Island er kendt for den flotte natur, de varme kilder, de mange vandfald og søpapegøjen. Men der er så meget mere. I sommer gennemførte jeg et bikepaking eventyr ud over det sædvanlige, jeg krydsede Island fra syd til nord på en fatbike.

Der stod jeg, ved den største af de mange elve som jeg krydsede på min tur over det islandske højland. Det var en gletsjerelv, der som en motorvej af blåligt vand drev forbi mig i høj fart, og det var umuligt at se hvor dyb elven var. Men for at komme videre, skulle jeg over elven. Så jeg havde intet valg, af med støvler og sokker.

Nogle dage tidligere

Men nogle dage tidligere havde jeg pakket fatbiken ud af cykelkufferten i byen Selfoss i det sydlige Island. Samlet cyklen, pakket taskerne, og købt det sidste, jeg ikke måtte bringe med mig flyet. Allerede der, hos min onkel på Selfoss, opstod første problem. Baghjulet var punkteret, uden overhovedet at have kørt en km.

Måske jeg skulle have gjort alvor af mine tanker om at have konverteret til tubeless, men det hjalp ikke meget nu. Hullet blev fundet, slangen lappet, min onkel fandt nogle små sten inde i dækket, og slangen kunne igen holde luft.

Jeg har i mange år haft turen over Island, som en af de ture jeg bare rigtig gerne ville gennemføre, og lige nu stod jeg foran at skulle tage hul på drømmeturen. Men der var gået meget planlægning forud, for at kunne udleve drømmen. Planlægningen startede et halvt år før. Der var flere overvejelser at tage, hvilken cykel, hvordan skulle taskesetuppet være, hvilket telt, hvilken sovepose, ernæring undervejs, og kunne jeg få nok energi undervejs.

Udstyr:

Cykel: Trek Farley 5, bagagebærer fra Topeak (passer til 27,5 hjulstørrelse) – Læs mere her

Tasker: Alle fra Topeak og bestod overvejende af deres bikepacking modeller, men med deres store bagagebærertasker.

Sovepose: Yeti Dunsovepose i model Balance 400, Den er varm og har en grænse på -3 grader, og extrem temperatur på -19 grader. – Læs mere her

Telt: Vango Blade Pro – et lille enmandstelt og det at der var indgang forfra var ikke en succes.

Støvler: Shimanos SH-XM9, som er med klik og goretex, og viste sig at være det perfekte valg, som cykel og vandrestøvle. – Læs mere her

Ruten over Island

Ruten over Island planlagde jeg sammen med min gode islandske ven Gudmundur, der dog ikke havde mulighed for selv at køre med. Men vi blev hurtigt enige om, at min tur skulle gå over det område der hedder Sprengisandur.

I gamle dage var Sprengisandur ikke et sted man opholdte sig længe på. Men det skulle krydses for at komme fra syd eller nord, eller når man skulle sydover på tinget ved Thingvellir. Men her var spørgelser, alfer og endda trolde, så turen skulle ske med stor fart. Sprengi kommer af Sprengja, som kan forstås som, at hestene skulle ride med alt hvad de havde. Sandur betyder sand, og det fordi der er meget sand. Sandet er sort og kommer fra områdets mange vulkanudbrud gennem historien.

Min plan var at krydse højlandet over Sprengisandur, for derefter at køre op til en af de nordligst beliggende byer – Siglufjördur, Herfra havde jeg nogle planer, men jeg endte med, at køre 100 km. syd på til Saudarkrókur, hvor jeg fangede en bus og kørte tilbage til Selfoss.

Turen begynder

Vejret på Selfoss denne morgen var perfekt, solen stod højt på himlen, temperaturen var over 20 grader, og jeg havde korte bukser på. De første kilometer blev kørt på den meget trafikerede hovedvej 1, som man kan følge rundt om hele Island. Men jeg kørte hurtigt væk fra hovedvej 1, jo længere jeg kom ind i landet, jo færre biler og turister så jeg.

Hekla sås tydeligt i det gode vejr. I første omgang helt ude i horisonten, men jo længere jeg cyklede, jo tættere kom jeg på den storslåede vulkan. De første dage fulgte vulkanen mig, men efter nogle dage, havde jeg lagt den bag mig, og kunne begynde at skimte den islandske ørken af sort sand.

Overnatning blandt træer

Den første overnatning forgik i en lille lund af træer, dejligt grønt græs, og en million små fluer. Ikke myg for de stak ikke, men bitte små fluer, som kunne være inde i alle synlige huller på kroppen.

Det havde jeg dog oplevet tidligere på turen. Det stille gode vejr, var perfekt for fluerne. For hvis jeg langsomt op af bakkerne, kom fluerne og satte sig i øre, øjne og mund. Dagen efter havde jeg samme udfordring med de fluer. Vejret var godt, men når det ikke blæste, eller jeg kørte for langsomt, så var fluerne der. Aftensmaden blev indtaget gående rundt, for så kunne fluerne ikke følge med. Hen under aftenen kom regnen, og det var faktisk rart, for så var fluerne væk.

På anden dagen ramte jeg det rigtige højland, hvor kun de større jeeps kunne køre, og der hvor de endeløse grusveje startede. Jeg har som ung mand flere gange været på fisketur i den sø der hedder Þórisvatn. Nu var jeg ankommet til elv samme sø på min cykel, og det var et dejligt sted at holde frokostpause, mens jeg nød synet ud over søen, og den bagvedliggende gletcher.

Vejenes tilstand ændrede sig hele tiden. Det første stykke var fint og velkørt, men inden længe begyndte jeg at opleve stykker af vejen, med store løse sten, løst sand og andre steder var vejen over de mange bakker så ujævn og løs, at jeg måtte af cyklen og trække op. Turen fra lavtliggende Selfoss op på højlandet, gik fra omkring havniveau op til 700 meter på de første dage. Den højde holder hele vejen over højlandet, for til sidst, at køre ned i Eyjafjördur i nord.

En ond ven

Sprengisandur er umådelig flot, men kan også være en ond ven. Vand er der meget af, men ikke altid når man har brug for det. Nogle perioder kan man cykle mange kilometer før man finder vand. På min tredje dag kom jeg afsted om morgenen med halvanden liter vand. Det tænkte jeg ikke meget over, for jeg skulle nok finde en flod med drikkevand. Inden for 5 km. mødte jeg den første flod.

Jeg kom fint over, men vurderede at jeg ville vente med at fylde vand op i mine dunke, for det vejer jo alt sammen. Dagen var småkold, det regnede med jævne mellemrum, og blæsten var til tider stærk. De næste 50 km. kom der ingen flod, der var simpelthen ingen vand. Seks timer tog de 55 km. i alt, og med halvanden liter vand begyndte jeg efter flere timer i sadlen at mærke det. Det var en fejlvurdering ikke at tanke vand efter 5 km., og det mærkede jeg ved næste flodovergang.

Hver gang jeg mødte en flod var jeg påpasselig med bare at cykle ud i floden. Derfor stoppede jeg, tjekkede flodens dybde, styrke og alle de mange huller, og først der trak jeg cyklen over, i ført mine flodtøfler, og støvlerne hængene omkring halsen.

Men efter 55 km. og 6 timer i sadlen uden så meget vand, lavede jeg en fejlvurdering igen. Lige inden jeg nåede mit bestemmelsessted, skulle jeg krydse en større flod. Det sidste stykke hen mod floden var ned af bakke. Så jeg havde et godt overblik over flodens spidsfindigheder – tænkte jeg.

Så mens jeg sad på cyklen, vurderede jeg, at den fod kunne jeg sagtens cykle over. Uden større omtanke cyklede jeg ud i floden, og hurtigt fandt jeg ud af, at jeg havde vurderet forkert. Jeg stoppede midt ude i floden, og satte foden ned. Vandet var dybere end min støvles kant, og vandet fossede ind i støvlerne. Det var ikke farligt, for floden var ikke stor og uden stærk strøm. Men da jeg senere den aften stod og varmede mig ved en gammel ovn i den ene af hytterne på Nyidalur, kunne jeg sagtens se hvorfor jeg havde lavet den fejl. For lidt vand, havde gjort min vurdering dårlig. Jeg tog ved lære, og havde nok vand resten af turen.

Nyidalur – romantik for en spejder

Efter nogle overnatninger i mit alt for lille telt, og efter at have trådt i floden med støvlen, drukket for lidt vand, 6 timer i sadlen og for energi tilbage i kroppen, kom Nyidalur på det helt rigtige tidspunkt. Et sted som enhver med en lille spejder inde i sig, vil finde dybt romantisk.

Nyidalur er 2 store hytter som fungerer som opholdssted for de 2 til 3 rangers i nationalparken i Nationalpark Vatnajökull. Nyidalur ligger for foden af Tungnafellsjökull, en af Islands mindre gletchere.

Da jeg kom frem, var vejret ikke blevet bedre, skyerne lå lavt, det småregnede og jeg havde en meget våd støvle. Der er en lille teltplads ved hytterne, og man kan gå på toilettet og endda få en dejlg varmt bad for 25 kr. Men lige inde for døren i den ene hytte kunne jeg se en kakkelovn, og den var varm. Jeg fandt hurtig ud af, at med en overnatningspris på 400 kr. skulle jeg overnatte i en af hytternes køjer.

Den første halve time efter ankomsten stod jeg foran kakkelovnen og fik varmet kroppen op. Den næste halve time stod jeg samme sted, nu bare med en pose pasta. Der skulle energi ned, og jeg var sulten. Jeg fik en køje på den 16 køjers sovesal. Der var 8 køjer på hver side, og et langt bord i mellem. Der var lagt op til hygge, gode historier og deling af gode fif. Men nu var det sådan, at jeg var den eneste i hele sovesalen. Men i det andet hus, var der lidt flere man kunne tale med. Det helt surealistiske var, at man kunne købe sodavand og chokolade. Herinde midt i Island kan man kalde dette lille udsalg ret uberørt af konkurrence, hvilket kunne ses på priserne. Men hvad chokolade giver energi, og det havde jeg brug for.

Ved glechereleven

Efter en overnatning i luksusomgivelser fik jeg pakket grejet sammen. Støvlen var blevet tør, og det var resten af tøjet også. Cyklen blev spændt efter, og så fik jeg monteret taskerne igen. Turen mellem Nyidalur og næste destination var ikke lang, 55 km. og så vidste jeg at jeg kunne bruge aftenen i naturlige varme kilder.

Men jeg kørte blot 400 meter før jeg stod ved første glecherflod. Den blålige motorvej, som bare kom buldrende med stor fart. Jeg havde respekt for lige netop denne flod, for det skulle være den aller sværeste at krydse. Jeg talte med en anden på cykel, den eneste jeg mødte, aftenen før, fortalte at han havde fået hjælp af en jeep for at komme over.

Men der stod jeg, fuld af energi og fornuft. Jeg skiftede til mine flodtøfler, og begyndte at undersøge floden. Ofte er det nemmest at komme over der hvor man kan se bilerne har kørt. Det samme gjorde sig gældende her.

Taskerne blev endnu engang afmonteret, og jeg begyndte at gå over. Når man krydser en flod af den her størrelse, er det bedste at gå sidelæns, og en smule op imod strømmen. Så er balancen rettet forud, og skulle man miste fodfæste, er risikoen for at vælte mindre. Jeg gik over 3 gange. Vandet nåede op til over mine knæ, og strømmen havde godt fat i min krop. Det var koldt, men super forfriskende.

Efter at have pakket cyklen igen, kørte jeg små 10 km. før den næste store gletcherflod skulle krydses. Det var vand fra samme gletcher som den flod jeg krydsede 10 km. tidligere. Når man krydser den her slags elve, er der oftest mindre vand i elven om morgenen, og mere vand om eftermiddagen. Det var fint for mig, for jeg syntes der var rimelig meget vand i floden. Den her anden gletcherflod var noget nemmere at forcere, og inden længe havde jeg forceret de to floder, som havde krydset krydser mine tanker et par gange de foregående dage. For meget vand kunne jo have betydet, at jeg måtte vende om. Dagen var tør, men vinden var hård, og den skulle jeg lige op i mod. Så selvom jeg kørte mod nordsiden af Hofsjökull, så var der mere fokus på at holde mig på cyklen.

Blæst igennem men ikke blæst af

Flere gange på min tur var blæsten og stormen ikke min bedste ven. Men man vender sig egentligt hurtig til det, og ser det bare som noget der skal klares. På turen mod de varme kilder, var der storm, og jeg kørte ikke mange kilometer i timen. Men jeg vidste at ca.20 km. længere fremme ville, vejen dreje væk fra vinden, og give sidevind.

I Laugafell ca. 85 km. syd for Akureyri blev der i 1800-tallet etableret en stor naturlig varm pøl. Efter en god dag på cykel, med den her storm, så gjorde en tur i pølen virkelig godt. Her kunne jeg om aftenen sidde og tale med folk fra Tyskland, Schweitz, Holland og selvfølgelig den islandske kvinde der styrede stedet.

Min sidste cykeldag i højlandet, blev også min hårdeste dag på en cykel. 85 km. skulle jeg køre ud af højlandet. De første 30 km. oppe på højlandet, så en tur ned fra højlandet på ca. 15 km. i den fjord der hedder Eyjafjördur, og så ca. 40 km. på asfaltvej.

Det var planen for denne dag, en tur der tog 8,5 timer og med små 600 højdemeter. Ikke noget problem, hvis der så ikke havde været streng modvind hele vejen, frostgrader i højlandet og regn på den første del af turen. Efter de første 2 timers kørsel, havde jeg kørt 12 km., og følte virkelig ikke jeg kom nogen vegne.

Jeg havde for første gang på turen lange tights på, endda dem jeg bruger om vinteren i Danmark. Det var koldt og vådt. Men nedkørslen fra højlandet og ned i fjorden var det hele værd. 15 km. med 900 meters fald, og den første del var et mountainbikespor værdigt.

Fra 900 meter højde køres der af en snoet og meget lidt fremkommelig grus spor ned i fjorden. Turen går over utallige mindre og større åer, store vandfald, og resten af vejen ind til Akureyri følger man en brusende flod.
Men inden man ved af det, rammer man asfalten, og så er man ude i civilisationen igen. Men det betød ikke at stormen aftog. Hver gang jeg stoppede med at træde i pedalerne, aftog farten på cyklen lige så stille, og når jeg kørte ned af bakkerne kunne jeg heller ikke undgå at træde.

Akureyri – Nordens hovedstad

Akureyri er jo ikke en del af højlandet, men min tur var ikke slut her, for jeg skulle videre op til byen, hvor min oldeforældre stammer fra – Siglufjördur. Lige inden Siglufjördur er der tre tuneller med en samlet længde på 15 km. En af tunlerne har en bane, mens de to andre har to baner. Jeg vurderede, at dem skulle jeg ikke cykle igennem. Jeg blev derfor nødt til at vente på bussen.

Så jeg havde 2 dage i Akureyri, hvor jeg slog teltet op på den lokale campingplads. Efter 2 dages venten tog jeg afsted igen, og fangede bussen ved tunellen, blev kørt igennem dem, og kom ind i fjorden til Siglufjördur. Her tilbragte jeg tre dage i min onkels sommerhus, gik i svømmeren, vandrede på havnen, spiste fisk, vaskede tøj og slappede af.

Efter 3 dage på sofaen blev cyklen pakket til sidste etape. 100 km. syd på, hvor jeg skulle nå bussen til Reykjavik. Turen syd på var på asfalt, i tyk tåge, og derfor ikke særlig interessant. Jeg nåede bussen, blev hentet af min Onkel i Reykjavik, og brugte de sidste dage i Island med min familie. Hele turen var på 521 km. og 4.500 højdemeter.

En uforglemmelig oplevelse

Oplevelsen på fatbiken levede fuldstændig op til de forventninger jeg igennem mange år har bygget op. At opleve Island på denne måde, var helt uforglemmeligt. Island er et stort land, og det fornemmer man når man krydser det. Der var mange oplevelser der har sat sig fast i hukommelsen. Krydsningen af de store gletcherfloder, det at komme op på højlandet, og så bare at opleve at være i et med naturen.

Men jeg mødte også en masse spændende mennesker, der stoppede når de kom forbi mig i deres store jeeps. Vi delte erfaringer om vejforholdende og ruten, og de modkørende vinkede eller tog billeder, af den der underlige mand på den store cykel. Jeg oplevede en utrolig hjælpsomhed, tilbud om at blive kørt over floder, eller sågar et tysk par der stoppede, og spurgte om jeg manglede vand, mad eller måske chokolade.

Jeg tager afsted igen næste år, og du er velkommen til at komme med. Følg med på vores ide, for at finde ud af hvordan.