90’erne var ikke forgæves, en tur på en gravelbike

Gravelbiking er på vej frem. Man kan diskutere om gravelbiking som begreb er tættest på en mountainbike eller en racercykel. Udseendemæssigt, så ligner den en racercykel på overfladen, men når man cykler på lettere spor, er det lidt ligesom mountainbiking som i de tidligere 90'ere. Et smalt styr, smalle dæk, ingen affjedring og høj saddel. Jeg fik mulighed for en tur på en gravelbike da jeg besøgte Skotland, og det endte med at være en rigtig god oplevelse.

For nogle uger siden deltog jeg i en pressetur i Tweed Valley syd for Edingburgh. Tweed Valley er et af de helt store steder, når vi taler om mountainbiking i Storbritannien. Men selvom man er mountainbikejournalist, så når man er inviteret på presseture, så skal man jo prøve lidt af hvert, og man skal aldrig være bange for at prøve noget nyt. For mig var gravelbiking noget helt nyt. Selve gravelbikebegrebet er selvfølgelig ikke nyt, men jeg skal være ærlig og erkende, at det var første gang jeg satte mig op på en gravelbike den eftermiddag i slutningen af oktober i Glentress i Tweed Valley.

Flokken på vej mod næste bakke.

Turen blev guidet af Tweed Valley Guides, og strakte sig ca. 40 km. og ca. 1.000 højdemeter rundt i området ved Tweed Valley og op mod Edingburgh. Området består af spor, grusveje, lange stigninger, og lange nedkørsler, hvor højeste punkt er en vindmøllepark, hvor der var udsigt hele vejen til Edingburgh.

Jeg kører normalt enduro og xc, så derfor har det set sjovt ud med mig på en gravelbike. Baggypants, løs jakke og trailsko. Det virker dog til, at gravelkulturen ikke er så stiv, som man for eksempel oplever når man står uden for, og kigger ind på racercykelkulturen.

Som 90’erne på mountainbike

Os der kørte mountainbike i 90’erne, kan huske det smalle styr, de smalle dæk, den manglenede affjedring og den manglende dropper post. Jer der ikke kørte mountainbike, har sikker set det på billeder, ellers kan I læse denne artikel. Jeg følte mig sat tilbage til de tidlige 90’ere, da vi kørte afsted på gravelcyklen fra Bergamont den eftermiddag i Tweed Valley. Tilsætter man så dropbars (gedebukkestyr som vi kaldte dem i 90’erne, og som de måske stadig hedder), som giver den bedste position ned af ude i rundingen af styret, så følte jeg mig i starten en smule utryg. Det hjalp selvfølgelig heller ikke på trygheden, at bremserne jo i Storbritannien er omvendte, sådan at bagbremsen sidder til venstre, og forbremsen til højre.

Berm-baby-berm nede i rundingen – det virkede faktisk ret godt.

Summede man alt dette sammen, gav det følelsen af at køre XC mountainbike i de tidlige 90’ere. Men i bund og grund er det jo ikke helt fair at lave den sammenligning, for en gravelbike er jo ikke en mountainbike, og kan så meget mere.

Det oplevede jeg den dag, for godt nok startede vi med at køre op i bikeparken i Glentress, og vi kørte også den flownedkørsel de kalder Berm-baby-berm, men vi kom også langt omkring i den nordlige del af Tweed Valley. Efter at have kørt ned af Berm-baby-Berm, som i første omgang var en smule udfordrende, lærte jeg lige så stille cyklen af kende. Det der undrede mig var, at jeg ikke i starten brugte mine færdigheder fra mountainbiken. Det kom dog i samme fart, som jeg lærte cyklen at kende. Det var så der jeg punkterede, men mere om det senere.

På toppen af Glentress, på vej ud af en skovsti.

Området ved Tweed Valley er meget bakket, så det går bare oftest op eller ned, og jeg kunne godt på de lange stigninger sidde og mangle mine store klinger fra min egen mountainbike. Men cyklens stivhed, og hårde dæk, gav mere fart, og på de hårde grusveje, var den perfekt. Vi kørte flere opkørsler, som var beregnet til mountainbikes. Stenede, stejle, små switchbacks og andet godt gav mig gode udfordringer, og når der så kom en rod man skulle over, så glemte jeg helt, at jeg faktisk kunne køre den, som jeg sad på min mountainbike. Det har set lidt hjælpeløst ud, men jeg kom over. Jeg tænker ikke, at gravelbiken vil gøre sig rigtig godt på et spor med mange drops, rødder og andet udfordrende, men på en grusvej, et flowspor eller et hjulspor, der klarer den sig fint. Der er helt sikkert mange, som har meget mere erfaring end mine 5 timer, der vil modsige den påstand.

Punkteringer er åbenbart noget man skal have

Det gode ved gravelbiking er, at man for det meste kører på grusstier eller skovstier. Det giver gode muligheder for at køre to og to, og endda nogle gange tre og tre. Derfor gik snakken lystigt på hele turen. En af de ting jeg kunne forstå, der var et must på de her ture var, at man der altid skulle være en punktering, vi fik så en del flere end en. Måske fordi man havde givet en flok mountainbikere en gravelcykel, men glemt at fortælle os, at man ikke kunne køre den helt som en mountainbike.

Naturen er flot, og “the hills” er bare magiske.

Min punktering oplevede jeg, da jeg egentlig var begyndt at føle mig ret tryg på cyklen, og begyndte at køre den som en mountainbike. Det medførte selvfølgelig, at farten skulle op, og at jeg på vej ned, ramte en lidt større sten. En mountainbike ville bare have passeret, men jeg kunne mærke bumpet hele vejen op gennem forgaffel og styr, og 10 sekunder efter, kæmpede jeg med at få bremset ned med et fladt fordæk der ikke rigtig styrede som jeg gjorde. Der kom hurtig en ny slange i, og jeg var videre. Cyklerne var nogle der var stillet til rådighed fra Bergamont. De kom lige ud af kassen, og var ikke sat op med tubeless. Vi var alle enige om, at det ville have været en fordel på denne tur.

Naturen åbner sig op

Med muligheden for at komme langt omkring, og det kunne man også sagtens gøre på en mountainbike skal det siges, åbnede Tweed Valley sig op for os. Bakkerne omkring dalen, de åbne vidder over de store bakker, træerne der ligger som et tæppe over bakkerne, og himlen der denne dag var skyet, gav en meget intim oplevelse. Det hele blev krydret med de mange forskellige efterårsfarver på træerne.

PÅ vej gennem skovene ved Tweed Valley – Foto: Duncan Philpott

En cykel til hvert formål

En cykel er jo egentlig bare et værktøj, som vi bruger til den type cykling vi skal lave. Med en gravelbike får man ikke noget man ikke kunne opleve på en xc mountainbike, og så alligevel. For en gravelbike gør det rigtig godt på grusvejene og skovstierne. Den ruller godt, og man sidder efter lidt tilvending godt på cyklen. Rammen er stiv, og man mærker, at den manglende affjedring ikke æder energien man lægger i trådet. Når man lige har vænnet sig til cyklens karakteristika, og husket at man ikke sidder på en mountainbike, så er det en god touringcykel.

Tweed Valley backcountry – Foto: Duncan Philpott

Jeg havde en rigtig god oplevelse den dag. Vi kom godt omkring, fik snakket en hel masse, og ja da vi ramte Innerleithen, som ligger lidt længere nede i Tweed Valley, blev cyklerne afleveret i baghaven hos en pub, og vi fik snakket turen af over en pint. Tweed Valley Guides gjorde en rigtig god figur på turen, vi kørte i områder og på stier, som for mit vedkommende fik mig ud, hvor jeg før havde tænkt, at det kan man ikke på en Gravelbike. Guiderne var rigtig gode til at få alle med, og der blev ventet når der var behov. Så selvom det var en ud-kroppen-oplevelse, og en tungen ud af munden oplevelse, så var det alt i alt en rigtig god oplevelse.

Jeg var inviteret af:

Tweed Valley Guides

Visit Scotland

Glentress Hotel

Cringletie House

Foto: Tweed Valley Guides – Duncan Philpott

På vej igennem vindmølleparken. Her kunne man se til Edinburgh.



Skrevet af Jónas Thor Björnsson

Jeg har kørt mountainbike siden starten af 90'erne. kører så meget jeg kan, og kan godt lide når det bliver rigtig teknisk - grusvejen gider jeg ikke.

Se flere artikler

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *