Test – EVOC – TRAIL PRO 26
EVOC er kendt for kvalitetsprodukter, og deres nye rygsæk Trail Pro med det helt nye LITESHIELD PLUS rygskjold kommer i samme kvalitet. Vi har kigget nærmere på tasken, som kommer i tre forskellige størrelser, og to forskellige farver.
Vores vurdering af EVOC - TRAIL PRO 26
Funktionalitet: 9
Design: 9
Pris: 7
Total Score: 8.3 ud af 10
Anmeldt af Jónas Thor BjörnssonNår man fræser ned af sporet, er det rart at man er beskyttet, hvis man skulle være så uheldig at styrte. Hjelmen beskytter hovedet, knæbeskyttere holder knæene fri for hudafskrabninger, og albuebeskytterne, sørger for det samme. Men ryggen skal vi også passe på, og det er der selvfølgelig mange gode løsninger på. Man kan få rygbeskyttere som sidder som en vest, og så kan man få de smarte løsninger, hvor den f.eks. sidder i rygsækken.
Sådan en slags er EVOCs Trail PRO 26. Rygskjoldet sidder i tasken, og så vejer det stort set ikke noget.

Rygskjold der vejer 168 gram
EVOCs Trail Pro er deres første rygsæk med deres nye LITESHIELD PLUS rygskjold. Rygskjoldet er formet af flere forskellige plusformede 3d puder af en form for flamingo, hvilket gør skjoldet let. Men fordi det er meget bøjeligt, med god luftcirkulation, så giver det også god komfort. Materialet af rygskjoldet, er med til at holde vægten på tasken nede på 1070 gr. for en stor taske på 26 L. Den kommer i to andre størrelser. En 10 liters taske der vejer 900 gr. og en 16 liters der vejer 1000 gr.
LITESHIELD PLUS rygbeskytter består af en sandwichkonstruktion af 2 slags plast – ekspanderet polypropylen (EPP) og et TPU-lag. Det stærkt komprimerede, vandafvisende EPP-skum giver den bedst mulige beskyttelse af thorax-rygsøjlen, lændehvirvelsøjlen og halebenet. Den side af beskytteren, der vender mod ryggen, er konstrueret af plusformede elementer. De mellemliggende ventilationskanaler giver en perfekt luftcirkulation. Samtidig giver konstruktionen fleksibilitet i alle retninger. dermed tilpasser rygskjoldet sig bevægelserne fra rytteren og sikre forbedret beskyttelse og komfort. Rygskjoldet vejer i sig selv 168 gram. Kilde: EVOC
I denne test drejer det sig om tasken på 26 liter. Det er en forholdsvis stor taske, men skal man på langtur, f.eks. bikepacking, eller på tur i bjergene syd på, er det altid fint at kunne medbringe mad, drikke, værktøj, ekstra tøj, reservedele og måske en powerbank. Det er der plads til i denne taske, uden den mister formen.
Komfort
Tasken har mange andre finesser ud over rygskjoldet. Der er tænkt over, at den skal være god at have på. For det første er der tænkt over vægtfordelingen, ved at hoftebæltet er bredt, og ligesom omfavner rytteren, samtidig med at rytterens bevægelser ikke hæmmes – effekten fra denne omfavnelse kalder EVOC for BODY HUGGING effekten. hoftebæltet ender ud i elastiske remme, og lukkes med et hurtigspænde. Dette gør, at den passer om små og store hofter.
Skulderstropperne er lange, og skummet i stropperne forsætter langt ned. Derfor passer den også til folk med store skuldre, samtidig med at den giver god bærerkomfort. Skulderstropperne styres af det EVOC kalder et “Brace Link”. Dette er med til at rytterne bevarer god bevægelse under kørsel.
Opbevaring
Opbevaring er der meget af. Foran på tasken kan man lyne den forreste del ned, og derunder er der otte små rum, hvor man nemt kan have værktøj, reservedele, energi og meget andet. På hoftebæltet er der to mindre rum, som kan indeholde en smartphone, handsker eller det medfølgende regnovertræk.
Inde i tasken er der flere store rum, blandt andet rummet hvor rygskjoldet ligger i. Det kan dog tages ud, når man bare skal bruge tasken uden cyklen. Men lige foran rummet til rygskjoldet, er der plads til en vandblære, hvor slangen kan føres op gennem et lille hul i toppen af tasken. I toppen af det store rum, er der en lille lomme, hvor man trygt kan lægge sin pung.
Øverst på ydersiden af tasken, er der en lomme med lynlås, som man med lidt masen kan nå, mens tasken sidder på ryggen. Her kan man have energi, kamera eller andet liggende. Eller bruge den til ens briller, da lommen er beklædt med fleece.


EVOC har selvfølgelig placeret en plan for, hvad man skal gøre, hvis der sker en ulykke. Den sidder på indersiden af yderlommen.
Tasken til den lange tur
Pro Trail 26 L tasken er en taske, man har med til den lange tur, både i Danmark og i udlandet. Der er plads til meget, og så er der mange rigtig gode opbevaringsløsninger. Tasken har plads til de ting man har behov for på en længere tur, og vælger man at overnatte, kan det også lade sig gøre – dog skal soveposen og underlaget spændes på cyklen.
Der er god sikkerhed med rygskjoldet inde i tasken, også når man bare skal på tur i alperne, og ikke forventer at tage de hurtige tekniske nedkørsler. Rygbeskyttelse er altid godt, så vil man have ekstra sikkerhed på turen, så skal man kigge på EVOC Pro Trail. De fås i flere størrelser og 2 farver.
Tasken koster 1.700 kr.
Tasken er stillet til rådighed af EVOC. Forsidebillede: ©EVOC / Mattias Fredriksson