Contec-Parts dropperpost ‘Drop-a-Gogo’ i alvorlig test


Vores vurdering af Contec-Parts Drop-A-Gogo

Test score af Contec-Parts Drop-A-Gogo

Funktionalitet: 9

Design: 8

Pris: 9

Total Score: 8.7 ud af 10

Anmeldt af Jónas Thor Björnsson

Vi har tidligere lavet en laboratorietest på Contec-Parts nye Dropper, den de kalder Drop-A-Gogo. Men det var ikke nok, så hvad gør man så? Vi allierede os med Lone Øhlenschlæger fra Aalborg Mountainbikeklub. Hendes første indtryk er meget positivt, “Den er pålidelig, simpel og logisk!” som hun siger. 

Hvis du ikke kender Lone Øhlenschlæger, så tjek hende ud på instagram, hun er ret hård på en mountainbike.

Dropperposten fra Contec-Parts hedder Drop-A-Gogo. MTBX lavede i juni en laboratorietest af denne dropperpost, hvor vi testede funktionen – det at køre op og ned, de forskellige greb der kommer med i pakken og så kiggede vi på det generelle indtryk. Vi var positive, hvilket du kan læse i artiklen.

»Jeg monterer selv«

Men vi valgte også at dropperposten skulle testes i virkeligheden, og derfor tog vi fat i Lone Øhlenschlæger. Hun har taget det alvorligt, og gennem den sidste måned kørt med dropperposten i diverse løb, blandt andet i Shimanoligaen. Derudover har den jo været med på alle hendes træningsture, og så alle de ture hvor hun har været ude og køre nye sjove spor, for at udfordre sig selv og udstyret.

Hun har normalt en dropperpost på sin cykel, så hun ved godt hvordan man bruger sådan en. MTBX tog en snak med Lone Øhlenschlæger, for at høre hendes mening om dropperposten fra Contec-Parts.

»Først skal det siges, at jeg ikke har mange års erfaring med brug af dropperpost’s, men jeg har efterhånden prøvet et par stykker. Min egen, som jeg kørte med før denne test, var også en dropperpost med indvendig kabelføring, med kabelwire og med remotegreb i venstre hånd ovenpå styret” siger Lone som intro til testen.

Dropper-post er det engelske ord for en saddelstang, der kan sænkes med et greb på styret. Det er en forholdsvis ny ting på mountainbiken, men en ting der spreder sig meget hurtigt. Mange har fundet ud af dropper-postens anvendelighed, og spørger man brugerne, så vil de fleste sige “Hvordan kunne jeg leve uden en dropper-post«.

Lone ordner gerne sin cykel selv »Jeg har selv monteret Drop-A-Gogo dropperposten, og har derfor haft muligheden for, at komme helt tæt på og se, hvordan den virker og er sat sammen”, og hendes indtryk af dropperposten er godt.

»Den virker så simpel og uden nogen “dikke-darer”, som man ellers har set ved andre. Det gav mig fra start også en tiltro til, at der ikke ville være nogle problemer med funktionen, fordi den er så logisk simpel! Yderkablet der medfølger, er et armeret jagwire-kabel, så der er minimal friktion, og det synes jeg, er et godt sted at sætte ind med kvaliteten«.

»Jeg har lockout til mine dæmpere i venstre hånd, og jeg har derfor valgt den remote der sidder ovenpå styret. Der skulle kæmpes lidt med pladsen, fordi det remotegreb der kommer med Contec-Parts dropperpost er lidt anderledes end den der sad på min tidligere dropperpost. Det lykkedes at få det til at passe, og selvom der nu er 3 ting jeg skal holde styr på i venstre hånd, er jeg rigtig godt tilfreds med mit cockpit«.

Let at bruge

Lone oplever dropperfunktionen let at aktivere og hurtigt reagerende. »En ting der gør det nemt er, at trykket på remoten til dropperen føles blød og reagerer hurtigt ved et let tryk – sædet er der, hvor jeg har brug for det, når det går stærkt. Min tidligere dropperpost’s remote var ikke helt nem at aktivere, og det er super lækkert ved Contec-Parts dropperpost«.

Udseendet har selvfølgelig også noget at sige, når man skal danne sig et helhedindtryk af dropperposten. »Remoten er simpel og ret diskret, hvilket jeg synes er gennemtænkt. Det tiltaler mig bare mere«. Hun forsætter »Mit førstehåndsindtryk var at jeg synes dropperen virkede lidt “plastik-agtig” og udtrykket kan godt friskes lidt op, men det er vel fair, når man kigger på prisen«.

Dropperposten er let at servicere, et servicekit koster 65 kr. og luftpatronen koster 180 kr. Med lidt snilde kan man gøre det selv. Du kan finde det her.

Positiv konklusion

Lones konklusion er klar »For mig handler det om funktionen, og der synes jeg Contec-Parts Drop-A-Gogo fungerer rigtig godt, og meget bedre end min tidligere dropper, som ellers er dobbelt så dyr. Jeg er meget positiv over Drop-A-Gogo, og det er den der fremadrettet får lov at blive siddende på min cykel!«.

Lone Øhlenschlæger kører i Aalborg Mountainbikeklub. Hun deltager i en del løb hvert år. Det er alt fra motionsløb til Shimanoliga, fra XC tons til lange maratonløb. Lone er både til XC disiplinen og enduroformatet, hvor de tekniske nedkørsler er hendes ynglings. Hvis du er blevet overhalet af en mørkhåret kvinde på en Trek fully, iklædt Aalborg Mountainbikeklubs mørke uniform, og var hun væk før du havde set dig omkring, så har du kørt løb sammen med Lone.

Tak til Contec-parts for at stille Drop-a-Gogo til rådighed.

1 kommentar

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *