Åbning af explorer MTB center
I udkanten af den gamle egeskov ved Bækkelund, lige uden for Hald Ege, Viborg åbnede lørdag en ny spiller på den midtjyske MTB scene. Explore MTB center er et samarbejde mellem explore MTB og Rolsted Cykler Viborg. De slog lørdag og søndag dørene op for alle interesserede, og programmet var spækket med alle mulige MTB relaterede begivenheder.
Et potentielt mekka for MTB i Midtjylland på vej
Midtjylland var på åbningsdagen dækket af et hvidt lag over det hele, som dog i løbet af dagen blev noget sjappet. Men på en MTB betyder det jo bare nye udfordringer, og det lægger sig fint op af hele ideen bag det nye MTB center. Alt er muligt, og bare man tager udfordringen op.
Centeret ligger i en gammel lagerhal, og ude fra ligner det også det. Der vil dog ske en masse tiltag udendørs, sådan at den gamle røde hal bliver omringet af op mod 800 meter teknik spor. Der er allerede en teknikbane med en lille pumptrack, en dejlig berm og 3 forskellige hop. Derudover skal der laves en længere teknikbane og når det bliver bedre vejr, sættes en længere pumptrack op. Det skal nok ændre indtrykket og udtrykket af hele området, og give den der MTB stemning vi alle elsker.
Når man går gennem døren ind til centeret, ændres hele indtrykket. Vi kender alle den følelse af, at køre ude på et spor, omgivet af træer, fuglene synger og man er i harmoni med sporet. Den samme oplevelse fik jeg da jeg trådte ind i centeret. Industrihallen er forsvundet, og den der trygge og varme følelse omgiver en.
Det summer af folk der snakker om udstyr, et fedt spor de har oplevet, eller drikker en kop kaffe. Væggene er belagt med grov træbeklædning, der hænger cykler og udstyr ned fra loftet, og rundt i lokalet er der de nye cykler fra Niner, Trek og Frog Bikes.
I det ene hjørne er en disk hvor man kan få noget at drikke, og i det andet hjørne en lille lomme med et værksted. I midten står der et stor langt bord, hvor der ligger cykeludstyr, man kan sidde og tale om, mens man får en kop kaffe eller noget vand. Skoven er ændret en smule, og skiftet ud med fedt udstyr og seje cykler.
Åbningsdagen bød velkommen i disse omgivelser, ud over centeret, blev der budt på teknikture ude i terrænet, præsentationer af diverse cykler fra Frog bikes, Niner og Trek, frokost og aftensmad til alle fremmødte, og konkurrencer.
Hvem står bag
Explore MTB har siden sin start været i rivende udvikling, på nuværende tidspunkt er der tilknyttet 6 entusiatiske MTB’ere. i begyndelsen stod den på teknik kurser til de mange nye og gamle MTB udøvere der kører rundt i det ganske land.
Det udvikler sig hele tiden, og de tilbyder MTB ophold i samarbejde med Niels Bugge kro og Hotel, samtidig tilbyder explore MTB nu også MTB kurser og ophold for virksomheder.
Sidste ide på stammen er explore MTB centeret. Dette laves i samarbejde med Rolsted Cykler Viborg, som står for alt det tekniske omkring cyklerne. De forventer, at den aktive MTB’er vil komme forbi med de mindre defekter, de defekter der lige opstår i skoven, og derudover håber de at kunne hjælpe med alle de tekniske detaljer, når snakken går i centeret.
MTB center og mere
Et MTB center er ikke et begreb der er så kendt i Danmark. Der findes ikke så mange af dem, og dette er det eneste af sin art i Midtjylland. Det er ment som et sted hvor alle
MTB interesserede kan slå en tur forbi, få en snak om dagen i sporet, læse de nye MTB magasiner, og ellers bare lige tage en pause med sine cykelkammerater.
Det skal være et sted hvor der ikke er nogen forpligtigelser, man skal ikke tilhøre nogen cykelklub for at komme og være med og har man problemer med sin cykel, så er der også hjælp at hente.
Derudover skal centeret også bruges som “kontor” for explore MTBs mange aktiviteter i området. Her starter man, der er endda mulighed for omklædning, og her kan man øve sine færdigheder og derefter køre ude på et af de mange kurser explore MTB tilbyder.
Centeret ligger lige midt i et af Viborgs mange MTB spor. I baghaven ligger de 3 kendte spor, Ungarn, Sibirien og Translyvanien. Der er parkeringpladser ved centeret, så kommer man ude fra, er dette et fint sted at stille bilen og begynde sin tur rundt på sporene, og ikke mindst at slutte af i centeret. Skulle man være i tvivl om hvor man skal køre hen, kan man helt sikkert finde en i centeret der kan hjælpe.
Hvad bringer fremtiden
Idemanden bag centerets tilbliven er også ejer af explore MTB, det er Nicolai Aaboe Kallestrup, og han har store forventninger til centeret. Det her er bare starten, der vil hele tiden komme nye tiltag og nye aktiviteter siger han. Han bakkes op af Rolsted Cykler Viborgs ejer, og medpartner i centeret Bjarne Kriegbaum. Han er gået ind i projektet med sin virksomhed som idealist for MTB sporten, og finder det naturligt at give noget tilbage til alle de glade MTB udøvere han hver dag møder i sin butik inde i Viborg centrum.
Åbningsfesten forsætter søndag, og derefter begynder hverdagen. Det skal blive spændende at følge, og se hvordan det bliver taget i mod af alle de MTB’er der kommer forbi.
ExploreMTB Center er desværre lukket
Deltag i debatten