Offroad Finnmark 700 – En debutants bekendelser

Først på sommeren mødte jeg Kim og Jesper på en mountainbike tur til Italien. Jeg var der primært for at hygge, cykle mountainbike og nyde noget god mad og drikke. Kim og Jesper var der for at træne til Offroad Finnmark 700.

Som sagt mødte jeg Kim og Jesper, som tilsammen er Team Meget Tunge Ben på en tur til Italien i sommers. De var taget afsted for at træne til årets Offroad Finnmark 700. Et modbydelig hårdt løb på 700 km og 11.000 højdemeter igennem Norges nordligste vildmark, som kun er for de få rå.

Udover at være nogle hyggelige drenge, så hæftede jeg var mig hvor seriøse de var med deres træning. Når vi andre havde kørt op af i 3 timer, og i 1.200 meters højde ledte desperat efter en rute uden om bjergtoppen. Så kiggede de bare på hinanden og nikkede indforstået, og fortsatte ufortrødent helt til tops.

Selv på dage hvor ruten ikke gik helt til toppen, insisterede de på at guiden lavede en omvej til dem, så de kunne få lidt ekstra højdemeter.

Siden vores møde i Italien, har jeg fuldt dem og deres forberedelser til Offroad Finnmark 700, og her kommer Jespers beretning fra sin OF700 debut.

Se video fra turen sidst i artiklen

Team (MTB) Meget Tunge Ben

Teamet består af Kim og Jesper. Kim har gennemført Offroad Finnmark 700 4 gange, og i år (2019) har han fået Jesper med, som skal køre sit først OF700.

  • Kim Pliniussen, 44år, kørt MTB i ca. 10 år. 4 x finisher i Offroad Finnmark 700, (2014,2015,2017 og 2019). Arbejder som Havneassistent. Kone og 3 børn.
  • Jesper Vilstrup Thomsen, 37 år, kørt MTB i ca. 5 år, Offroad Finnmark debutant og finisher 2019. Arbejder som Industritekniker. Kone og 2 børn.

Løbsberetning fra en debutant i Offroad Finnmark 700.

Rejsen til netop denne udfordring startede en oktober aften 2016 til træning i Næsby Cykel Motion. Kim spørger om jeg vil kører for Team Meget Tunge Ben, med henblik på netop at stille til start i Offroad Finnmark 700.

Som I alle ved sagde jeg JA.

Så 2 1/2 års træning og sammenhold har gjort os i stand til at flyve fra Kastrup til Alta, med en tro på at uanset, hvilke vejrforhold og vanskelige terræner vi end skulle møde. Så ville vi være KLAR

Ved ankomsten til Alta lufthavn skulle Susanne og Birgitte have udleveret nøglerne til de biler vi hjemmefra havde lejet, så de kunne følge os ud til de fleste af checkpunkterne. Vi havde bestilt to stk VW Golf, det måtte være luksus i forhold til Corsa og Panda. Heldet følger de tossede, så da den flinke mand ved skranken siger, at de er blevet opgraderet til Skoda Superb 4×4 stationcar og Mercedes A180 AMG edition, nærmest jublede de og jeg synes jeg kan huske en lille MTB polka.

En mountainbike fest

Offroad Finnmark er en mountainbikefest med mange distancer, for både voksne og børn. Vi havde fornøjelsen af at have to cykelvenner til start på 150km. distancen. Så Lørdag blev brugt på, at sende dem afsted med ægte Team Clappers ånd. Klokker, flag og klap blev flittigt brugt ved startstregen og første checkpoint efter 27 km. samme sted.

Vi kørte selv lige startloopet om lørdagen, for lige at se om cyklerne var samlet rigtigt efter flyveturen. Alt var godt og vi filmede en kort video ved Alta elven. Humøret strålede om kap med den betagende og vildt flotte natur.

Livetracking

Livetrackingen af Off150 blev fulgt tæt og vi kunne se, at vi faktisk kunne nå ud på ruten og give vores ven Dennis en ordentlig omgang hep for fuld musik. Afsted i de lejede biler til en grusvej, hvor vi kunne se rytterne komme på lang afstand. Samtlige ryttere fik vores hep med på vejen. Vi filmede Dennis live på Facebook, da han kom. Følelsen af at kunne give igen og se at den giver liv og energi i øjnene på modtageren, er så livsbekræftende. Tilbage mod målstregen for vi skulle jo have det hele med.

Dannebrog spændt ud under målportalen er bare et særligt og flot syn Dennis skulle have den fedeste modtagelse på stregen af Team Clappers. Kuldegysninger og tårer i øjenkrogen, da Dennis når målet. Det er vildt det her. Cecilia får selvfølgelig samme velkomst efter et flot gennemført Off150. Kæmpe jubelråb og hujen og hejen, alt sammen håber jeg selv at kunne opleve senere på ugen.

Søndag går med afslapning og en køretur ud i den fantastiske nordnorske natur. En masse hygge og samvær med danskerkolonien, der også bor på Bossekopskolen Tak for en fed uge og et godt sammenhold.

Check in og ryttermøde

Mandag er vi til check in og ryttermøde. Det blev et ryttermøde med et klart budskab. “Det bliver koldt og hvis I ikke pakker det obligatoriske udstyr i jeres rygsæk. Så vil I dø”.

Racemanageren gav klar besked Så ned i Alta by for at proviantere lidt ekstra udstyr for en sikkerheds skyld. Desværre var der udsolgt af sko overtræk, som vi begge havde undladt at pakke, da vejrudsigten inden afrejsen fra Danmark meldte om gode varme grader. En rulle fryseposer blev lagt i rygsækken.

Mandag aften kl. 21 sendes solo, tur og mix hold afsted. Der er 3 danske drenge med Allan, Niels-Erik og Claus. Team Clappers sender dem ud på ruten med en gejst så stor at Norsk TV interviewer Birgitte og de vil sågar bruge Team Clappers til deres intro, til deres dækning af løbet. Birgitte når at sige tissemand, så den professionelle journalist nærmest får et udtryk i ansigtet, som havde hun lige spist ti citroner. Igen er det samme startloop på 27 km., så vi når at opleve rytterne passere efter godt en time Tankerne ledes hen på næste start, hvor det er os selv, der skal begynde vores eventyr.

Klar til start – OF700 Elite men

Tirsdag kl 8.30 begynder rytterpræsentationen til OFF700 elite men. Vores start. Jeg synes nerverne er under kontrol og der er ro i maven. Tændingen er på plads og det føles helt rigtigt at stå KLAR på startstregen ved siden af Kim. Præcis kl 09.00 er vi i gang. Team Clappers får High fives under masterstarten ud af byen.

Nu er vi i vores rette element og vi skal blive der, i de næste mange døgn. Skræmmende og alligevel glæder man sig helt vildt. Startloopet bliver kørt med høj fart af de forreste og vi kan ikke følge med. Det gør ikke noget, for vi ved godt, det ikke er på de første timer vi er gode. Det skal nok komme. Vi ligger sidst efter startloopet. Første checkpoint og jeg skal lige en tur på toilet, måske var der alligevel nogen nerver og lidt angst for, hvad fanden det her er for et projekt.

Vi bruger nøjagtig de obligatoriske 5 min, så alt går efter planen. Afstanden til holdet foran os er ikke stor, så vi henter dem hurtigt. Vores pace ser ud til at være lidt over deres, så vi trækker dem lidt med. Dog vil vi heller ikke lave alt arbejdet, så vi lader dem komme foran på et langt fladt stykke. Så trækker vi luft ind og nikker til hinanden, at næste gang der kommer en bakke ryger vi udenom i et ryk, så de ikke kommer med på hjul. Planen lykkedes og vi kører frem mod andet checkpoint.

Vi fryser for det er forbandet koldt. Vandet vi tramper igennem hjælper ikke på varmen i den lette og tynde sommersko. Til gengæld bliver de hurtigt tørre igen, da vi kører med merinould sokker. Jeg forstår efterhånden, hvad det er Kim har plapret løs om i de sidste par år. Han har både advaret og opmuntret til det her vanvid. Jeg må tilstå, at jeg ikke kan huske forløbet af vores 3 døgn på cyklen helt præcist. Så jeg springer ud i de brudstykker, der står klarest for mig.

Bidjovaggi checkpoint

På toppen af et granitbrud står familierne og hepper så vi kan høre det laaaaangt i forvejen. Det er fedt. Vi kommer ind i et telt og får tæpper omkring os. Vi klaprer tænder og får hurtigt noget varm mad. Svensk pølseret kalder jeg det, måske var det norsk. Det smager fremragende og jeg får spist en hel portion inden Kim overhovedet får serveret sin første. Så kommer den bedste nyhed indtil nu. Familierne har købt skoovertræk til os. Vi tager regnbukser og vinterjakke på og Susanne monterer skoovertrækkene for os begge. Bedre service findes ikke. Efter et lidt længere stop en beregnet er vi på cyklerne igen. Allerede på de første minutter kan vi mærke varmen komme heeeelt ud i de små tæer. Ahhhhhhhh siger vi i munden på hinanden.

Kaitokeino checkpoint

Efter 222 km. rammer vi første lange obligatoriske stop. Vi har på forhånd aftalt, at dele de 9 timer, lige imellem de to stop. Så her er der 4,5 time at bruge til mad, bad, søvn, mad, tøj på og afsted. Vi kører efter 4 timer og 45 min. Vi er ikke længe om at blive varme, det føles godt og med en god portion power tilbage i stængerne. Terrænet bliver bare ved med at overraske mig positivt. Man kan eddermaneme se langt.

Vi ankommer til checkpoint Masi kort efter det andet danske hold PC Racing med Paw og Simon. Vi spiser sammen og snakken går hen over bordet. Laksen får en ordentlig klat ketchup, så vi kan få det ned i en fart. Vi tager regnbukserne af igen, for nu er det blevet solskin og varmere. Vi dypper pegefinger og langemand ned i bøtten med buksefedt. “Dem der smør godt, kør godt”.

Jeg har lagt mærke til, at vi ikke snakker særlig meget Kim og jeg. Vi pjatter ikke som vi plejer på vores lange ture. Det er der simpelthen ikke overskud til. Humøret er der godt nok og vi griner da også lidt. Der er bare langt imellem. Jeg begynder at blive presset. Der er stadig langt hjem endnu.

Soussjavre 1 checkpoint kan skimtes i det fjerne. Endnu en gang er de trofaste Team Clappers på pletten og med et glemmes trætheden. Et boost af energi rammer og det kilder alle de rigtige steder. Vi er bare heldige at de gider stå der og vente på os. TAK. Vi får lidt tips til, hvad vi skal holde øje med på næste etape. Der kommer nemlig et sted, hvor ruten går i begge retninger, så det er nemt at komme til at køre forkert. Vi spiser og snakker lidt. Måske er jeg ude at skide. Jeg kan ikke huske det. I hvert fald er vi forholdsvis hurtigt på cyklerne igen. Næste etape fører os til sidste sovested Karasjok.

Vi giver den en over nakken frem mod sovestedet og det giver os et hul til PC Racing Vi kører godt som hold og flyder gennem de barske spor og elve med iskoldt vand. Igen står Team Clappers klar ved indkørslen til checkpointet, de gør det satme godt.

Nu bliver det hårdt

I Karasjok går det galt Jeg kan ikke finde ro til at sove og da det endelig lykkedes vågner jeg op fuldstændig smadret i hovedet og maven gør knuder. Mit venstre ben gør satans ondt i knæhasen og den øverste del af læggen. Jeg fryser og ryster over hele kroppen. Det tegner ikke godt tænker jeg. Jeg halter ud på gangen, hvor jeg forsøger at finde en jakke, jeg kan tage på imens jeg sidder på toilet. (Det gav mening i øjeblikket) Jeg finder den aldrig, men møder Paw og Simon, de kan se jeg er ude på dybt vand og tilbyder deres hjælp. TAK, drenge Jeg ender på toilettet med røven godt nede i kummen og hovedet begravet i affaldsspanden. Der er noget der skal UD Måske går der et kvarter med bræklyde og højlydte prutter, men der kommer sgu ikke noget ud. Jeg tager til takke med resultatet på mine anstrengelser og halter ned til soverummet og falder endelig i søvn. Vi bliver vækket som aftalt af Susanne og Birgitte Jeg siger med det samme at jeg har det skidt. Hvorefter benet får en omgang Voltaren gel og en tur med Birgittes healende “klamme” hånd. Det gør jobbet og vi får spist og kommer i tøjet. Afsted på den længste etape på 82 km. mod Skoganvarre.

Skoganvarre

De næste knap 8 timer bliver brugt på at komme af og på cyklen en milliard gange. Terrænet er virkelig ufremkommeligt og barskt. Jeg føler vi trækker mere, end vi reelt cykler. Der er alligevel en følelse af, at vi flytter os i landskabet, da den ene fede udsigt efter den anden, kæler for vores efterhånden trætte øjne. Maveproblemerne er heldigvis ikke slemme, når vi er ude i finmarken. Der bliver drukket en masse vand og det hjælper. Vi har halsbrand og får ikke drukket af vores energidrik og heller ikke spist noget med energi. Grunden til vi alligevel kan holde vores pace, tror jeg ligger i vores optakt med nul sukker siden jul. Det er rart mentalt at vide, hvad det er værd lige netop i denne situation. Det var klart den værste etape og jeg fælder en tåre, da vi kommer til checkpointet. Både fordi det var umådelig hårdt, men også fordi jeg inderst inde vidste at hvis jeg kunne klare DET. Så skulle vi nok gennemføre hele løbet.

Skoganvarre til Mollisjok

Det går godt, lige indtil vi rammer noget løst sand. Løst sand der er så dybt, at jeg ikke kan styre cyklen igennem det uden at slingre voldsomt fra side til side. Det ødelægger rytmen og det irriterer mig, at Kim bare kører lige igennem hele lortet. Kig længere frem, råber han. Det prøver jeg, det hjælper aller en skid. Nå, vi bevæger os da fremad. Med eller uden lortesand. Det fortsatte heldigvis ikke i det uendelige.

Mollisjok til Soussjavre

Hold nu kæft manner, det var løbets højdepunkt spormæssigt. Nærmest en lang nedkørsel for fuld musik. Vi kører rigtig stærkt og med det helt store smil. Sjovt som kroppen bare reagerer på glæde, det giver energi i rigelige mængder. Inden vi ser os om, er vi allerede ved checkpointet. Nu modtaget af en glad nordmand med transportabel højtaler, der spiller “Re-sepp-ten” så højt den kan. Han er vidst blevet ramt af Team Clappers feberen. Vi spiser havregryn med mælk, det eneste der kan sluges med den halsbrand, vi har udviklet de sidste mange timer. Vi får endnu engang vasket og smurt cyklerne af de ivrige Clappers. Stor ros til dem igen igen.

Videre mod Jotka det sidste checkpoint. Let kørt terræn, der bare forsvinder bag os stille og roligt. Vi kæmper begge med træthed og aftaler hurtigt, at vi skal have en lur i Jotka. Det er også koldt igen, så vi kører med alt vores tøj også regnbukser og regnjakke. I Jotka får vi taget de yderste lag af og sætter os foran en brændeovn der buldrer lystigt derudaf. Vi har bare tæer det er sååååå rart.

Varm suppe bliver nydt i stilhed. Vi sover i 20 minutter, Kim på gulvet og jeg på en lille sofa. Nårh, det er svært at vågne igen. Varmen gør det ikke nemmere, jeg skutter mig og tænker, bare lige en time mere. Det går bare ikke, vi skal i mål og det skal være snart. Afsted på sidste etape ind mod Alta.

Vi sadler op og cykler 200 meter væk fra checkpointet. Vi har glemt at smøre de ædlere dele, en begynderfejl af rang. Så et sidste dyk i bøtten med det hvide stads, der er SÅ uundværligt. Så siger Kim, du behøver ikke at sætte dig op på cyklen. Vi trækker den næste bakke. Den var edermame også stejl og lang. Så kunne nok ikke være kørt alligevel. Et par timer senere rammer vi noget bebyggelse i små klynger. Det vidner om at målet snart er i sigte.

Der mangler kun et par skrappe stigninger inde i byen. På den sidste slemme opstigning siger jeg til Kim, at jeg ikke kan køre helt til toppen. Jeg er flad. Pjat siger han, nu holder du kæden stram, så følges vi ad. Okay, jeg gør det sgu tænker jeg. Vi gjorde det. Vi tager regnjakkerne af, så teamtøjet er yderst til målfoto osv. Vi krammer og nikker anerkendende til hinanden.

Offroad Finnmark 700, 2019 gennemført.

Jeg bryder sammen i gråd i Susannes arme. Hun har det på samme måde. Lettet, tilfreds og MEGA stolt. Jeg laver den berygtede MTB Polka, dog i en lidt tam udgave. Man er vel slidt. Jeg får også krammet og takket resten af Team Clappers. Elsker jer.

Kim får tak for at have brugt 2 et halvt år, på at lære mig at cykle. Du er en ven for livet.

Jesper, Team Meget Tunge Ben

Video fra Offroad Finnmark 700 – 2019

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *