Når vi finder en spændende historie, er vi ikke bange for at lade personen der oplevede den, fortælle den med sine egne ord. Vi har fulgt Signe Koch på hendes lange rejse til Santa Cruz, og den historie er så god, så fængende og visuel flot, at den skulle I alle have. Signe Koch er kandidat studerende på Københavns Universitet, hun studerer Økonomi. Dette var også baggrunden for hendes ophold i Santa Cruz – Californien. Signe er en del af dameelite i DMK – Dansk Mountainbike Klub. Det betyder også, at når hun ikke læser og træner så kører hun SRAM liga. Læs med, og drøm dig væk.

Santa Cruz- Byen ikke cyklen

I Californien, omkring 100 km syd for San Fransisco med Stillehavet på den ene side og Redwood-dækkede bjerge på den anden, finder man byen Santa Cruz. Med sine 60.000 indbyggere og en enkelt hovedgade adskiller den sig ikke umiddelbart fra mange andre mindre byer langs den Californiske kyst. Interesserer man sig bare en lille smule for cykling, og især mountainbiking, finder man dog hurtigt ud af, at dette ikke helt er tilfældet og navnet virker måske også bekendt. I og omkring Santa Cruz finder man nemlig et udvalg af cykelbranchens helt store spillere: Santa Cruz Bicycles, Ibis, Giro og FOX, samt nogle af verdens bedste mountainbikespor.

I starten af januar måned pakkede jeg min cykel og tog på et seks måneders udvekslingsophold i dette cykelparadis. Jeg hedder Signe, er 25 år og i gang med en kandidat i økonomi ved Københavns Universitet. Derudover kører jeg mountainbike og cross som en del af Dansk Mountainbike Klubs dameelite hold. Muligheden for at kombinere skole med oplevelser på cyklen var bestemt en af grundene til, at jeg tog til Santa Cruz.

Den første tur i skoven

Det første møde med sporene oversteg selv de vildeste forventninger. Jeg havde fundet en gruppe på Facebook, hvor universitetets cykelhold annoncerede deres ture, og mødte op til en åben lørdagstur. Jeg blev med det samme overbevist om, at jeg var kommet til det rigtige sted! Sporene bød på alt fra lækkert flow og berms til meget tekniske sektioner med rødder og sten. Alt dette i en skøn kombination, og omgivet af de imponerende redwoodtræer, kan umuligt undgå at bringe et kæmpe smil frem hos enhver mountainbiker.

Efter en enkelt tur på sporene bliver det også klart, hvorfor Santa Cruz Bicycles har specialiseret sig i at skabe de perfekte trail- og endurocykler. Det er nemlig hvad man har brug for, hvis man vil nyde det fulde potentiale af sporene i området. Derfor gik der heller ikke lang tid, før jeg måtte have mig en ekstra cykel. Valget faldt på en Santa Cruz Bronson og det har været et meget lykkeligt bekendtskab siden dag ét. Den perfekte trailcykel med 150 mm vandring som stadig kan kan køre opad. Den har dog helt klart sin force på nedkørslerne – min første tanke var ”man kan køre farligt stærkt nedad!” og det har ikke ændret sig.

Redwoodtræerne er et helt kapitel for sig og det er svært at forstå, hvor store og gamle de egentlig er! Det største i området ”Mother of the Forest” er 100 meter højt og de ældste er over 2000 år gamle. De har altså oplevet en god del af verdenshistorien som vi kender den, hvilket på billedet nedenfor er illustreret meget fint på en skive fra et 1500 år gammelt træ.

Et helt unikt fællesskab

Man skal ikke bevæge sig meget rundt i byen for at mærke, at der er tale om en cykelby. Der er mountainbikere og landevejsryttere på cafeerne, bryggerierne og i gadebilledet generelt. Cykelforretninger er der mange af og mekanikerne fikser gerne mindre reparationer med det samme, så du kan komme hurtigt ud igen!

Cykling er en livsstil her og kombineres gerne med efterfølgende tacos og øl på et af byens mange lokale bryggerier. På den måde bliver en helt normal tirsdag aften til en skøn sammenkomst med venner og ofte også fremmede man lige har mødt ude i skoven. Amerikanerne er skønne og fantastisk gode til at møde nye mennesker, de kan nå at vende både politik, livshistorie og meget andet på en 20 minutters opkørsel og det skaber altid godt humør derude. En ting vi danskere godt kan lære lidt af!

Det, der har imponeret mig allermest i løbet af min tid her er, hvor mange nye venskaber og oplevelser cyklingen har givet mig. Det er en fantastisk måde at bringe folk sammen på tværs af alder, kultur, nationalitet og niveau.

Der var selvfølgelig også cykler indblandet, når noget skulle fejres. Jeg nåede i løbet af mit ophold at være på fødselsdagsweekend i Mendocino, som ligger et par timer nord for San Fransisco. Weekenden bød på lange ture på de fedeste mountainbikespor, fantastisk natur, overvældende mængder af mad på trods af et minimum af planlægning, nye venskaber og magiske solnedgange. Jeg var til housewarming, som startede med en 100 kilometers ”gravel”-tur, til grillfest hos Santa Cruz Bicycles, hvor man varmede op med en tur på sporene og selvfølgelig et pit stop med øl undervejs.

Så meget at vælge imellem

Omfanget og diversiteten af sporene omkring byen er meget imponerende og man kan nå stort set alle spor uden at det kræver en bil. Selv efter seks måneder har jeg ikke kørt alt og det tager bestemt noget tid at lære at finde rundt på egen hånd. De lovlige spor i området bygges og vedligeholdes af non-profit organisationen Mountainbikers of Santa Cruz. En organisation der har to fuldtidsansatte og trækker omkring 70 frivillige til hver eneste Dig Day, hvilket også siger lidt om, hvor stort mountainbiking er i byen.

Der er spor til enhver smag og humør. Har man lyst til at køre tekniske XC-spor, er Wilder Ranch State Park stedet. Man kan tage på en længere søndagsudflugt til Soquel Demonstration Forest, hvor man finder USA’s bedst ratede flow trail. Selvom jeg personligt foretrækker de mere naturlige og rå spor med sten og rødder, må jeg sige, at det er svært ikke at komme ned med et kæmpe smil efter 15 minutters rutsjebanetur, hvor man nærmest ikke behøver at træde en eneste gang, hvis man har sin bermteknik i orden. Og hvis man ikke har det, er der god mulighed for at øve den på vej ned. Har man gode ben og mod på at køre 600 højdemeter op igen, kan man passende køre nedkørslen Braille ved siden af, som er en mere naturlig en af slagsen.

Der hvor jeg brugte det meste af min tid på cyklen var dog i det der hedder ”Upper Campus”, som er en del af universitetets område. Her kan man stifte bekendtskab med blandt andet Chupacabra, Cobb Salad, Airborne, Dead Campers og mange flere. Alle sammen de fedeste naturlige nedkørsler af forskellig sværhedsgrad og udformning, som tager omkring 3 minutter fra top til bund med god gas. De ender alle sammen på den samme vej, hvorfra man så kan tage turen opad igen, som byder på knap 300 hm og tager en halv times tid i hyggetempo på de store cykler. Her kan man boltre sig i mange timer og det er kun benene der sætter grænser. Begrebet ”earn your descents” kommer til sin fulde ret!

Ud over de tekniske udfordringer på sporene, er der dog også et ekstra lille spændingselement. Hvor vi herhjemme er vant til kun at skulle holde øje med skovflåter, så kan man altså her risikere at støde ind i både pumaer og klapperslanger. Og hvad gør man så egentlig lige, når man er på træningstur alene og der pludselig er en kæmpe slange, der ligger på tværs af næsten hele sporet? Det tog mig lige et par minutter at overveje. Jeg stolede ikke helt nok på min bunnyhopteknik til at vælge den løsning, så det blev et godt tilløb og så sneg jeg mig hurtigt forbi den. Jeg så ikke nogen pumaer, men ellers tæller naturoplevelserne både los, hvaler og delfiner spottet fra cyklen!

Roadtrip i Oregon og Washington

Jeg sluttede mit ophold af med et lille roadtrip længere nord på i Oregon og Washington. På den tur gik det virkelig op for mig, hvor stort et land USA er og hvor mange vilde mountainbikeoplevelser det kan byde på. Vi startede lidt uden for Seattle, hvor vi kørte spor på Galbraith Mountain. En bikepark med et væld af fede spor og gode muligheder for at køre berms, hop og features i træ. En sjov og varm dag, der krævede en god frokost og en tur i den nærliggende flod bagefter.

Ikke langt derfra på Chuckanut Mountain kørte vi et ret vildt og meget naturligt spor med masser af rødder og sten. Sporet løb langs en højderyg og bød på den flotteste udsigt til begge sider hver gang sporet løb ude langs kanten. Det er ikke lige noget man oplever hver dag!

Herfra gik turen videre til området omkring Mount Rainier National Park, hvor vi var blevet anbefalet flere gode spor. Planlægningen af turen skete lidt undervejs, men det er super nemt bare at drage afsted med en stor bil, appen Trailforks som jeg bestemt kan anbefale og så bare overnatte på en af de mange campgrounds der ligger rundt omkring. Det er et virkelig godt koncept, hvor man bare kører ind, finder et ledigt sted til sit telt og lægger omkring 100 kr. i en postkasse.

Det her sted var virkelig ude i ingenting og det var med lidt sommerfugle i maven, at vi pakkede masser af snacks og hoppede på cyklerne for at drage ud på den planlagte tur om morgenen. Efter lidt research på Trailforks havde vi fundet ud af, at der skulle være en fireroad man kunne køre hele vejen op til det spor, som vi gerne ville køre ned. Der var dog tale om 16 km og godt 1200 hm op til toppen, så vi havde en lang tur foran os. To piger på deres cykler, helt alene i verden.

Det viste sig at blive en af mine bedste dage på mountainbike nogensinde. Den der følelse af, at man virkelig er ude i naturen på helt egen hånd og med den flotteste udsigt, var noget helt særligt! Nedkørslen der ventede var lang og sjov og det hele værd. Udsigt til snedækkede Mount Rainier, vandfald, tekniske udfordringer – alting gik op i en højere enhed. Jeg har aldrig fået en Snickers der smagte så godt, som den vi spiste på turen ned, med fødderne dinglende ud over en klippekant på det smukkeste sted man kan forstille sig.

Jeg kunne fortsætte i evigheder med historier om ølstafet på mountainbiken, solopgangsture på de knap så lovlige spor, hvor man måtte gemme sig i en bæk for en ranger, lokalt mountainbike løb med bacon og jello shots i feedzonen, hvordan vejret bare altid er godt (næsten) og man kører kort/kort i januar måned. Et halvt år med endeløse fantastiske oplevelser både med og uden cykel i den skønneste lille by, som jeg bestemt kan anbefale, hvis man skulle få en lignende mulighed. Hver gang man sætter sig op på sin cykel, kan man være sikker på, at der er et nyt eventyr i vente – en ting der er ret afhængighedsskabende og gør det svært at tage hjem igen!