Vores vurdering af Newmen Evolution SL X.A.25 29

Test score af Newmen Evolution SL X.A.25 29

Funktionalitet: 10

Design: 10

Pris: 9

Total Score: 9.7 ud af 10

Anmeldt af Lasse Klausen

Der findes et utal af mulige opgraderinger til din MTB. Nogle er billige og andre kan være ret dyre. Opgradering af dit hjulsæt kan for nogle være en bekostelig affære og der er mange spørgsmål forbundet med hjulsæt. Skal det være aluminium eller carbon? Hvilken fælgbredde? Spørgsmålene er mange og meninger er der lige så mange af.

Jeg har tit hørt folk sige, at opgradering til et bedre hjulsæt skulle være en af de bedste investeringer, som man kunne lave. Jeg var dog noget skeptisk, men jeg blev snart meget klogere og kan sige, at det virkelig er en fantastisk opgradering!

Newmen Components

Newmen Components er et lille og forholdsvis ungt tysk firma. De laver allerede en masse tilbehør til mtb, e-mtb og landevejscykling. De producerer bl.a. frempinde, styr, saddelpinde, hjulnav, fælge og komplette hjulsæt. Deres frempinde skulle være de letteste på markedet og være unikke i form af kun 2 bolte til at fastspænde styret.

Da det er et tysk firma bærer de tydeligt præg af, at de laver kvalitets produkter, hvor de virkelig har tænkt over alle detaljer og forfinet de aspekter, som de ikke synes var gode nok.

Newmen Evolution SL X.A.25 29″ hjulsæt

Newmen har sendt deres Evolution SL X.A.25 29″ hjulsæt til test hos MTBX. Det er deres bud på et letvægts aluminium hjulsæt, som både kan bruges til XC og trail brug.

Det har følgende specifikationer i 29″:

  • Indvendig bredde: 25 mm
  • Materiale: Forstærket aluminium 7075
  • Eger: 28 stk.
  • Max vægt: 120 kg.
  • Bremseskive montering: 6 huller
  • Nav bredde: 15x100mm, 12×142 mm og boost
  • Bodys mv:. Shimano, SRAM og SRAM XD
  • Vægt testsæt:
    • Forhjul, boost: 677 g.
    • Baghjul: 12x142mm: 682 g.
  • Fælg vægt: 398 g.
  • Nav: Star ratchet

Noget af det vigtigste ved et hjulsæt er selvfølgelig vægten og i særdeleshed selve fælgens vægt uden eger, nav osv. Det er vigtigt, at selve fælgen er så let som mulig, da den er størst og dermed giver den største roterende vægt. Derimod sidder bl.a. navet inde i centrum af hjulet og har ikke den samme roterende vægt kontra fælgen. Hvis et hjulsæt fx havde en tung fælg, men et let nav ville det give en lav samlet vægt, men ikke så meget forbedring i form af den roterende vægt.

Derimod kan et andet hjulsæt have en lettere fælg og måske et lidt tungere nav. Hvis de to hjulsæt havde den samme totale vægt ville det være bedst, at købe hjulsættet med den letteste fælg, da du der kan spare mere roterende vægt.

Newmens fælg vejer sølle 398 gram og det er noget af det letteste på markedet og i flere tilfælde lettere end tilsvarende carbon hjul! Det har Newmen bl.a. opnået ved at optimere alle fælgens aspekter for at spare så meget vægt som muligt.

Teknologien bag

Hvis du ikke gider at læse om teknologien bag Newmens hjul kan du rulle længere ned og læse videre. Jeg synes personligt, at de fortjener anerkendelse for de mange smarte design optimeringer.

MG Washer

Ifølge Newmen er kontaktpunktet imellem egerne, niplerne og hullerne i fælgen udsat for et stort pres under cykling og det pres kan bl.a. resultere i revner ved niplerne. En anden ulempe er, at man er nødt til at forstærke områderne omkring nippelhullerne, hvilket betyder højere vægt.

Newmen har løst problemet ved at designe deres helt egen MG Washer(en slags skive), som sidder på indersiden af fælgen ved nippelhullet og fastholder egerne. Den er ifølge dem den bedste måde at forstærke området på uden at vægten stikker helt af. MG Washers koniske skive gør, at den spreder belastningen ud og aflaster nippelhullet, hvilket giver længere holdbarhed. Da belastningen bliver spredt ud har de også formået at spare på vægten af materiale omkring nippelhullerne.

Afrundet fælgprofil

Newmen har gennemgået hele fælgprofilen og optimeret den for at spare så meget vægt som muligt. Det har de bl.a. gjort ved at lave en afrundet fælgprofil. Det gør bl.a., at fælgens vægge og bund er gjort så lette som muligt uden at gå på kompromis med styrken.

Sidevæggene er bøjet ud i en 25 graders vinkel. Det skal ifølge Newmen bl.a gøre, at de er bedre beskyttet imod stenslag mv. og dækkets vægge er ikke under så meget spænding, hvilket giver en rundere dækprofil.

TA Caps (Tolerance adjustment caps)

Newmen bruger såkaldte TA caps, som sidder på hvert nav. De skal ved montering efterspændes og gør, at der ikke er noget som helst slør imellem nav, kuglelejer og aksel. I forbindelse med produktionen vil der ved alle cykelkomponenter altid være en vis tolerance og det kan bl.a. give en smule slør imellem aksel og nav. Newmens TA caps fjerner sløret og sikrer, at delene fungerer 100 % sammen. Hvis du flytter hjulene over på en anden cykel skal du igen justere TA Caps, da tolerancerne på den nye cykel vil være anderledes i forhold til den gamle. Hele processen tager dog kun 10 sekunder at gennemføre!

Nav konstruktion

Almindelige nav bruger pal systemet, hvor 3 paler roterer og griber fat i en krave, når man træder i pedalerne. Newmen er ikke så vilde med dette system, da man i værste fald kan risikere, at det kun er 1 pal, som får fat. Det kan resultere i større slid og mindre kraftoverførsel.

Newmen har valgt at bruge Star Ratchet systemet, som bl.a. DT Swiss og Chris King bruger. I det system roterer to skiver med indhak imod hinanden. Når man ikke træder i pedalerne roterer de i samme retning og låser ikke fast. Når der trædes i pedalerne skubbes skiverne sammen og låses fast. Det betyder, at begge skivers indhak låser fast og der er fuld kontakt imellem dem kontra 3-pal systemet.

Du kan høre nav’ets lyd herunder:

Montering

Hjulsættet er tubeless ready og Newmen havde været så venlige at sætte både tape og ventil i mit sæt. Det skal normalt købes separat. Mit daværende hjulsæt var et standard Mavic Crossride, som fulgte med til cyklen. Det havde en indvendig fælgbredde på 21 mm.

Med tape og ventil vejede det nye forhjul 688 gram og baghjulet vejede 786 gram. Jeg monterede mit WTB 29″ Trailboss 2,4″ foran og WTB 29″ Riddler, 2,25″ bag på. Det var super let at få dækkene til at holde tæt på hjulsættet. Det lykkedes i første forsøg og jeg pumpede dem op med en fodpumpe. Jeg målte dækkenes bredde på de gamle hjul og de på de nye. Resultatet var, at dækkene blev cirka 2 mm bredere på de nye hjul.

Jeg har også vejet mit gamle hjulsæt for at sammenligne vægtbesparelsen med det nye.

Resultatet var således:

  • Forhjul: 2120 g – 1872 g = 248 gram
  • Baghjul: 2627 g – 2370 g = 257 gram

Jeg sparede altså 248 gram foran og 257 gram bag på. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg var lidt skeptisk ovenpå den, for mig, beskedne vægtbesparelse. Jeg skulle dog hurtigt blive klogere!

På sporet

Da jeg cyklede afsted på vej ud til sporet kunne jeg med det samme mærke, at det var en helt anderledes cykel! Accelerationen var markant nemmere, cyklen rullede hurtigere og jeg havde meget nemmere ved at holde farten.

Da jeg kom ud i skoven og på den første nedkørsel var det som at køre på en ny cykel! Jeg rullede meget hurtigere rundt på sporet og jeg følte, at jeg næsten ikke skulle gøre noget for at holde cyklen rullende ved høj fart. Min gennemsnitsfart blev med det samme højere og jeg blev overrasket over, hvor meget forskel de nye hjul gjorde.

Da jeg var færdig med et flowspor og skulle køre op igen kunne jeg mærke, at cyklen var en del nemmere at træde opad og jeg følte, at jeg havde et bedre tråd. Det var ikke sådan, at cyklen selv kørte op ad bakken, men det var bestemt nemmere.

Jeg opdagede hurtigt, at jeg sagtens kunne sænke mit dæktryk med omkring 0,2 bar pga. fælgens større bredde. Det gjorde, at jeg fik en smule bedre greb og følelse med cyklen. De først 5-10 minutter kunne jeg mærke, at hjulene var lidt hårdere og stivere end mine gamle, men jeg vænnede mig hurtigt til det.

Efter nogle ture i skoven var jeg spændt på at se, om jeg kunne se nogen målbar effekt i form af Strava tider. På nr. 2 tur i skoven lavede jeg 3 PR’s på flowsektioner og en opkørsel. Der er vel og mærket tale om tidligere PR’s, som jeg havde sat i sommers, hvor der var godt vejr og jeg var i betydeligt bedre form. På den tur havde det ikke været min prioritet at slå en PR og jeg havde ikke gjort ret meget for at opnå det. Derfor var jeg meget overrasket over, hjulene havde gjort så stor en forskel. Det betyder også, at jeg kommer til at køre endnu hurtigere til sommer og når jeg er i bedre form.

Hvis jeg sammenlignede mine generelle Strava tider før og efter opgraderingen kunne jeg se, at jeg på flere segmenter var hele 30-40 sekunder hurtigere end med det gamle hjulsæt. Det overraskede mig og kombineret med de bedre styreegenskaber mv. blev jeg hurtigt overbevist om, at bedre hjulsæt er vejen frem!

Star Ratchet nav’et har virket fuldstændig upåklageligt og jeg synes, at det hurtigt reagerede, når jeg trådte i pedalerne. Det larmer lidt mere end andre hubs, men lyden er rigtig fed og jeg er tosset med den.

Kvalitet

Jeg har haft hjulsættet i næsten 4 måneder og kørt cirka 300 km på det igennem den våde danske vinter. Kvalitetsmæssigt har det klaret det til perfektion og jeg har overhovedet ingen bemærkninger til kvaliteten udover, at den er spitzen klasse. Jeg har ikke fået strammet egerne op ved en forhandler og hjulene har heller ikke slået sig så meget som en millimeter fra ny. Jeg har heller ikke kunnet finde en eneste bule i fælgene.

Konklusion

Jeg har været rigtig glad for Newmen hjulsættet igennem hele testperioden. Jeg blev overrasket over, hvor meget opgradering af et hjulsæt virkelig betyder og hvis du spørger mig, er det alle pengene værd! En ting er, hvad jeg mærkede på sporet, hvor det gav mig bedre acceleration, højere fart, bedre greb og bedre flow. En anden ting er Strava tiderne, som utvivlsomt viste, at jeg var markant hurtigere med hjulene end tidligere. Jeg lavede endda PR’s om vinteren under kummerlige forhold og i dårligere form, hvilket var helt fantastisk.

Jeg kan godt lide hjulsættet pga. dets høje kvalitet og fordi Newmen Components har gjort alt, hvad de kunne for at lave et let hjulsæt og man må altså tage hatten af for tyskerne og deres kærlighed for detaljer.

Sættet koster cirka 5300 kr. og det kan være dyrt for mange. Man skal dog huske på, at man kan tage hjulsættet med, hvis man køber en ny cykel. Det er altså en investering til dine fremtidige cykler og ikke bare til den nuværende. Hvis man tænker på den måde synes jeg ikke, at det er så mange penge.

Newmen Evolution SL X.A.25 29″ er venligst stillet til rådighed af Newmen Components.

Pris på www.bike-discount.de: Cirka 5300 kr.