På weekend med MTBX
I weekenden d. 22-24 marts 2019, havde vi lavet en MTB weekend i samarbejde med Hotel Christiansminde i Svendborg. Her kan du læse hvordan det gik.
Det er fredag eftermiddag, og bilen bliver pakket med cykeludstyr, cykeltøj og lygter, for lige om lidt går turen mod Svendborg, hvor vi skal mødes med de 10 deltagere på Hotel Christiansminde. Vi besøgte første gang Hotel Christiansminde i September sidste år, og efterfølgende blev vi enige om at arrangere en MTB weekend i Svendborg.
Vi ankommer sidst på eftermiddagen, og kl. 17 mødes vi i “Grønspætten”, som er en hyggelig stue i kælderen på Christiansminde. Her får vi serveret lidt vand og lækker sandwich, som luner godt efter en, for nogens vedkommende, lang køretur.
Thurø rundt på MTB
Vi får hilst på hinanden og stillet den værste sult, inden vi kl. 18 skal stå klar med cyklerne. Vi har nemlig arrangeret en aftentur med lygter. René og Jørn fra Sydfyns MTB klub har indvilget i at guide os rundt i området, og møder os på hotellet kl. 18. Da vi har et forholdsvis hårdt program lørdag, havde vi aftalt med dem, at vi heller vil se Sydfyn som turister, end blive kørt helt flade. Så de gode guider havde lavet en flot tur rundt langs vandet på Thurø, med masser af gode stier, og lidt singletrack gennem skovene.
Vi cyklede mod Thurø, og nåede helt ud på den sydligste del af øen, inden det blev mørkt, hvorfra vi lige kunne ane Langeland, på trods af tågen. Vi fik tændt lygterne, og cyklede videre, og endte i Grasten, hvor sundfarten Helge har sit færgeleje. Her fra kunne vi se over til Tåsinge, og Valdemarslot. Her fra gik turen hjem af mod fastlandet, og Svendborg. En rigtig god tur på halvanden time, som en god opvarmning til lørdagens program.
Tilbage på hotellet, fik vi sat cyklerne ind i hotellets outdoor rum, hvor efter vi mødtes i kælderen til en kold fyraftensøl og en god snak med vores lokale guider, inden vi kunne sætte os til bords i restauranten, hvor vi fik serveret en god gang Chili con carne, med en god salat, og kander med fadøl.
BONUS INFO: Sydfyns MTB klub er med til at arrangere den nye DAI MTB festival, som foregår på de grønne områder omkring Hotel Christiansminde. Du kan læse mere om festivalen her
Skovhuggeren
Lørdag kunne vi alle mødes til en god gang morgenmad, inden den igen stod på mountainbike. Så alle deltagerne fik fyldt depoterne godt op, inden vi skulle mødes omklædt med vores cykler kl. 09. Denne gang skulle vi besøge Skovhuggeren, som ligger ca. 12-15 km fra Hotellet. Denne gang fik vi selskab af Daniel fra Sydfyns MTB guide, som skulle sørge for at guide os rundt. Det var valgfrit, om man ville cykle de 12-15 km til Skovhuggeren, sammen med guiden, eller om man vil tage bilen og mødes deroppe. 2 af deltagerne var friske på turen, så de cyklede afsted sammen med Daniel. Resten pakke cyklerne på bilen, og kørte ud til sporet.
Daniel fra Sydfyns MTB guide, kender Skovhuggeren særdeles godt, da han selv er med til at bygge derude. Så han kunne starte med at fortælle lidt om historien bag, og hvordan det er at drive et betalingsspor.
Skovhuggeren ligger i en privat skov, og er lejet fri til mountainbike. Det er derfor et betalingsspor, hvor alle pengene går til udviklingen af sporet. Du kan enten købe adgang i 3 dage for kr. 100, eller købe et årskort for kr. 500.
Vi var ikke kommet til Skovhuggerne for at cykle rundt på tid, eller slå nogen Strava rekorder, så vi aftalte med Daniel, at vi hellere vi lavede nogle stop hen af vejen, og snakkede om de forskellige features der er bygget derude, og cykle dem igennem nogle gange. Så der var mulighed for lige at stile cyklen, og kigge nærmere på de forskellige “forhindringer”, og snakke linjevalg, fart og teknik. Så der var nogle deltagere der fik rykket nogle grænser, og prøvet noget nyt.
Der var enighed blandt alle deltagerne, om at Skovhuggeren var en oplevelse værd. Så efter en 3 timer på Skovhuggeren, gik turen tilbage mod Svendborg. Nogle på cykel, og andre i bil. Tilbage på Christiansminde, stod personalet klar med en lækker frokostbuffet. Vi spiste frokost kl. 13, og bagefter var der mulighed for at gå på værelserne og hvile benene. Kl. 15 var det nemlig tid til at mødes igen, for nu skulle vi på Svendborg sporet.
Svendborg sporet
Svendborg sporet ligger 1,5km fra hotellet, og består af en blå og en rød sløjfe som . Begge spor er ca. 4 km lange, og starter samme sted, men ud i hver sin retning, og ligger i henholdsvis Stevneskoven og Hallindskoven. Vi blev enige om at starte på den røde, og cyklede afsted. Rigtig fint spor, hvor man sagtens kan få nogle timer til at gå. Området er ikke voldsomt stor, men rigtig godt udnyttet. det samme gør sig gældende for det blå spor. Efter en god times tid, var vi ved at være godt trætte efter dagens program, så vi cyklede retur til hotellet, og fik vasket cyklerne, og stillet dem til tørre, i deres indendørs cykelopbevaring.
God mad og MTB snak
Efter et velfortjent bad, mødtes vi i restauranten med udsigt over vandet, hvor vi kunne nyde en 2 retters menu, bestående af en forret med stenbiderrogn, syltede løg, og sprøde skiver rugbrød. Til hovedret fik vi et stykke ungkvæg med ristede svampe og rødvinsglace. Efter maden gik vi i kælderen, hvor der foruden nogle gode sofaer, er både pool og keglebillard, og bordtennis og bordfodbold, og en ta’selv bar, hvorfra vi kunne forsynes os med øl og vand, ved blot at skrive antal og værelsesnummer på en seddel.
Så hermed en god afslutning på en lang dag med masser af mountainbike og frisk luft. Hvem der tabte i pool, har vi lovet ikke at snakke om.
Tak for denne gang
Søndag mødtes vi til morgenmad kl. 8.30, og fik sagt pænt farvel til hinanden. Nogle af deltagerne havde ikke fået nok, og ville lige prøve Skovhuggeren en sidste gang, mens andre blot pakkede bilen, og kørte hjemad.
En rigtig hyggelig MTB weekend var overstået, og har du lyst til at prøve det selv, så kontakt Hotel Christiansminde, og book en weekend. Vi kan i hvert fald godt anbefale at bruge en weekend i Svendborg med din mountainbike og godt selskab.