Vi har testet en cykelcomputer af mærket Karoo fra Hammerhead på MTBX - læs herunder hvad vi syntes om den.


Vores vurdering af Hammerhead Karoo

Test score af Hammerhead Karoo

Funktionalitet: 9

Design: 8

Pris: 8

Total Score: 8.3 ud af 10

Anmeldt af Jesper Hedegaard Grønlykke

Det har længe været Garmin der har siddet tungt på markedet for cykelcomputere, men nye spillere er ankommet, for at få del i os motionister der ønsker en god cykelcomputer. Et af de firmaer der bejler til cykelcomputer markedet er Hammerhead. De har lanceret en topmoderne cykelcomputer, som på mange måder er konkurrenterne overlegen og på visse punkter endnu mangler lidt udvikling. Vi har set nærmere på Karoo en cykelcomputer fra det amerikanske firma Hammerhead.

Hammerhead

Sådan ser startskærmen ud på Karoo

Firmaet blev grundlagt tilbage i 2013, hvor de lancerede et hammer formet navigations udstyr til cykler. Udstyret kunne blinke med LED lamper som intelligent blev drevet af en smartphone app. Det blev aldrig en stor succes, men sidste år lancerede firmaet igen et nytænkende produkt nemlig deres Android drevne cykelcomputer Karoo. Navnet Karoo stammer fra navnet på et højtliggende plateau i Sydafrika, der er uden vand i den tørre periode. Den blev lanceret som et crowdfunding produkt, og det fik stor nok opbakning til, at Karoo blev sat i produktion. Firmaet er Amerikansk og er delvist ejet af Piet Morgan, som er barndoms cykelven med Chris Froome. Det er med andre ord en cykelcomputer lavet af folk der selv cykler, og ved hvad der fungerer på styret.

Vi har allerede nævnt at cykelcomputeren er baseret på styresystemet fra Android, og det åbner op for en verden af muligheder for at få specielle cykel apps med på styret. Der findes endnu ingen app-butik til Karoo, men det kommer der formentligt snart – for nuværende må man selv ind og installere evt. apps du vil have kørende på din Karoo foruden selve cykelcomputeren, men det vender vi tilbage til senere i anmeldelsen.

Første indtryk

Det første indtryk man får når man tager cykelcomputeren ud af æsken er, at den er ret stor. Skærmen er stor og cykelcomputeren virker høj. Målene er 98 x 72 x 28 mm, og er dermed og stor sag at have siddende på cykelstyret. Hvis man sammenligner med f.eks. topmodellen fra Garmin Edge 1030, så ser Karoo større ud, om end skærmen har samme antal tommer. Faktisk kan der ligge to Garmin Edge 830 ved siden af hinanden på samme areal som Karoo fylder. Når det så er sagt, så er det virkeligt skønt at have en stor skærm, som er højt opløselig. Aldrig har data og kort været så flot fremstillet på en cykelcomputer før nu. Noget andet der også springer i øjnene, er de flotte animerede måder de mange data kan fremvises på, pulsdata, kommende stigninger på turen og meget mere, vises i flotte farver med animeret grafik – virkeligt flot.

Opsætning

Opsætningen af cykelcomputeren er ret nemt. Du tænder den og opretter en profil med dit navn, alder, vægt og så er den faktisk klar til køre. Det hele fungerer nemt, og det er overskueligt at skrive detaljerne ind på selv cykelcomputeren, fordi Karoo som den eneste cykelcomputer har et fuldt tastatur på skærmen, ligesom det man kender fra mobiltelefonen. Det har dog været muligt at vælge dansk tastatur, hvilket nok giver lidt problemer for en del af os danskere med øæå i navnene. I praksis betyder det dog intet, da du nemt kan rette navn m.m. på din konto på Hammerhead hjemmesiden.

Når du har kørt dine første ture med Karoo, kan du begynde at lave din egen opsætning af data skærmene, så du kan få vist de data du gerne vil se mens du cykler. Der er virkeligt mange muligheder så du kan lave dine data skærme helt så de passer dig. Det er også muligt at lave forskellige profiler, jeg har f.eks. en til MTB, en til Gravel og en til Race. Så kan jeg definere hvilke data jeg vil se på de forskellige profiler. Du kan også opsætte Karoo til at logge hvilken cykel du kører på under de forskellige profiler. På den måde ved du altid hvor langt dine cykler hver især har kørt.

Ant+ og Bluetooth

Karoo understøtter både Ant+ og Bluetooth, det er super praktisk at du ikke behøver at udskifte evt. kadence målere, pulsmåler, speed sensor m.m bare fordi du køber ny cykelcomputer. Det er meget nemt at parre en ny sensor med din Karoo, man aktiverer simpelthen sensoren ved at bevæge den og på Karoo trykker tilføj sensor så finder den selv din sensor.

Navigation

Når vi ser på kort delen af cykelcomputeren, har Hammerhead valgt en lidt anden tilgang til kort end andre firmaer. Kortet har Hammerhead selv lavet, og de har blandt andet trukket data fra “open cycle maps”. Det vil sige, at det er muligt at se, hvor der f.eks. er cykelstier og vandrestier m.m. Oven i det har de lagt et lag at POI’s (Points Of Interests), f.eks. er offentlige toiletter, caféer, apoteker og andre relevante cykel steder markeret.

Når du har kortet fremme, er det nemt at navigere rundt i, du bruger dine fingre til at zoom og bevæge kortet rundt ligesom hvis det var på din mobiltelefon. Kortet indeholder også 3D data, så du kan se din cykelture mellem husene i 3D – rent praktisk tror jeg dog ikke det er noget der bliver brugt meget, men flot ser det ud.

3D navigation på Karoo

En rigtigt smart ting ved at cykelcomputeren har WIFI og SIM-kort er, at du altid har dine ruter tilgængelige. Har du planlagt en cykelrute til dagen, behøver du ikke gøre andet end at tænde din Karoo så får den helt automatisk synkroniseret den nye rute over. En anden smart feature Hammerhead også har lavet er et lille plugin til Chrome browsere, det gør at hvis du ser en rute som en anden rytter har kørt på f.eks. Strava, så kan du med et klik importere den rute direkte til din Hammerhead konto og dermed til din Karoo uden du skal gøre noget aktivt for det. Så vil du køre samme rute som dem du følger på Strava, er det altså bare et klik og så har du ruten på din cykelcomputer.

Herunder kan du se et lille klip af hvor nemt det er at zoome og bevæge sig rundt på kortet på Karoo.

En ting du skal være opmærksom på er, at det er ikke muligt at navigere / finde adresser på kortet når du er offline. Du kan fint køre efter ruter du i forvejen har på din Karoo, men du kan altså ikke søge efter en adresse og blive navigeret dertil når du er offline. Karoo har indbygget en plads til et SIM-kort, så sætter du sådan et i din Karoo eller bruger du din telefon som WIFI hotspot, så kan du søge og navigere til adresser.

Cykelcomputeren benytter sig af GPS og GLONASS til at finde din position. Har du sat et SIM-kort i Karoo, benytter den også celleinformation fra mobilsendemaster til at triangulere din position (A-GPS). Der er også barometer indbygget som hjælper med at følge højden da det ofte er svært for GPS enheder at bestemme præcist. Det gør at du har en meget præcis cykelcomputer.

Dataskærme

Hvis du kan lide flotte fremstillinger af dine cykeldata, er Karoo klart noget for dig! Her er cykelcomputeren andre konkurrenter langt overlegen. Dataskærmene er lette at sætte op, du vælger blot hvor mange felter du vil have på skærmen, og så vælger du løs blandt de mange mulige data. Karoo har alle de gængse datavisningsmuligheder og så lige lidt ekstra. Den har f.eks en grafisk fremstilling af de kommende stigninger på den rute du er i gang med at cykle. Du skal naturligvis have valgt en rute for at funktionen virker. Har du lavet en lækker rute hjemmefra, så kan du altså hele tiden følge med hvornår stigningerne kommer, og ikke mindst de sjove nedkørsler. En anden fin funktion er ved puls data, her kan du grafisk få vist i hvilken pulszone du befinder dig, alt sammen realtime og smuk grafisk fremstillet. Nogen vil måske sige at man ikke har tid til at kigge på skærmen når man suser afsted på singeltracken, men tro mig en gang i mellem lykkedes det altid at kigge ned, og så er det jo lækkert når det er noget grafisk flot man ser.

Her ses tre forskellige dataskærme, den først med pulsdata, den næste en dataskærm kun med tal, og sidst en grafisk visning af de kommende stigninger på ruten.

Android apps

I introen nævnte vi, at cykelcomputeren er baseret på styresystemet Android. Det er som bekendt det styresystem der bruges i millioner af telefoner og andet bærbar elektronik, og nu altså også i cykelcomputer. Den store fordel ved at Karoo er udviklet på Android platformen er, at det er nemt at videreudvikle på softwaren og hver måned siden lanceringen af Karoo, har der været opdateringer og fejlrettelser til den.

En anden stor fordel er, at man kan få helt almindelige Android apps til at køre på Karoo. Hammerhead har en plan om at lave en selvstændig app-butik hvor man kan vælge apps der passer til Karoo, men indtil videre må man “nøjes” med at installere de apps man ønsker ved selv at overføre appen via en computer. At installere apps på den måde er ikke for alle og enhver, da det kræver lidt teknisk viden, men et dokument i Hammerhead support gruppen forklarer hvordan man gør det.

Vi har på MTBX ikke selv eksperimenteret med at installere apps på Karoo, men en hurtig søgning på nettet viser, hvad man blandt andet kan installere. Har du f.eks. diabetes og har en automatisk blodsukkermåler sat på kroppen, kan du via en app få vist hvordan dit blodsukker ligger under cykelturen. På billedet herunder kan du se, hvordan en bruger får vist det aktuelle blodsukker og en grafisk trend for udviklingen. Brugeren kan med andre ord, nå at indtage noget sukker undervejs på cykelturen så han ikke pludseligt får for lavt blodsukker. Der har også været eksperimenteret med at installere Spotify på Karoo, men det var dog en lidt for stor opgave for cykelcomputeren. Af andre app der også kunne give mening kunne man nævne vejr apps, eller KOMinator der kan vise hvilke Strava segmenter der har medvind, Singletracker appen ville være rigtig nyttig, eller hvad du end har lyst til at få vist på din cykelcomputer.

Blodsukkermåling på Karoo. Foto: Thomas Egrelius

Karoo vs Garmin Edge 1030 vs Wahoo ELEMNT ROAM

Her en lille sammenligning af et par af de førende cykelcomputere, Karoo, Garmin Edge 1030 og Wahoo Elemnt Roam. Sammenligningen og farverne i skemaet herunder er ikke et endegyldigt svar på hvad der fungerer for dig. F.eks har både Karoo og Garmin Edge en skærmstørrelse på 3,5 tommer, mens Wahoo Elemnt Roam har 2,7 – her har de to med størst skærm fået farven grøn, men er en større skærm bedre for dig ? Sammenligningen er ment som inspiration til at tænke mere over hvad du lægger vægt på ved din kommende cykelcomputer.

Et andet aspekt ved f.eks størrelsen er, at selvom Karoo og Garmin Edge 1030 på papiret har lige store skærme fylder Karoo mere da den er mere “buttet” end den strømlinede Garmin model. Og en anden stor forskel ved skærmen er også, at der er meget bedre opløsning på Karoo, den ligner meget mere opløsningen på en smartphone.

Test

Når vi modtager et produkt til test på MTBX sørger vi altid for, at gennemteste det så meget som muligt i den periode vi har. Vi har haft Karoo til test i seks uger hvilket har givet os mulighed for, at teste den under forskellige forhold og situationer.

De gange vi har haft cykelcomputeren med ude på ture mens solen har været fremme, har skærmen været overraskende klar. Alle data felter og kortet kan tydeligt ses selv i direkte sol. Når det omvendt har været overskyet og regn, har skærmen bare været endnu tydeligere. I regn har mange cykelcomputere ofte problemer med touchskærmen, men her performer Karoo helt uden problemer. Og skulle der være problemer med at få touchskærmen til at virke i regnen, så har cykelcomputeren fysiske knapper på siden hvor alt kan styres fra. Det kan blive en stor fordel til vinter, for så behøver man ikke tage de varme handsker af, for at bruge cykelcomputerens funktioner.

Det er muligt at vælge mellem et lyst og et mørkt tema som går igen på alle dataskærme. Alternativ kan cykelcomputeren selv bestemme hvilket tema der skal på alt efter tiden på dagen. Personligt har vi erfaret, at det mørke tema ser super flot ud og gør skærmen mere stilren at se på. Har man valgt det mørke tema, ville det også have været oplagt, at kortet som man navigerer efter også skiftede baggrundsfarve til mørk, men det gør det desværre ikke. Og ved natkørsel er det derfor ofte nødvendigt, at justere lysstyrken på skærmen helt ned da lyset ellers er for kraftigt og blænder dig.

Når du er kommet hjem fra cykelturen uploader Karoo helt automatisk din tur til din konto på Hammerhead, og hvis du har en konto hos Strava, kan den også sende data til den side helt af sig selv. Der er dog ikke muligheder for automatisk at uploade turene til f.eks Endomondo som mange danske mountainbikere også benytter. Vil du have data til Endomondo må du manuelt overføre filen efterfølgende, eller bruge en tjeneste som Tapirik til at overføre turen til de tjenester du ønsker.

En anden ting du også skal være opmærksom på er, at Hammerhead ikke har nogen data fremstilling på din konto på deres hjemmeside. Det vil sige du kan fint se hvor du har kørt på et kort, men ikke se dine pulsdata, højdemeter og andet data – der skal du benytte f.eks Strava. Efter at have talt med Hammerhead om hvorfor de ikke har det på deres hjemmeside, siger de at de vil hellere bruge kræfterne på at lave en god cykelcomputer, og så lade andre om at vise dataene bagefter.

Resultat

Hammerhead har lavet en rigtigt fin cykelcomputer, Karoo. Når vi samlet set skal vurdere den giver jeg den 9 ud 10 mulige for funktionalitet. Det kan måske syntes højt taget i betragtning af der mangler upload til Endomondo, man ikke kan se data på hjemmesiden, og søgning efter en adresse på kortet kun er mulig når du er online, MEN Karoo kan så meget andet i et hidtil uset niveau. Deres datafremstilling med animerede grafer er virkeligt unikke. Og at bladre rundt i de forskellige menuer er let som hvis det var en mobiltelefon. Hvis vi ser på prisen, så har vi givet den 8 ud af 10 mulige. Det har vi gjort fordi man får en virkeligt lækker cykelcomputer for pengene. Sammenligner du med topmodellen fra Garmin slipper du lidt billigere, men generelt synes vi stadig prisniveauet for alle cykelcomputere er højt. Designet på Karoo har vi givet karakteren 8 ud af 10. Der er tale om en stor cykelcomputer, som er både større, højere og bredere end konkurrenternes, men til gengæld får du en lækker skærm med plads til masser af data og grafer. Og når Karoo først sidder på styret så føles den ikke så voldsom.

Læs mere, pris og link

Karoo koster ca. 2700,- kr. og kan kun købes direkte ved Hammerhead. De tilbyder 45 dages fuld tilfredshed eller pengene retur. Læs mere om Karoo på følgende link hvor cykelcomputeren også kan købes. Læs mere.