Conway eWME 629

Conway bikes er fra Tyskland, og når man snakker tysk produktion, er der tale om kvalitet. Det er også det indtryk vi fik af vores test af Conways eWME 629. Den koster 36.499 kr. og man får en eMTB i en god kvalitet med fine dele. Læs med her.


Vores vurdering af Conway eWME 629

Test score af Conway eWME 629

Funktionalitet: 8

Design: 8

Pris: 8

Total Score: 8 ud af 10

Anmeldt af Jónas Thor Björnsson

“We Make Enduro” er det, forkortelsen WME står for i modelnavnet til denne Conway. eWME 629 er Conways svar på en top eMTB, hvor det lille e betyder, at der er motor på cyklen.

Inden vi går i gang med testen, så lad os slå fast – det lille e er ikke snyd, det betyder bare, at man får lidt hjælp til at få cyklen op i en god fart, både på flade stykker, men også på bakker. Motoren slår fra ved 25 km/t, og så er det dine egne ben der skal slæbe cyklen, som var ca. 22 kg. Mountainbikes med motor er på vej ind på det danske marked, lige som de har taget andre europæiske markeder med storm de sidste år. eMTB er en ny type mountainbike, ligesom vi har fatbikes, XC, trail og så videre. Det skal også slås fast, at eMTB er cykler for raske veltrænede kvinder og mænd. Folk der påstår at det kun er for folk med dårlig knæ eller andre skavanker, har ikke prøvet at køre på en eMTB. Giver man gas, på samme måde som man ville gøre på sin mountainbike uden motor, forbrænder man lige så mange kalorier, men bare med en højere gennemsnitsfart.

Conway har gennem de sidste år virkelig steppet op på designet af deres cykler. 2019 modellerne har et rigtig flot design, og har rigtig gode specifikationer. Det er ikke en cykel man ser i de store danske cykelhandler kæder, men måske de skulle kigge mod Conway. Conway er ikke et nyt mærke, men har eksisteret i mange år.

De kan sammenlignes med andre tyske mærker som Cube, Haibike, Ghost og Canyon. Det er den store tyske cykel- og cykeldelegrosistvirksomhed Hartje AG der står bag mærket, hvor det er i stald med flere andre mærker, som dog mestligger i hverdagscykel segmentet.

Vi har testet Conways eWME 629. Den kommer med gode dele hele vejen rundt:

  • Ramme: Alu
  • Forgaffel: FOX 34 Performance 140 mm.
  • Dæmper FOX FLOAT EVOL LV 140 mm
  • Motor Shimano STEPS E8000 504 Wh
  • Gearsystem: Shimano XT 11-speed
  • Bremser: Shimano XT 4-stemplede kalibre 200/200 mm
  • Kæde: SRAM Eagle
  • Hjul: RODI Tryp 30/Formula Hubs 29″
  • Dropperpost CONTEC Drop-A-Gogo 150 mm
  • Saddel, styr og greb: Contec
  • Dæk: Schwalbe Magic Mary/Hans Dampf 29″ x 2,35
  • Vægt: 22 kg Pris: 36.499

Når man er vant til at køre på en mountainbike uden motor, skal man vende sig til, at der pludselig er hjælp på, når man skal accelerere. Men også når man skal holde farten. Men man skal bare huske, at eMTben kun trækker op til 25 km/t, så slår motoren fra. Det lyder måske af meget, men når man får hjælp til at komme hurtigt op i fart, så ligger man ofte lige på grænsen til de 25 km/t, i hvert fald på ganske almindelige XC-spor. Krydser man grænsen og øger farten over de 25 km/t mærkes det straks, for så skal der slæbes.

Det er sjovt i sig selv, men det kræver stærke ben. Men så snart man kommer under de 25 km/t igen, får benene lidt ro. Så skulle man tro, at man nemt kan kører rundt med 24,9 km/t, uden at få sved på panden, men sådan er det ikke. Motoren stopper med at trække, når man ikke selv træder, og ligger man med 24 km/t på et spor man normalt selv kun kører med 15 km/t, så er det ikke bare en slentrer tur på sporet. Der skal arbejdes.

Den er god når det går ned

Der hvor denne cykel virkelig kommer til sin ret er, når man rammer de store nedkørsler. Med 140 mm. vandring på et dansk spor, så er man rigtig godt hjulpet. Med motoren siddende i krankboksen, så får man automatisk et lavt tyngdepunkt, og det giver faktisk rigtig god kontrol. Cyklens geometri, og opsætning med lang vandring, er lavet til at køre ned, dermed lever den også op til navnet WME (We Make Enduro). Fordelen ved denne cykel er så, at når man er i bunden af nedkørslen, så får man hjælp til at komme op igen. Derfor kan man f.eks. kører den længste nedkørsel i Vesterskoven ved Silkeborg mange gange, vel og mærke indtil man bliver træt i kroppen af at køre ned.

Shimano motoren har 3 indstillinger: ECO, trail og Boost. Kører man boost, er der virkelig spark i cyklen, og man bliver virkelig sparket afsted, når man træder til. Derfor er trail også at foretrække på almindelige spor, og så kan man bruge boost når det går op.

Shimano er kendt for bløde skift, men så snart man rammer en eMTB, så skal man vende sig til hårde skift, og denne cykel er ikke forskellig fra det. Gearene skifter nogle gange med nogle ordentlige “klonks”. Det kræver noget tilvending, for at få de bløde skift. Vi oplevede mest de bløde skift når der var fart i cyklen, mens de meget “klonkede” skift, ofte kom, når man ikke kørte med så stor fart.

På styret er der placeret et lille display som viser hvilket niveau (ECO, trial eller Boost) man kører i. Men det har faktisk mange andre funktioner. Det indeholder et speedometer, ODO tæller, gennemsnitsfart, kandencemåler, max fart og ur.

Bremserne fungerer rigtig godt. Shimanos 4 stemplede bremser af modellen XT, er specielt lavet til eMTB. Med de store 200 mm. skiver er der rigtig god bremse effekt, hvilket giver god tryghed, når man suser ned af de forskellige nedkørsler.

Conway har valgt at deres eMTBs skal have batteriet siddende uden på underrøret, mens andre vælger at det skal placeres inde i underrøret. Hvad der er bedst er vist en smagssag. På nogle eMTBs hvor batteriet er placeret inde i underrøret, bliver cyklen ofte lidt underlig buttet, mens de cyklen, som denne Conway, hvor batteriet er placeret uden på underrøret, ligner de mere en mountainbike vi kender uden motor. Vi oplevede ikke at mudder satte sig fast i batteriet, men det kunne selvfølgelig godt bliver en udfordring, når mudderet virkelig kommer på sporerne.

Konklusion

Vi havde masser af sjov på den her cykel. Der var flere andre der prøvede at køre på den, når den var med til klubtræning, og de havde samme oplevelse. eMTB er sjovt og anderledes, og det er på vej ind på det danske marked. Her i Danmark har vi ikke de største bjerge, hvor en eMTB har sine fordele, men kører man i områder med mange højdemeter, er den et rigtig sjovt alternativ. Conway er kendt for at være godt udstyret, og eWME 629 er ikke anderledes. Cyklen har rigtig mange gode dele, og cyklen går hverken ned på bremser, gear, hjul eller affjedring. Man kan derfor købe denne model, uden at skulle skifte så mange dele, før man begiver sig ud i skoven.

Overvejer man at skifte til e, så er giv denne Conway eWME 629 et kig. Den har en udsalgspris på 36.499 kr.

Cyklen er stillet til rådighed for test af Hartje KG HOYA

 

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *