Vores vurdering af Garbaruk XC kranksæt og kassette

Test score af Garbaruk XC kranksæt og kassette

Funktionalitet: 9

Design: 9

Pris: 9

Total Score: 9 ud af 10

Anmeldt af Christopher Glimberg Rønne

Letvægt med kant

Foto: Cecilia Glimberg Rønne

Garbaruk er måske stadig et nichebrand for mange danske MTB-ryttere, men blandt vægtpinere og performance-nørder har det ukrainske mærke længe haft en solid kultstatus. Og det med god grund, for med Garbaruk får du gear, der skiller sig ud fra strømmen af Sram- eller Shimano-støtter med en stærk kombination af industriel lækkerhed, lav vægt og rimelig pris.

Vi har testet deres XC-kranksæt og tilhørende nydesignede kassette for at finde ud af, om de to vitale dele lever op til Garbaruks gode ry og rygte.

Garbaruk kassette

Første indtryk: CNC-lækkerier

Der er ingen tvivl, når man pakker Garbaruk-delene ud: Det her er high-end. Både kranksættet og kassetten er CNC-fræset med en finish, der skriger præcision og lækkerhed. Især kassetten imponerer visuelt med sin monoblok-konstruktion (på de største tandhjul), der ikke kun sparer vægt, men også giver en meget stiv konstruktion.

Kranksættet fås i flere farver, og testmodellen helt i sølv med diskrete detaljer rammer en god balance mellem bling og funktion, bakket op af en chainring klinge, der er nærmest grafisk i sit udtryk. Meget flot.

På sporet: Stivhed og kraftoverførsel

Garbaruk kranksæt

Kranksættet, der er fræset ud af 7075 aluminium, leverer en imponerende stivhed, især med vægten på kun godt 400 gram taget i betragtning. Under hårde accelerationer og stejle stigningen er der ingen mærkbar flex, og du sidder i sadlen med følelsen af, at kranksættet, som det naturlige center på cyklen, overfører alle dine kræfter, uden spild, til fremdrift. Sammenlignet med mere etablerede alternativer som SRAM X01 føles Garbaruk mindst lige så direkte og stiv – måske endda en smule mere “rå” i feedbacken.

Klingen (som også er Garbaruks helt eget narrow wide-design) holder kæden sikkert på plads, selv på tekniske nedkørsler, og dens flotte udseende fuldender indtrykket af et fedt kranksæt. Klingen fås desuden både i ovale og runde udgaver i Garbaruks mange farver og med en imponerende lav vægt på 52 gram (for en 30t klinge).

Kassetten

Garbaruk kassette

Kassetten fra Garbaruk lader ikke de mere veletablerede konkurrenter noget tilbage. Med et bredt gearområde (op til 10-52T) matcher den moderne 1x setups, og en lav vægt på omkring 340 gram for testens 12-speed udgave tæller også som et klart plus.

Den opdaterede Gen2-version byder bl.a. på en redesignet tandprofil, som giver hurtigere og mere præcise skift – også under belastning. Samtidig er støjniveauet reduceret via små affasninger på tænderne, ligesom den mere åbne konstruktion hjælper med at holde mudder og snavs væk.

På sporet mærker man tydeligt, at Garbaruk har finpudset deres i forvejen stærke setup. Gearskiftene er hurtige og præcise uden kiks i testperioden. Skiftene er stadig en anelse mere hørbare end på en SRAM Eagle XX kassette, men funktionelt er niveauet fuldt på højde – der leveres sikkert, hurtigt og konsekvent.

Konklusion

Garbaruk leverer her et drivlinje-sæt, der kombinerer lav vægt, høj stivhed med et eksklusivt look, der på alle parametre kan konkurrere med topvariationerne fra Sram og Shimano.

Vægt og specifikationer

  • Kranksæt: ca. 402 g (uden klinge)
  • Kassette (10-52T): ca. 350 g
  • Materialer: CNC-fræset aluminium
  • Pris: Kassette: 299 Euro / Kranksæt: 420 Euro / Klinge: 70 Euro
  • Kompatibilitet: 11, 12, 13 speed i gængse formater og mange farve kombinationer
  • For mere info: www.garbaruk.com