Jeg forestiller mig altid at jeg i snorlige linje arbejder mig tættere og tættere på mine mål, indtil jeg til sidst opnår dem. Men nej. Vejen imod dette mål blev, ligesom med alt muligt andet i livet, en god omgang kluddermåtter.

Første udfordring var corona pandemien. Ikke kun fordi World Series løbene blev aflyst på stribe, men også fordi det er svært at træne i bjerge, når verden lukker ned.

Næste udfordring blev en skulder skade efter en flyvetur ind i et træ.

Heldigvis løste disse første udfordringer sig selv over sommeren, hvor skulderen kom sig og pandemien aftog. Vi fik mulighed for at tage på 3 ugers træningstur i alperne og World Series løbet i Zermatt (Schweiz) fik grønt lys. Det var tid til at udleve drømmen. Troede jeg.

Zermatt blev noget smat

Vi ankom til Zermatt lidt i underskud efter træningsugerne. Vi besluttede at gå de 4 nedkørsler vi skulle konkurrere på. På plus siden fik vi et godt indtryk af sværhedsgraden og fik spottet gode linjer. På minus siden gav de 2200 højdemeter hævede knæ og trætte ben.

Natten til træningsdagen silede det ned og på træningsdagen fortsatte det ufortrødent. Allerede på den første nedkørsel var jeg overvældet. Hvis det ikke var nok at se folk styrte på de glatte klipper, så stod der ved alle svære sektioner hobe af ryttere og stirrede angstprovokerende på én. Det var over min grænse. Med tårer i øjnene måtte jeg sige til Mads (makker, kæreste og træner), at jeg gav op.

Imidlertid blev det hele pludselig mere overskueligt, da presset for at gennemføre var væk. Jeg besluttede derfor at køre det jeg turde og bare trække ned af resten. Så skete det mystiske, at jeg fik mere og mere mod. Faktisk havde jeg det pludselig sjovt med at glide rundt på klipperne.

7 timer senere havde jeg en nogenlunde god fornemmelse og trods blå læber, trætte ben og mudder overalt besluttede jeg mig for alligevel at køre løbet. Først skulle cykel, grej og ryttere dog frigøres fra mudder. Dele skulle smøres. Tøj skulle tørres. Kl. 22 var vi færdige.

Næste morgen var jeg alt for træt. Energien var brugt op på alpetræning, vandreture, mental overvindelse, at fryse og vaske mudder af. Dertil var det umulige sket. Vejret på løbsdagen var endnu værre. Torden, tåge og sne. Det var uoverskueligt at klare endnu sværere forhold med en alt for træt krop. Jeg kastede håndklædet i ringen.

Her kunne historien godt ende. Men jeg var altså bare ikke rigtig færdig. Jeg havde lært så meget om spor, forberedelse og om mig selv. Så jeg besluttede at det ikke var slut endnu.

Vinteren gik så med at blive en bedre enduro rytter. Vi styrketrænede, trænede udholdenhed og form, tog på vintertræning i Italien og cyklede hver eneste gang det regnede.

Prøv igen i Italien

Endelig blev det Juni og tid til Enduro World Series 2021 i Canazei, Val di Fassa (Italien). Val di Fassa kendte jeg, hvilket gjorde det hele lettere. Vi gik stadig 2 af nedkørslerne, men kunne springe 2 over, som vi allerede kendte. Sporene var fede, og jeg vidste, at jeg kunne køre de svære sektioner.

Træningen gik godt, men på den sidste nedkørsel måtte jeg alligevel ned og bide i jorden. Jeg slog mig ikke, men jeg blev alligevel hamrende nervøs, og det lykkedes mig ikke at overvinde det løse stejle sving, som jeg var gledet i. Om aftenen kom mit yndlingsvejr. Ja du gættede rigtigt. Regn.

Jeg vil ikke sige at jeg sov godt den nat. Jeg vil heller ikke sige, at mine hænder var rolige, da jeg satte mig op på cyklen på løbsdagen og gjorde mig klar til den nedkørsel, som jeg var faldet på til træningen –  og som nu var glat efter regnen. Det hjalp heller ikke, at 3 herrer måtte overhale mig på vej ned af den første nedkørsel, og at den ene fik skubbet mig af sporet i et stejlt og skarpt sving. Men jeg kørte det hele. Jeg gennemførte den første nedkørsel.

Så var jeg i gang. Og da jeg først var kommet i gang, kunne jeg ikke holde op. Det gik over stok og sten, og på den sidste nedkørsel var det mig, der overhalede de andre – trods haglvejret på toppen. De tre nedkørsler var en drøm, og jeg kom i mål efter 5 fantastiske timer med tårer i øjnene og sommerfugle i maven.

Her kan du læse artiklen om hvordan drømmen om at køre et World Series løb blev til.