Test: Carbon porno fra Barcelona
Integrerede styr/frempind-løsninger til MTB deler vandene. Som guf på den gammeldags eller tubeless i de grove dæk. Nogen elsker det; andre hader det som pesten.
De fleste er vel enige om, at cockpit-konstruktionen, der samler styr og frempind i ét, generelt ser fantastisk ud, den sparer (ofte) vægt og giver cyklen et eksklusivt udtryk. Men den strømlinede variant har samtidig også et ry for at være ufleksibel, sårbar og besværlig at leve med.
Med PRÖPUS fra spanske producent Gemini burde flere af Nej-hattene skifte attitude. Hør her hvorfor.
PRÖPUS er udviklet og håndbygget i Barcelona med ét mål: at skabe det ultimative XC-cockpit til moderne racebikes. Resultatet er et integreret carbonstyr, der i den letteste udgave vejer helt ned omkring 150 gram – inklusive den integrerede frempind. Dermed er PRÖPUS blandt de absolut letteste cockpit-løsninger på markedet. Og så er det så smukt, at selv en garvet MTB-dreng som mig kan få blanke øjne af begejstring.
Førstehåndsindtryk
Allerede når man tager PRÖPUS ud af æsken, står det klart, at det her ikke er masseproduceret stangvare. Finishen er perfekt. Den testede udgave er i glossy (blank) sort med en imponerende forarbejdning. Overgangene mellem frempind og styr er nærmest skulpturelle og usynlige, og hele pakken i den blanke lakering skriger bare: ”Jeg er for lækker!”. Jeg har endnu til gode at se en cockpit-løsning, som ser mere eksklusiv ud.
Du vælger selv
Gemini producerer kun et begrænset antal hver uge, og hvert cockpit håndbygges i Barcelona.
Kunden kan selv vælge mellem forskellige længder på både styr og frempind, ligesom cockpitet kan bestilles med forskellige offsets, så positionen kan tilpasses den enkelte rytter. Standardbredden er 740 mm, men ønsker du en anden bredde, kan Gemini-folkene bygge den på bestilling. Det er en luksus, man sjældent møder hos integrerede cockpitløsninger.
PRÖPUS leveres som standard med 7° backsweep og 5° upsweep – en geometri, der rammer den moderne XC-position rigtig godt. Frempinden kan vælges i længder fra 50 til 100 mm, mens styrets højde kan tilpasses via forskellige rise- og offsetløsninger (+3, -12 eller -25 mm), så både aggressive World Cup-ryttere og mere komfortorienterede motionister kan finde en passende opsætning. Og igen, Gemini-holdet kan hekse med dimensionerne, så du får præcis det styr/frempind, du vil ha’.
Og har du særlige ønsker til lakering, kan PRÖPUS leveres i præcis den lakering, der matcher din cykel og dine ønsker. De kan virkelig lave helt særlige lakeringsdesigns med airbrush-teknik osv. der topper lirensskalaen.
Let eller fjerlet
PRÖPUS findes i to udgaver. Kører du kompromisløs XC eller marathon og jagter hvert eneste gram, er Lightweight-versionen det oplagte valg. Er du derimod en mere fysisk rytter, kører mange tekniske spor eller blot ønsker lidt ekstra sikkerhedsmargin ved styrt og hårde landinger, tilbyder Gemini også en Performance-version. Den vejer omkring 35 gram mere, men er forstærket i carbonopbygningen og udviklet til hårdere belastning.
Teknikken
PRÖPUS forener ingeniørarbejde og design i én samlet konstruktion, hvor form, materialer og funktion arbejder sammen om at forbedre køreegenskaberne. Carbonlayoutet er på den måde optimeret, så fibrene udnyttes effektivt, hvor der er brug for dem. Det er indlysende, at så let en styr-konstruktion skal desgines med et minimum af materiale – samtidig med at styret skal have World Cup-egenskaber på sporet.
Idet cockpitet er støbt som ét sammenhængende stykke carbon, der jo eliminerer samlingen mellem styr og frempind, reduceres vægten og samtidig opnås en ekstremt direkte styrefornemmelse på sporet.
I skoven
I praksis lever PRÖPUS fuldt ud op til forventningerne. Cockpittet føles ekstremt stift, og når du rejser dig op for at accelerere eller spurte, er der ingen antydning af vrid eller energispild. Styret reagerer øjeblikkeligt på dine input, og fronten føles knivskarp gennem sving, over rødder og ved hårde opbremsninger. Selv når sporet byder på større huller, drops og ujævnt terræn, bevarer cockpittet en imponerende ro og stabilitet, som giver masser af selvtillid.
Resultatet er en ekstremt præcis styring og maksimal kontrol gennem svingene, så cyklen følger den linje, du vælger. Samtidig er cockpitet konstrueret med en kontrolleret vertikal fleks, der reducerer vibrationer og aflaster overkroppen på lange ture.
Konklusion
Virkelig lækkert, virkelig mange penge. PRÖPUS ser fantastisk ud, det vejer ingenting, du kan få det som, du vil ha’ det. Det bidrager til en fed køreoplevelse, og det løfter hele cyklens udtryk.
Men lækkerhed koster. Ca. 5.000 kr. kan sende dig en uge Sydpå med All Inclusive. Eller det kan gøre dig til skovens flotteste dyr på cykel. Jeg tager styret alle dage.
Specifikationer:
| Pris | €680 (ca. 5.100 kr.) |
| Vægt | Fra 156 g (Lightweight) / ca. 191 g (Performance) |
| Materiale | Håndlagt Mitsubishi MR70 carbon |
| Bredde | 740 mm (andre bredder på bestilling) |
| Frempindslængder | 50, 60, 70, 80, 90 eller 100 mm |
| Rise / offset | +3, -12 eller -25 mm |
| Backsweep | 7° |
| Upsweep | 5° |
| Finish | UD mat (standard), UD/12K mat eller blank (tilvalg) |
| Medfølger | Integreret carbon-topkappe og titaniumbolte |
| Garanti | 3 år + Crash Replacement-program |
| Produktion | Håndbygget i Barcelona, Spanien |










