Deuter rygsæk – Hiline 14
Vores vurdering af Deuter Hiline 14
Funktionalitet: 9

Design: 8

Pris: 8

Total Score: 8.3 ud af 10
Anmeldt af Lars BachmannDeuter Hiline 14 er en rygsæk, der virkelig rammer den rigtige balance mellem komfort, funktion og størrelse til mountainbiking. Med sine 14 liter får man plads til alt det nødvendige. Værktøj, ekstra trøje, snacks og væskeblære, uden at den føles klodset eller tung på ryggen.
Jeg har haft den med på flere ture, og den sidder tæt og stabilt, uanset om det går opad, nedad eller over rødder og sten. Deuter har tydeligvis tænkt på bevægelsesfriheden, for tasken følger kroppen naturligt uden at hoppe rundt, når terrænet bliver teknisk.

Senest har jeg haft den med på en MTB weekend til Sverige, hvor vi både kørte naturlige trails, og havde en dag i bikepark.Her fungerede den super godt, og hoftebæltet og brystremmen sikrede at den sad præcist, hvor den skal, så man nærmest glemmer, man har den på.
Samtidig har den nogle praktiske lommer på remmene foran. Her er der plads til snacks, mobil eller andre ting som skal være nemt tilgængelig.
Tasken har en et indbygget “rygskjold” som de selv kalder “SAS-TEC multi-impact spine protector”. Det er en blød plade, som man kan vælge at tage ud.
Noget af det, jeg hurtigt lagde mærke til, er Airstripes systemet. Det er Deuters måde at skabe ventilation på, og det fungerer overraskende godt. Der er god luftgennemstrømning, så man undgår at blive drivvåd på ryggen – noget der ellers hurtigt sker, når man presser sig på sporet.
Indretningen er også et af taskens stærke kort. Der er et dedikeret rum til værktøj og reservedele, så man hurtigt kan finde det, man skal bruge, når uheldet er ude. Samtidig er der lommer til nøgler, energibarer og andre småting, og selvfølgelig en lomme til væskeblære, så man slipper for at stoppe for at drikke. (Jeg har dog ikke testet den med drikkeblære)





Kvaliteten på lynlåse, materialer og syninger lever op til det, man forventer fra Deuter. Alt føles solidt og klar til mange timers brug i skoven.
Alt i alt er Deuter Hiline 14 en rigtig vellykket rygsæk til dig, der kører mountainbike og gerne vil have noget, der både sidder godt og fungerer i praksis. Den er let, gennemført og komfortabel og man fornemmer, at Deuter virkelig kender behovene hos ryttere, der bruger mange timer i sadlen. Det er ikke bare en taske, der ser godt ud på papiret, den fungerer i virkeligheden, og det er det vigtigste.
Læs mere om tasken på https://www.deuter.com






