MTB Randers Street Challenge 4.0 – en løbsberetning

Vi blev inviteret til at deltage i MTB Randers Street Challenge 4.0 - her kan du læse om vores oplevelse.

MTB Randers Street Challenge 4.0

Torsdag den 15. August afholdte MTB Randers deres årlige Street Challenge. Det var fjerde gang, at løbet blev afholdt, og endnu en gang lagde Randers centrum underlag til sjovt urbant MTB race.

Ruten

Ruten til årets MTB Randers Street Challenge var kortere end de tidligere år. Der skulle køres cirka 5 km. pr. omgang, og så skulle der køres så mange omgange som muligt inden for halvanden time. De lidt yngre deltagere skulle dog kun køre 1 time.

Løbet bød på en række forhindringer, blandt andet en vandgrav med en hvor rytterne skulle over vandet på en træplade, i vandet svømmede farlige oppustelige hajer rundt og ventede på dem, der ikke kunne holder balancen hele vejen over vandgraven. En anden forhindring var “lastbilen” som bestod af en anhængervogn fra en lastbil, som man skulle køre op igennem og ud på den anden siden, en tredje forhindring i løbet var “trapperne”. Helt som navnet antyder, er det kørsel ned af trapper med ca. 100 trappetrin i fuld fart, inden en stribe mindre trappe hop ned over Østervold. Der var også et træ berm, kørsel i parkeringskældre og igennem huse og mange andre forhindringer. Så der var udfordringer til ryttere på alle niveauer.

På kortet herunder kan du se ruten. Den er kørt 8 gange, og nogle steder ser ruten ujævn ud, det skyldes at rytterne kørte igennem bygninger eller parkeringskældre hvor GPS signalerne havde svært ved at blive opfanget af cykelcomputeren. Farven på ruten antyder hældningen på ruten. Hvor ruten er blå går det nedad i terrænet, grøn farve indikerer at ruten er flad, og hvis ruten er gul er der cyklet opad bakke.  

Fra MTBX deltog hele redationen, og der er et lille indlæg om oplevelserne under løbet fra hver af deltagerne, dem kan du læse herunder.

Jesper Hedegaard Grønlykke

Vi ankom i god tid til løbet, og efter vi havde fået udleveret startnumre, gjorde vi klar til at trille en runde på ruten, for at se forhindringerne inden løbet blev skudt i gang. Vi havde knapt cyklet 500 m. før skaden indtraf. Mit bagdæk fik en stor flænge og store mængder tubeless væske strømmede ud af dækket og ud på parkeringskælderens cementgulv. Så med en halv time inden start, var det ikke sikkert jeg kunne deltage. Heldigvis havde en lokal cykelhandler åben på aftenen, og fik i løbet af 10 minutter taget baghjulet af, fjernet det gamle dæk, tubeless væsken, fælgbåndet og monteret et helt nyt dæk – så jeg nåede til start. Ruten var virkeligt sjov i år, kompakt og publikumsvenlig. De mange forhindringer der var lavet rundt omkring, virkede velplaceret og gjorde man hele tiden skulle være opmærksom, og ikke bare tonse igennem på lange lige stykker vej.

Jesper Damgaard Schwartzbach

Det overraskende ved løbet i Randers var, at løbsarrangørerne havde formået, at lave et MTB by løb, hvor den tekniske udfordring fuldt lever op til standarden på rigtig mange XC løb. Løbet bød på udfordringer som hop med lille gap, wallride, pumpsegment og masser af teknisk trappekørsel, herunder en 100-trins lang trappe, som gav sus i maven.
Ruten var kompakt og snørklede sig rundt i indre by, hvilket betød, at der var masser af tilskuer alle steder og ingen lange lige stykker. Der var derfor ikke meget overskud til at få væske under de 90 minutters kørsel. Ruten krævede fuld koncentration næsten hele tiden.
Heldigvis havde arrangørerne sørget for tørvejr under hele løbet, da det ville have været som at køre i brun sæbe, hvis regnen var startet tidligere.
Team MTBX havde alle 4 mand ude for at opleve Randers Street Challenge 4.0. Tre ud af fire gav så meget gas, at vi måtte ned på de randrusianske brosten. Vi fik dog ingen større skader – kun fejdermærker (aka hudafskrabninger)

Jesper Damgaard Schwartzbach og Jónas Thor Björnsson forbereder sig til løbet.

Jónas Thor Björnsson

MTB Randers formåede med deres version 4.0 challenge at levere et mountainbike race med meget høj intensitet, super stemning og en bane ud over det forventelige. Herudover kom Randrusianerne ud og heppede på alle os der i puls 90% kørte i halvanden time, og der var nok at kigge på. De mange forskellige udfordrende forhindringer der var bygget til lejligheden, og måden hvorpå Randers MTB formåede at inddrage byens rum i løbet, gjorde det utrolig sjovt og udfordrende at deltag i, men det må også have været fedt at se på det.

Lars Bachmann

Randers MTB Street Challenge var en spændende oplevelse, og super god rute, som virkede meget gennemtænkt. Ruten var spredt over et forholdsvis lille område, hvilke gjorde den meget publikumsvenlig og intens.

På trods af den korte rute, som skulle gennemkøres flere gange, var der god variation, og masser af sjove udfordringer. Det er noget helt andet at køre race i byen, end det terræn vi normalt færdes i. Det var en fest at være med til Randers Street Challenge, og helt sikkert noget jeg skal prøve igen

Resultater

Resultaterne fra MTB Randers Street Challenge 4.0 kan du finde HER.

Foto: Mads Munk Jepsen

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *