Enduro i Danmark – en snak med Jeppe og Lasse fra Trailcuppen
For bare fem år siden ville snakken om trailcykler, og for den sags skyld enduro i Danmark være forbeholdt de få. Der var helt sikkert folk der kørte noget der lignede, men det var de færreste der tænkte over, at de var med til at starte en ny gren af dansk mountainbike. Vi har talt med grundlæggerne af trailcuppen, om enduro, trailcuppen og så lidt om hvem de egentlig er.
Det er småkoldt, regn er der dog ikke meget af og jeg har sat Jeppe “Bob” Bertelsen og Lasse Winther i stævne i madpakkehuset i Nordskoven ved Silkeborg. Der er tale om et par erfarne herrer i dansk mountainbike, selvom deres dåbsattest bevidner om to unge mænd. Jeppe og Lasse er de to initiativtagere til og ejerne af Trailcuppen, som er Danmarks svar på en Enduro serie.
Men de er også kendt for at bygge spor, deltage i internationale enduroløb, bygge spor, videoer på nettet og meget andet. Lige nu brænder deres hjerter for deres arbejde med trailcuppen, men også flere andre spændende tiltag. Der er tale om et par driftige unge mænd, der trods begge hjul er plantet dybt i dansk mountainbiking, også lige skal passe studierne, hvor Lasse læser til bygningsingenør og Jeppe læser på Økonomi og IT, begge i Aarhus.
Mens vi sidder og snakker, kommer der flere ryttere over for lige at rose Trailcuppen, eller kommentere på Jeppes styrt i Megaavanlance (Se det på MTBTV). Man mærker tydeligt, at i hvert fald Jeppe er et kendt ansigt blandt rytterne i Silkeborg denne dag.
Dansk enduro
Mange definerer nok sig selv som mountainbiker og ikke XC’er, DH’er eller Enduro mountainbiker, men de fleste ved godt hvilken gren inden for mountainbikesporten, de bedst kan lide at cykle. Når man taler om de forskellige grene inden for mountainbiking, er Enduro mountainbiking en af de nyere grene.
Enduro mountainbiking er egentlig meget enkelt, kom op på toppen til nedkørslen, og så skal du bare så hurtigt som muligt ned af sporet igen. Sporet eller nedkørslen kan variere i sværhedsgrad, og der er stor forskel på dansk enduro og det man finder i mere bjergrige lande, som Frankrig, Tjekkiet, Skotland eller Tyskland.
Som Lasse siger da jeg spørger til deres definition af enduro begrebet ” Enduro er bare mere rough end det vi kender i Danmark, der skal mange højdemeter til”, og Jeppe tilføjer “hver stage i et internationalt endurorace skal i hvert fald tage 3 min. at komme ned af og gerne meget længere, og så skal hele løbet tage omkring 3-6 timer at gennemfører. Der er tale om lange nedkørsler, hvor det virkelig drejer sig om at bruge sine kræfter rigtig, samtidig med at du skal bevæge dig rigtig hurtig ned”.
Kigger man på udstyret, så er det specielt på cyklerne, man ser den store forskel. For hvor man i et dansk enduro/trail race godt kan komme med en fuldaffjedret cykel med 120 til 140 mm. vandring, så skal man i hvert fald op på 150 mm. vandring i et fuldblods endurorace i udlandet.
Trailcuppen hedder heller ikke Endurocuppen, og det er et gennemtænkt valg. Trailcuppens stages er ikke lange nok, og har ikke helt på samme sværhedsgrad som et endurorace. Derudover ville man nok skræmme deltagerne udnødigt væk, ved at kalde løbet i Danmark for endurorace. Man kan godt finde steder i Danmark, hvor man rammer den høje sværhedsgrad, som man ser i udlandet, men de strækninger vi har her i Danmark, er meget korte, og og der er ikke nok af dem i samme område.
Trailcuppen
Trailcuppen har vist sig som et større tilløbsstykke, allerede her 3 år efter første løb. Jeppe og Lasse ramte, som de selv siger “sweetspottet”, altså det rette tidspunkt, da de opstartede cuppen. Havde de bare været 3 år tidligere, så havde folk rystet på hovedet, og mange havde nok også på det tidspunkt spurgt til begrebet trailcykel. Deltagerantallet er fra år til år steget, men som de selv siger, så er 250 deltagere pr. afdeling det maksimale, dette setup kan rumme.
Det hele startede egentlig med Lasses mini-enduroløb på X-trails i Haderslev for flere år siden. Jeppe mente ikke man kunne kalde løbet for enduro, og det fostrede ideen om, at det skulle hedde trail. Trailcuppen blev lavet med inspiration i de mange internationale løb, som både Jeppe og Lasse har deltaget i. De ville gerne køre mod deres venner i Danmark på danske spor, og da der ikke var noget løb af den slags i Danmark, ja så startede de det op.
De to kender så mange gode spor, som ikke særlig mange kender her i landet. De ved hvad folk vil have gennem deres arbejde med sporbygning, og har derfor været rigtig gode til, at finde de udfordrende linjer til hver stage i trailcuppen.
Men Trailcuppen er ikke kommet af sig selv, det har krævet rigtig meget arbejde, og gør det stadig. Det har båre været udfordringer på det tekniske såsom tidstagning, som de nu har fuldstændig styr på, og så har der og er stadigvæk udfordringer på alt “papirarbejdet”. For det kræver meget arbejde, for at få alle de forskellige tilladelser i hus til hver afdeling. Nogle steder er det lige til, mens det andre steder er så vanskeligt, at de været ude i at droppe flere område.
Trailcuppen har i 2020 bevæget sig ud af Jylland, og rammer nu også Svendborg i Maj. De havde også spejdet spor til en afdeling på Sjælland, men det lykkedes ikke i denne omgang. Det tog simpelthen for lang tid, at få alt det praktiske på plads. Lasse og Jeppe var ellers klar, men Sjælland må vente til en senere cup. Herudover har Trailcuppen i år fået en sportsklasse, som skal give de ca. 40 bedste herrer og damer lidt mere udfordring.
Trailcuppen og de mange spor der bygges, har været med til at løfte niveauet i Danmark. Kigger man på cremen af dansk enduro, så er der måske kun fem der kan gøre sig gældende i en Enduro World Series. Men det kræver masser af træning, og at man tidligt får begivet sig til spor i udlandet. Så vi vil nok se flere unge i fremtiden, der er lidt bedre end dem der er der nu.
De kan ikke sidde stille
Jeppe og Lasse er kun 23 år, de er igang med studierne, og kører Trailcuppen, sporbygning og meget andet ved siden af. Man kunne få en mistanke om, at det må være studierne de køre ved siden af, for de har mange jern i Ilden. De har i disse dage offentliggjort deres nye satsning, og den er international. De har sammen med MTB Travels, Bikepark Schulenberg og Bikepark Hahnenklee arrangeret et to dages enduroløb, de kalder det Harzduro. Dette er et rigtigt enduroløb, hvor sværhedsgraden er en del større end Trailcuppen. Her anbefales cykler med stor vandring, og fullfacehjelme er et krav for deltagelse. De håber på mange danskere til løbet, men advarer også om, at der kræves noget mere af rytterne, end der gør ved Trailcuppen.
Derudover arbejder de med et gravelrace i samme format som et enduroløb. De har fundet sporerne, det bliver vildt, og de er super spændte på hvordan det bliver modtaget. De ved godt, at det der gravel nok ligger langt vær fra Enduro, men gravel er jo lidt som mountainbiking i gamle dage, så det er måske det der tænder dem.
Mountainbike entreprenører
Selv med deres unge alder, så har de allerede stor erfaring i at styre store projekter, som man må sige at trailcuppen er. Men de har også deres sporvirksomhed, som Jeppe har haft sammen med en anden af Danmarks bedste enduroryttere Frederik Leth i tre år. Der er stadig spor der skal bygges, selvom man skulle tro at markedet var mættet. Lasse er manden bag X-trail sporet i Haderslev, og har som Jeppe også være udenlandsk og deltaget i forskellige enduroløb. Derudover har de begge i flere år i deltaget i downhill cuppen i Danmark, men nu er det Enduro der tæller for dem begge.
Vi snakker videre, der er mange grin, og der kommer ryttere forbi os, der skal ud og køre i Nordskoven. Flere hilser på Jeppe og Lasse, og der bliver lige delt et par minder. Vi pakker sammen, finder cyklerne frem, og begiver os direkte ud i træningsområdet, for at køre lidt nedkørsler. En formiddag er gået i godt og sjovt selskab, Jeppe og Lasse tager nogle hop mere, mens jeg begiver mig mod bilen.
Deltag i debatten