Enduro overtager min verden

Vi gør det lige præcis nu! Vi tilbringer vinteren i Italiens mountainbike-mekka, Finale Ligure. Engang troede jeg, at jeg var god til at følge mine drømme. Men jeg har senere fundet ud af, at jeg kun fulgte dem, hvis de ikke blev for udsvævende og de ellers passede ind i job og ”efter-bogen” karriere plan.

Men der skete noget. Jeg mødte én der altid følger sin drøm. Efter en mountainbike-teknik tur til Portugal, hvor jeg udviklede mig helt utroligt, foreslog han så -Mads Weidemann- at deltage i den danske Trailcup. Trailcuppen er et enduro lignende mountainbike løb, hvor man kører en samlet rute indenfor en tidsgrænse og konkurrerer på 8-10 nedkørsler på tid. Det lød spændende, men krævende og jeg frygtede, at folk ville tænke, at jeg havde alt for høje tanker om mine egne evner. Vi var igennem flere snakke og hans argumentet var: ”hvis man træner, skal man nok gennemføre”. Jeg kom til at tænke på den sværeste eksamen vi havde på medicinstudiet og min gode ven Peter, som sagde, ”hvis du læser, skal du nok bestå”. Peter endte med at have ret dengang, så jeg endte med at tænke, ”okay, jeg prøver”.

Enduro, enduro, enduro

Jeg trænede, gennemførte, og blev nr. 2 til mit første Trailcup løb – som en kæmpe overraskelse. Jeg blev fuldstændig bidt af enduro, løbene og deltog i alle Trailcup afdelingerne derefter. Efter et par år voksede ønsket dog om større udfordringer. Vi havde flere gange kørt mountainbike i Østrig, Portugal og Italien og selvom jeg elsker danske spor, er de tekniske udfordringer i udlandet bare af en helt anden begejstrende kaliber i min optik.

På den måde opstod drømmen om et udenlandsk enduro løb, men det samme gjorde også tankerne fra før: jeg er ikke dygtig nok og hvad vil folk tænke. Men jeg trænede, kørte det østrigske Enduro-Scott løb i Leogang, gennemførte og blev nr. 3. Sidste år skete det så, at en dansk kvinde, Jonna Johnsen, kvalificerede sig til Enduro World Series (EWS). Jeg kom i et uopmærksomt øjeblik til at sige højt ”gid jeg en dag kunne køre et EWS løb”. Svaret fra Mads var selvfølgelig: ”så skriv da til Jonna, at du gerne vil med” (man stiller et 3-mandshold til dette løb).

Tvivlstankerne var de samme som altid, men jeg skrev til Jonna alligevel. Jeg kom desværre ikke med, da der var tre meget seje damer, som meldte sig klar, men drømmen var plantet. I sommeren 2019 var vi igen i igen i Italien for at køre mountainbike og kørte netop de spor, som havde været med i enduro world-series i Val di Fassa samme år (Dolomitterne). Det var hamrende svært, men ikke umuligt og drømmen om EWS spirede. I januar skete det så; jeg tilmeldte mig to afdelinger af EWS100 (De pladser til EWS som udbydes til ikke-professionelle) i 2020.

”Shit! Hvad har jeg gjort!”, var min tanke 5 sekunder efter at have tilmeldt mig, for jeg ved ikke, hvad der skal til for at gennemføre et EWS løb. Men jeg gætter alligevel på, at det er det samme som altid: træning. Og nu er vi her så – på mountainbike vintersæson i Italien. Fordi hvor kan man finde bjerge, mountainbike-venligt vintervejr og EWS-spor, uden at det koster en jetjæger? Smukke Finale Ligure.

Drøm-virkeligheds-regnestykket

Så hvad med bekymringerne om jobbet, karrieren og frygten for manglende ydmyghed, tænker du måske? Det er da bestemt grænseoverskridende og svært at forklare sin chef og sin mor, at man gerne vil ræse ned af stejle bjerge i Italien, og jeg har brugt lang tid på at tænke for og imod ind i regnestykket. Vil det sætte karrieren på spil, at jeg er væk? Vil økonomien kunne bære det? Vil fysikken kunne klare det? Men indtil videre er det det hele værd.

Og hvordan står det så til med drømmen? Jeg træner. I Danmark stod den på styrketræning, nu er det Italiensk nedkørsels-træning og senere enduro-løbs træning. Indtil videre har jeg gennemført 6 ud af 7 tidligere EWS-spor her i Finale Ligure, så jeg føler, at jeg er på rette vej. Kan jeg nå at blive dygtig nok? Jeg er jo hverken ung, eller med mange års erfaring på bagen. Jeg ved det ikke, men jeg prøver at minde mig selv om, at jeg også har plussider. Jeg har gode træningsforhold, Danmarks måske bedste træner, og som Mads plejer at sige ”hvis de andre kan, hvorfor skulle jeg så ikke kunne?”. Jeg ved ikke om det lykkes, men hvis jeg ikke prøver, gør det i hvert fald ikke og hvad har jeg tabt? En tur til EWS, nogle penge og en vintersæson i Finale Ligure? Det er vist okay.