Det er lørdag morgen, og jeg begynder så småt at pakke mit grej. Jeg har endnu til gode at komme ud til et løb og så have glemt noget, men følelsen af at have glemt noget har jeg hver gang. Så derfor begynder jeg altid at pakke tidligt, og dobbelttjekker et par gange, så jeg er sikker på det hele er med.. sko, briller, strips, hjelm, handsker, mad, frugt, ekstra vandflasker osv.

Jeg skal til Silkeborg og køre Highland Mountainbike Challenge. 100 km med 1.500 højdemeter arrangeret af Aarhus Motion. Jeg har inviteret min svoger med, som skal agere hjælperytter op af bakkerne. Jeg synes selv min form er ok, men mine 100+ kilo er lige i overkanten, når det går op ad bakke. Min svoger har en lidt anden kropsbygning, og er den eneste mand jeg kender, der efter et toiletbesøg om morgenen kan få vægten ned under 70 kg, hvilket jeg ikke selv har kunnet siden jeg blev konfirmeret.

Vi glæder os begge til udfordringen, og er lige dele spændte og lige dele nervøse. Selv har jeg prøvet 100 km distancen et par gange før, og ved nogenlunde hvordan min krop reagerer. Anderledes er det med min makker, som aldrig før har prøvet at cykle så langt. Men inden vi når så langt, er der et par logistiske udfordringer. For Highland MTB Challenge starter i Silkeborg, og slutter i Aarhus. Der er godt nok mulighed for tilkøb af bustransport frem og tilbage, men vi har valgt en lidt andet løsning, som går ud på at køre i 2 biler til Aarhus lørdag aften. Parkere den ene, og køre videre til Silkeborg i den anden bil. Allerede her kommer vi til første udfordring! Da vi ankommer til Godsbanen i Aarhus, som er målområdet, koster det kr. 22 i timen (døgnet rundt) at parkere. Efter en hurtig hovedregning, finder vi ud af at det bliver ca. kr. 500 for at parkere? Vi cruiser lidt rundt i Aarhus og finder et parkeringshus, som er ca. halv pris.

Highland MTB har start ved Vejlsøhus, og i den forbindelse var der et godt tilbud på overnatning. Så for ikke at stresse afsted søndag morgen, har vi booket et værelse på hotellet. Så efter parkering i Aarhus, kører vi videre til Silkeborg, og tjekker ind på Vejlsøhus.

På hotelværelset får vi parkeret cyklerne, og taskerne og alt vores grej bliver tjekket en ekstra gang. Og så er det ellers bare tidlig i seng, så vi er friske til morgendagens løb.

Læs også: Vejlsøhus MTB ophold

Vi vågner begge tidligt, da vi har det lidt som små børn juleaften. Vi glæder os til at komme i gang, så vi beslutter at vi lige så godt kan komme op og få spist noget morgenmad. Uden foran hovedbygningen er der allerede aktivitet. Arrangørerne er ved at at gøre klar til start, og de første ryttere er allerede til stede, og klar til at få udleveret deres startnummer. I restauranten er der også liv. Vi er ikke de eneste der har valgt at overnatte på Vejlsøhus, så morgenbordet er allerede omringet at mænd og kvinder i cykeltøj, der lader op med et godt morgenmåltid inden løbet.

Vi får spist en god portion havregryn med nødder og rosiner, samt et par skiver rugbrød med ost, samt lidt kaffe og juice. Ja, ok, der røg lige en enkelt morgenkage 🙂 Tilbage på værelset, får vi gjort de sidste ting klar. Der skal monteres startnummer på cyklen, og vi begynder at indtage en god portion væske, så kroppen er klar til kamp. Alt det vi ikke skal bruge bliver pakket i bilen, og vi tjekker ud fra hotellet og siger tak for denne gang.

Nu er der for alvor gang i den uden foran. Der er ca. 750 ryttere til start, og jeg tror de er ankommet alle sammen. I startområdet er der et bord med blandt andet energigel og müslibarer, så dem der har mere plads i lommerne får tanket det sidste energi. Selv har jeg ikke så meget med, da der er 4 depoter på ruten (Ved 17 km, 40 km, 50 km og 78 km), som alle har mulighed for at man kan tanke energi og væske.

Til Highland er der en regel om at alle deltagere skal bære en rygsæk som minimum vejer 1.5 kg ved start. En lidt mærkelig regel, men da de fleste alligevel har en vandblære på ryggen, betyder det ikke noget.

Min svoger har fået pudset sin gamle KTM mountainbike fra 1999, og man kan næsten se stoltheden lyse ud af ham, da han kommer trækkende ned til målstregen med sit klenodie. De andre deltagere kigger på ham med lige dele hovedrysten og smil, samt et anerkendende nik. Og alle der viser bare den mindste interesse, får også fortalt hele historien om cyklen, som nærmest har sit helt eget stamtræ 🙂 Men om ikke andet, så har han da bevist at man godt kan gennemføre et MTB marathon med 26″ tommer hjul og V-bremser 🙂

Der er 4 startgrupper, som starter med 3 minutters mellemrum. Vi  startede i den sidste gruppe kl. 10.09, og bliver sendt afsted fra Vejlsøhus til lyden af “Eye of the tiger” blæsende ud af højtalerne og masser af publikummer som klapper og hepper. De første 4 km er asfalt ind i gennem Silkeborg, indtil vi rammer Nordskoven. Lige da vi rammer skoven, begynder de første stigninger, og jeg sætter bevidst farten lidt ned, og sparer lidt på energien. jeg ved nemlig at der er masser af højdemeter på de første 16-17 km. Min “hjælperytter” har åbenbart en anden taktik, så han fortsætter med fuld gas, og kommer til at køre i en gruppe 3-400 meter foran. Da vi rammer det første singletrack i Nordskoven, går det desværre helt i stå. Der er begrænsede muligheder for at overhale, og ikke ret mange er gode til at holde afstand, så lige som på motorvejen, når den forreste bremser, går det hele i stå og vi holder 3-400 ryttere i en lang kø. En del ryttere bliver lidt ophidset og skælder lidt ud, men jeg ser det bare som en mulighed for at få pulsen lidt ned, og indtage lidt mad og væske.

Da vi har sneglet os rundt på det ellers super sprøde singletrack i Silkeborg, begynder trafikken af løsne sig lidt, og der kommer lidt mere flow i kørslen. Vi kører en sløjfe rundt, og efter ca. 17 km passerer vi igen Vejlsøhus, som denne gang er lavet om til depot, med vand, energi og frugt. jeg kommer ind som første mand i en lille gruppe på 5-6 mand. Jeg kigger hurtigt efter min makker, men han er her ikke, så jeg vælger at droppe depotet og fortsætter alene. Nu går turen over til Vesterskoven, hvor vi ligeledes kører en sløjfe rundt, inden turen går ud gennem Sønderskoven og omkring Himmelbjerget.

Jeg har nu rundet 40 km, og har ikke set noget til min makker siden jeg mistede ham af synes efter ca. 5 km. Vi har ikke snakket om det, men jeg tror vi begge har en plan om at komme før den anden i mål, og dermed have håneretten 🙂 Så jeg begynder at blive lidt nervøs, da jeg ikke har set ham længe. Jeg aner ikke om han er 500 meter eller 5 km foran? jeg ved dog at ved 50 km mærket er der timeout-depot. Her stopper tiden når du kører ind i depotet, så du kan slappe af og tanke frisk energi inden du begiver dig ud på de sidste 50 km. Og vi har aftalt at hvis vi kom væk fra hinanden så ville vi mødes der.

Ved 42 km kommer der et par hårde stigninger. Jeg kan nu regne ud at vi nærmer os Himmelbjerget, og jeg ved at vi skal over et par gode bakker inden 50 km depotet. Men tanken om at min makker er langt foran gør at jeg giver mig lidt ekstra og blot tæller ned til vi når timeout-depotet. De sidste kilometer før depotet kører jeg bagerst i en 3 mands gruppe på et stykke smattet singletrack langs Julsø. Vi kører på en række, og er kun fokuseret på at komme hurtigst mulig i depot og få stoppet tiden. 500 meter før depotet styrter forreste mand, og han ligger helt stille. Vi andre får sat cyklerne og tilset ham. Han har slået brystet ned i nogle rødder og kæmper lige et par minutter med at få luft igen. “Bare kør videre, jeg er ok, skal bare lige have lidt luft” siger han, mens han kæmper med at komme på cyklen igen. Jeg beder ham kører forrest, så jeg kan holde øje med ham, hvis han skulle blive dårlig.

50 km – Timeout depot

Vi triller ind i depotet, jeg leder febrilsk efter min makker. Nu er jeg spændt på at høre hvor langt foran han er. jeg finder ham med bolle i den ene hånd og en cola i den anden, og han ser overraskende frisk ud. Da jeg kommer over til ham kan jeg se han har været styrtet, så han må lige forbi samaritterne og få renset sårene og få lidt forbinding på. Vi finder ud af at han er 6 minutter foran.. nu ærgrer jeg mig over at jeg “tabte” 3 minutter lige inden depotet, men omvendt, så efterlader man aldrig en såret kammerat i kamp.. eller i det her tilfælde en fremmed mand der er styrtet på cykel.

Depotet ligger lige ned til Julsø og Hotel Julsø har sørget for forplejning, i form af grovboller med pålæg, hjemmelavede energibarer, cola, kaffe, og frugt. Nu får vi sat os og strækket ben og ryg, samt fyldt kroppen godt op med mad og væske. Inden vi forlader depotet vil jeg lige omkring mekaniker teltet og høre om de har noget voksbaseret smørremiddel til min kæde, som allerede er kørt tør. “Det har vi desværre ikke”, siger den ellers flinke mekaniker. Hvad så med almindelig kædeolie, spørger jeg, men her må han gå til bekendelse og indrømme at det havde de glemt at få med 🙁

Efter en lille halvtimes tid i timeout bliver vi enige om at køre videre. Vi følges ad ud af depotet, og med det samme går det op af bakke. Først nu slår det mig at vi er ved bunden af Himmelbjerget, og skal op af bakke et godt stykke tid. Heldigvis er benene rimelig friske, så vi finder et roligt tempo og følges ad de næste 10 km. Jeg har hele tiden de 6 minutter i baghovedet. Min makker er 6 minutter foran, selvom vi følges ad, da han jo kom ind i timeout depotet 6 minutter før mig. Jeg prøve at ligge en taktik inde i hovedet, men kan ikke rigtig se nogen steder hvor det er oplagt at stikke af, uden at han kan hænge på.

Pludselig ca. 76 km ude kommer der en nedkørsel som er ekstrem glat af mudder. Jeg ved jeg har en fordel på nedkørslerne, så jeg slipper bremserne og giver fuld gas, og tænker nu er det min chance for at stikke af. Halvvejs nede nærmer jeg mig en anden rytter med stor hastighed, og jeg kan se at han er lidt nervøs og bremser. På nedkørslen er der to hjulspor, og vi kører begge i det højre, og stadig med min makker lige i hælene. Nu går der lidt panik i mig, jeg kører for stærkt og kan ikke bremse i det mudderet spor, så jeg har kun en mulighed og det er at komme over i det andet hjulspor. Det lykkedes ikke, og der er ingen anden udvej, end at klikke ud af pedalerne og smide sig ned. Min makker er nød til at gøre det samme, og nu ligger vi og ruller rundt i mudder fra top til tå, og den eneste der lykkedes med at holde sig på cyklen er ham den forreste som tog nedkørslen i et lidt mere fornuftigt tempo. Heldigvis skete der ikke noget alvorligt, udover et lille hak i vores stolthed, og det faktum at vi nu, inkl. cykler var smurt totalt ind i mudder.. øv.

Vi har nu rundet de 80 km, og jeg kan godt fornemme at min såkaldte hjælperytter har bedre ben end jeg har. Så i stedet for at hente de 6 minutter, bliver taktikken at undgå yderligere tidstab. Da vi på et tidspunkt bliver vi overhalet af en anden gruppe, er det oplagt at hægte os på der. Vi har de sidste 4-5 km trukket i en anden gruppe, hvor tempoet godt kunne være lidt bedre. Jeg kan se på min makker at han er klar, og han sætter tempoet op, og ligger sig på hjul. Jeg selv kommer ikke helt op, og kan nu godt mærke at benene er brugt, og den krampe der har luret de sidste 10 km er nu rigtig tæt på. Jeg må desværre opgive et hænge på, og må køre de næste 6-7 km alene.

12 km før mål er jeg kommet med som 4 mand i en gruppe. Vi kører godt tempo, og de 2 forreste kender hinanden og vi lader dem trække. På sidste stigning ved 91 km går den ene i stå og skal have luft. Hans kammerat stopper op, og den sidst mand og jeg kigger på hinanden og nikker. Vi kører videre, den må de selv slås med. Min nye “makker” er godt kørende og ligger med en fart på 28-30 km i timen ind mod Aarhus. jeg selv ligger lige på hjul af ham. jeg har nu kun fokus på at holde mig lige på hans hjul, så længe jeg kan. Jeg er flere gange ved at give op, og bare lade cyklen trille, men så kigger jeg på cykelcomputeren, hvor jeg kan tælle ned til mål. Der er nu kun 6 km til mål… 5 km til mål.. 4 km til mål.. og nu begynder vi at overhale en masse ryttere, som bare ikke har mere krudt i benene. Det giver lige et ekstra boost af energi, og jeg formår at holde den på hjul hele vejen ind til Godsbanen i Aarhus, og henter nogle, for mig vigtige minutter.

Målet er nået

Vi kan nu se målstregen, og masser af mennesker du aldrig har set før, står og klapper og kommer med tilråb, og da vi passere målstregen, og speakeren råber Lars Bachmann er nu i mål i tiden 6 timer og 12 minutter, er det en total fed fornemmelse. Kroppen er helt udtømt for energi, men du har sejret over dig selv og netop gennemført et 100 km MTB marathon. Min “makker” som hjalp mig i mål får en stor highfive og tak for hjælpen. 8 minutter “tabte” jeg med, så min svoger fik håneretten.

I målområdet er der fed stemning, glade publikummer og møgbeskidte mountainbikere. Vi får sat cyklerne, og udleveret friske vandflasker. Da vi har sundet os lidt, er jeg lige et smut forbi toilettet, og får lidt koldt vand i ansigtet og vasket mig lidt. Inde i hallen er der buffet, med frikadeller, kartoffelsalat, pastasalat og brød. Så vi sætter os og spiser, får samlet lidt energi og kigger på de sidste deltagere der kommer ind over målstregen. Vi får også tid til at vaske vores cykler, på den opstillede cykelvask. Der er også en “overraskelse” til alle deltagere i form af en kop med navn og startnummer på.

Lige som det hele startede med nogle logistiske udfordringer, slutter det således også. Vi skal nu på cykel, finde ud af hvor vi har parkeret bilen. En 3-4 km senere finder vi parkeringshuset, og meget trætte får vi pakket bilen, og nu skal vi så tilbage over Silkeborg og hente den anden bil, inden vi kan komme hjem og få et velfortjent bad og en god nats søvn.

Highland, vi ses til næste år.