GateHouse og to business angels bliver medejere af Mountainbike United. Målet er at gøre den populære app med 60.000 aktive danske brugere til en kommerciel forretning, der kan skaleres internationalt. Starten går i Holland.

Det estimeres, at hele 500.000 danskere springer på mountainbiken og kører ud på sporene i skovene, hvor der herhjemme er over 220 officielle mountainbikespor til formålet. Her har danske Mountainbike United haft stor succes de senere år, hvilket har resulteret i 60.000 aktive brugere af app’en i Danmark i 2021 og i alt 140.000 downloads.

Nu har GateHouse og de to professionelle investorer Flemming Nielsen og Jesper Møller købt sig ind i app’en. Her skal de sammen med stifter Morten Kamp Schubert modne den digitale løsning fra at være et udviklingsprojekt til et kommercielt produkt.

– Hos GateHouse har vi stor erfaring med at udvikle platforme og virksomheder inden for software as a service, og vi ser et enormt potentiale i Mountainbike United. Vi investerer i en række startups, og i de virksomheder, vi kigger på, er der så meget lighed i, hvor de gør det godt, og hvad der går galt. Her kommer vi og de øvrige investorer med den forretningsviden, der skal til for at modne Mountainbike United, forklarer CEO Kenney Schmidt Christiansen fra GateHouse.

No dig, no ride

Mountainbike United blev lanceret 28. april 2016. Siden har det lille udviklingshus bag app’en, der bestod af fire mountainbikeentusiaster med it-baggrund, videreudviklet løsningen og prøvet at gøre den økonomisk bæredygtig. Et nyt selskab er nu stiftet sammen med investorerne, hvor forretningsmodellen skal strømlines og fokuseres, så app’en bliver klar til en international lancering.

Morten Kamp Schubert – stifter af MTB united.

– I mountainbike-sporten har man talemåden ”no dig, no ride”. Altså, at du skal hjælpe med at vedligeholde sporene for at kunne benytte dem. Enten ved at deltage i spordage eller at donere et beløb til det frivillige sporlaug. På samme måde bliver vores opfordring til brugerne af app’en, at de bidrager for at være med til at sikre en digital platform, der understøtter sporten, fortæller Morten Kamp Schubert.

Om Mountainbike United

Mountainbike United-app’en er et digitalt, oplevelsesbaseret fællesskab, hvor mountainbike-entusiaster kan finde sporbeskrivelser og videoer på over 220 officielle danske mountainbikespor samt vejvisning hertil. Samtidig kan de etablere kontakt til nye cykelvenner og oprette fællesture og events. På cyklen bruges app’en til at tracke turen, ligesom den giver anvisning til mountainbikevenlige spisesteder og overnatningsmuligheder samt lokale cyklehandlere, guider og instruktører.

Internationalt indeholder app’en guides over 2.000 officielle spor i otte lande.

Internationale ambitioner

I Danmark implementeres den nye forretningsmodel i løbet af sommeren. Målet er derefter at klargøre selskabet til at indtage de øvrige europæiske markeder og derefter USA.

Læs også: Lancering af App: Singletracker.dk

Første land bliver Holland, hvor Mountainbike United er i dialog med relevante nationale organisationer og turismeorganisationer og har aftaler på plads med to professionelle sporbygger-virksomheder, som giver adgang til data på over halvdelen af de officielle spor i landet. Ligeledes samarbejder Mountainbike United med den internationale mountainbike-interesseorganisation IMBA Europe, der har hovedkvarter i Holland, og med den internationale guide- og instruktørorganisation EO-MTBing.

– De internationale perspektiver er rigtig gode. Ikke mindst fordi app’en er fuldstændig replikabel. Værdien er, at du kan se, hvor sporene befinder sig, og så er netværksdelen og de øvrige værditilbud bygget ovenpå.

Den viden, vi har om, hvordan danskerne bruger app’en, kan vi bruge til at udvide internationalt, forklarer Kenney Schmidt Christiansen.

Fremadrettet får Mountainbike United til huse hos GateHouse i et inkubationsmiljø sammen med en række andre virksomheder, GateHouse har investeret i.

Find mere om Mountainbike United på deres hjemmeside.