Akademiet ved Mads Weidemann. Mads var instruktøren hele ugen.

Bikepark Wagrain

Bikeparken ligger ved siden af skipisterne, på et af de sydligtvendte bjerge i dalen hvor Wagrain ligger. Man kan komme op på 2 måder, den lette eller den hårde. Den lette er via skiliften kaldet “Flying Mozart”. Den hårde måde er at cykel op. Skiliften stopper halvvejs oppe, hvor de fleste står af. Men forbliver man i liften, kommer man til toppen. På toppen starter man i ca. 1.900 meters højde, og fra midterstationen starter man i ca. 1.300 meters højde. Wagrain ligger i ca. 900 meters højde.

På midterstationen kører man ned af flere forskellige byggede spor. Nogle linjevalg giver store udfordringer, mens andre er mere let kørte. Sporerne er ok skiltet, og man kan på turen ned se på skilte sporets sværhedsgrad. Det kan dog være svært at læse skiltene, når man suser forbi. Derfor kan det være en god ide en gang i mellem, at tage farten af og læse skiltene, så man får lige det spor man gerne vil køre.

Sporet fra midterstationen er flot bygget op, og starter med en stor wallride. Herefter er der mulighed for at køre på northshore, en masse tabletops, et større gap (det syntes jeg i hvert fald det var), og derefter samler sporet sig, for at sno sig ned af bjergsiden, igennem det ene store berm efter det andet, krydret med flere store eller små tabletops. Nederste etape deler sig igen i flere dele, alt efter hvilket niveau man vil have, og det er hér, man lige skal sætte farten ned den anden gang, så man kan skabe sig et overblik over de forskellige linjer.

Fra toppen og ned

Kører man hele vejen til toppen med liften, rammer man de 2.000 højdemeter. Her oppe er udsigten ubeskrivelig, bjergtoppe hele vejen rundt, og flere er over 2.000 meter høje. På de højeste bjerge er træer og græs erstattet af klipper og golde toppe, og flere af toppene er beklædt med en smule evig sne. I det fjerne rejser det mægtige Grossglockner sig op i 3.796 meters højde, hvilket er  det højeste punkt i Østrig. Når man kigger rundt på bjergene i Wagrain dalen og de tilstødende dale, ses de græsklædte pister, og der kan tælles mange lifte der går op på den ene og den anden side af bjergene. Dette er selvfølgelig på en god dag, for vi oplevede også dage, hvor kulden tvang os til at tage de løse ærmer på, og hvor udsigten var erstattet af en tyk tåge.

Topstykket i bikeparken er barskt, teknisk og flere steder meget stejlt. For den nye eller mindre tekniske rytter, skal man selvfølgelig tage op og kigge på det, men man skal overveje om man vil køre ned. Men for den tekniske rytter, med nedkørsler i blodet, så er dette 10 min. i himlen. Første stykke er byggede berms, mens det sidste del er mere naturlige rockgardens, rødder og andet godt, som kræver stor fokus. De stejle stykker gjorde, at farten kom af sig selv, og det var ikke unormalt at man røg over de 30 km. i timen. Min strava viste på hele turen ned en top fart omkring de 60 km/t.

Mads Weidemann

At være i Østrig og køre mountainbike, er en stor oplevelse. Har man så en instruktør som Mads Weidemann med, så kan man pludselig køre det hele. Vi havde 4 cykeldage, med en fridag midt i det hele. Dagen startede altid med opvarmning på midterstationen. Det var både med og uden cykel. Herefter gennemgik vi mange forskellige øvelser: Hop, drops, bunnyhop, sving, berms, tabletops for at nævne nogle af de øvelser vi kom igennem.

Dette foregik både på midtestationen, men også i selve sporet. Vi var heldige at parken ikke var overrendt af ryttere, så kunne vi øve på forskellige sektioner af parken, alt efter hvilke øvelser vi skulle igennem. Mads er god til at inkludere alle, og underviser på det niveau holdet er på. Han er rigtig god til at differentiere sin træning, og omstrukturerer hurtigt, hvis det er nødvendigt. Derudover udfordre han også deltageren, og introducerer øvelser som ligger over den enkeltes niveau, uden at presse en til noget man ikke vil. F.eks. gennemgik vi den sidste dag teknikken til at køre et gap på 1,5 meter. Derudover er Mads den person i Danmark der nok har flest forskellige hjelme, der var en ny en på hver dag.

Det gode ved Mads Weidemann er også, at han som os andre elsker at lege. Det viste sig specielt på en tur vi havde fra toppen i 1.900 meters højde ned til bunden af bikeparken i 900 meters højde, det vil sige hele bikeparken fra top til bund.

Vi var 4 afsted, Mads, Rasmus, Kristian og mig selv. Der var højt humør hele vejen ned, og så gik det virkelig stærkt. Man kan stoppe op mellem hvert segment, det gjorde vi bare for at samle os lidt, tøjle vores adrenalin og grine, smile og huje af hinanden. Det tog mellem 15 og 17 minutter i effektiv køretid, at komme fra toppen til bunden, og kun 2-3 pedalstrøg. Dem der siger, at det ikke er hårdt at køre ned, har ikke prøvet det. Der skal være fokus hele vejen ned, en forkert linje, eller et uopmærksomt øjeblik, kan nedsætte farten, eller ende med styrt. Man har sadlen i bund, så man bedre kan rykke sig rundt på hele cyklen, og det er der behov for. Det er som at danse salsa hele vejen ned, dog med lidt større ben og armarbejde. Lår og lægmuskler er godt syret til, når man rammer bunden, og arme, ryg og hovedet er bombet.

Intens træning

Bikepark er fedt. Det er en super god måde at træne gentagelser på forskellige øvelser i sporet, og på grund af den høje frekvens af alle de forhindringer man leder efter i de forskellige spor, får man bare følelsen af flow – og det er livet.

Giv dig selv den oplevelse, og kom afsted. Du kan gøre det alene, med dine venner eller som os med et super hold af entusiastiske mountainbikere fra Danmark og Mads Weidemann. Det er en uge med store oplevelser, og en masse man kan tage med hjem. Det skal selvfølgelig nævnes, at bikeparken kun var den ene halvdel af turen. Hver dag var delt i 2. Den ene del var bikepark, mens den anden halvdel blev brugt på guidede ture rundt omkring i Kleinarl-Wagrain.