Vi har prøvet kræfter med MTBO eller MTB orientering, som det også kaldes. MTBO er en anderledes måde at cykle mountainbike på, men det er bestemt ikke sidste gang vi deltager i et MTBO løb.

Hvad er MTBO?

MTBO er orienteringsløb på mountainbike. Så kort kan det faktisk siges, men lad mig alligevel uddybe det lidt.

MTBO hører under Dansk Orienterings Forbund, og er en niche sport i Danmark. Der skelnes mellem MTBO inden for forbunds-regi, og så pointløb som typisk afholdes som vintercup, arrangeret af lokale mountainbike klubber. Kører man MTB orientering i klub, eller på international niveau, så er der typisk 3 distancer, som er Sprint (20 min), mellem distance (50-60 min) og lang distance (100-120 min).

MTBO løb under Dansk Orienterings Forbund afholdes i skov eller lignende terræn, og køres naturligvis på mountainbike. Modsat pointløb, som vi kommer nærmere ind på senere, skal de angivne poster findes i bestemt rækkefølge. Når man kommer til en post, registrere man elektronisk at man har været der, og er hurtig videre.

Kortene i den slags løb er meget detaljeret, og sætter store krav til kortlæseren. Kortene er typisk angivet i målestoksforhold fra 1:4.000 og op til 1:15.000.

 FAKTA: Det første MTBO løb blev afholdt i Danmark (Grib skov) i 2003, så det er altså stadig en forholdsvis ny og ukendt sport i Danmark.

Foto: Erling Thisted

Pointløb

Dette er en lidt anderledes måde at cykle MTBO på, men er super godt til begyndere, som gerne vil prøve kræfter med MTB orientering. Et løb varer typisk 90 minutter, og inden for den tidsgrænse skal din makker og dig, finde så mange poster så muligt ud af de i alt typisk 15 poster. Det er dog ikke nok at finde posterne, for ved hver post er der et spørgsmål med 3 svarmuligheder.

Man kører som oftest i hold af 2, men det er også muligt at køre solo. Inden start får man en brik (chip), som er den der registrere din tid, samt dine svar ude på ruten. Rytterne bliver sendt afsted med 1 minuts mellemrum, og først når din tid er startet, og løbet er sat i gang, får du udleveret et kort.

Taktikken

Når kortet er modtaget cykler man lidt frem, og holder stille. Så gælder det om hurtigst muligt at få overblikket over kortet og de forskellige poster, og ligge en taktik sammen med sin makker. Posterne er markeret med cirkler, og nogle poster har så en ekstra markering, hvilket betyder at disse giver flere point. Det er typisk poster som ligger længst væk, eller er mest ufremkommelige.

  • 2 poster (á 6 point) er markeret på kortet med 2 ringe/cirkler
  • 4 poster (á 4 point) er markeret på kortet med 1 ring/cirkel og en firkant
  • 9 poster (á 3 point) er markeret på kortet med 1 ring/cirkel

Taktikken går så ud på at beslutte i hvilken rækkefølge posterne skal findes, og om man vil cykle langt efter de poster som giver flest point. Ved hver post er der et spørgsmål med 3 svarmuligheder (A, B eller C). Man giver sit svar ved at sætte sin brik (chip) i den svarmulighed man mener er korrekt. Der gives 3 point for rigtig svar og 0 point ved forkert svar.

Tidsgrænsen

Man skal hele tiden holde øje med tiden, for der er 1 strafpoint, for hvert minut du kommer for sent tilbage til mål. Typisk har man 90 minutter til at finde så mange poster så muligt. Så det er hele tiden en opvejning, om man skal gå efter en post mere, eller cykle mod mål. Så der er altså flere momenter i det at køre MTBO, da man både skal kunne bruge kort, finde vej, og samtidig have overblik over tiden.

Terrænet

MTBO kan foregår i alt slags terræn, og er dermed både asfalt, cykelstier, grus, skov og by. Specielt når vi snakker pointløb, så er det ofte en god blanding af by og skov. Det gælder som sagt om at finde den hurtigste rute mellem 2 poster, og du har ingen ide om din placering, da alle poster kan tages i tilfældig rækkefølge. Så når du møder nogle konkurrenter ude på ruten, så kender du for det første ikke deres starttid, og ej heller hvor mange poster de har fundet.

Kort til MTBO

Selv når det kommer til kort, så skelnes der mellem 2 typer. Der er dem man bruger til pointløb, og dem man bruger til MTBO løb under Dansk Orienterings-forbund (DOF).

Kortene er typisk i målestok 1:25.000 når der køres pointløb. Har du mod på selv at træne lidt kortlæsning med en ven eller to, så kan du bruge topokort.dk (BETA) til at printe et kort fra. Har du mulighed for at printe kortet i størrelse A3, så kan det anbefales. Så kan du/I efterfølgende tegne nogle poster ind på kortet.

Når der køres MTBO under DOF, så er det nogle lidt andre typer kort man bruger. Her er et eksempel fra Allerød Orienteringsklub over Tokkekøb hegn, i størrelsesforhold 1:10.000.

MTBO kort (kilde: alleok.dk)

Kortet kan hentes i fuld størrelse her

Udstyr

MTBO Kortholder
Kortholder til MTBO

Udover en mountainbike i god stand, kræver det faktisk ikke det store udstyr. Vi vil dog helt klart anbefale, at man investerer i en kortholder. Disse fås i mange forskellige prisklasse, fra ca. 200 kr og op til 900 kr. Vil du gerne lige prøve det af inden du investere i en kortholder, så kan du ofte leje en kortholder til ca. 20 kr. pr træning.

Her har vi fundet 3 muligheder, i forskellige prisklasser.

I gang med MTBO

Har ovenstående vakt din interesse for MTB orientering, så er der heldigvis mange muligheder for at komme i gang. Herunder har vi samlet en række gode links til andre sider og Facebook grupper omhandlende mountainbike orientering. Du behøver ikke være medlem af DOF (Dansk Orienterings-Forbund) for at deltage i de forskellige pointløb.

Links

Facebook grupper: