Let og stilren AirBreaker hjelm fra ABUS
Vi har kastet os over ABUS AirBreaker hjelmen, som er udviklet i samarbejde med det professionelle landevejscykelhold Moviestar. Det er en helt anden type hjelm end den gængse mountainbike hjelm. Men hjelmen bruges både af Moviestar på vejen, og Kross Racing Team på sporet. Vi syntes at ABUS har lavet en rigtig spændende hjelm, som du kan læse mere om her.
Vores vurdering af ABUS AirBreaker
Funktionalitet: 9
Design: 10
Pris: 7
Total Score: 8.7 ud af 10
Anmeldt af Jesper Damgaard SchwartzbachABUS – August Bremicker und Söhne – startede i 1924 i Tyskland, hvor deres fokus var hængelåse under mottoet ”Sikkerhed er afhængig af kvalitet”. De fleste kender i dag også ABUS for deres hængelåse og sikkerhed, men der er kommet rigtig mange andre produkter til gennem tiden. Herunder også en masse spændende sikkerhedsrelaterede cykelprodukter. På MTBX.dk har vi tidligere også testet hjelmene ABUS Aventor og ABUS Montrailer Ace Mips.
Valg af hjelm
De to mest almindelige typer hjelme, som man møder på sit lokale mountainbikespor, kendes også som cross country (XC) hjelmen og trailhjelmen. Den første hjelm, sidder tæt på hovedet, har god aerodynamik og er mindre af omfang. Den bruges også ofte af dem, som vover sig ud på en racercykel. Trailhjelmen er den større runde hjelm, som går længere ned over nakken og derfor ofte er lidt tungere end XC hjelmen. Den har skygge og lidt samme træk, som en fullfacehjelm, blot uden hagestykket.
Hvilken hjelm man vælger er meget individuelt i forhold til fx hovedform. Men det er også rigtig vigtigt, at du overvejer, hvilken sikkerhed du har brug for, når du vælger hjelmtype. Din erfaring på cyklen og sportypen er faktorer, som du bør tage i betragtning, og som har betydning for dit valg af hjelm. Selvfølgelig er alle hjelmene CE godkendt i forhold til sikkerhed, men der er som sagt andre faktorer, som bør tages i betragtning. Sidst men ikke mindst, skal det være en hjelm, som du synes er behagelig og tryg at bruge.
Test
AirBreaker hjelmen fra ABUS er grundigt testet over 4 årstider i 2019. Den har været igennem alt slags vejr fra kulde, regn og kraftig vind til sol, sommer og ulidelig varme. Den er desuden testet både på de ugentlige ture i skoven, weekendture med gutterne samt i løbssammenhæng.
Hjelmen er ABUS´ ultra-letvægts hjelm udviklet til landevejen, men her på MTBX.dk mener vi, at det helt sikkert også er en rigtig spændende hjelm til mountainbikesporet. Den er udviklet i tæt samarbejde med cykelholdet Movistar, og har fokus på kombinationen af ventilation og aerodynamik. For mange andre hjelme er det ofte enten eller. Det vil sige god ventilation eller god aerodynamik. ABUS er her lykkedes med et rigtig fornuftigt sammenspil.
Hjelmen vejer kun 233 gr. i en størrelse large, hvilket absolut er i den lave ende. Den lave vægt skyldes ABUS´ ActiCage Lite teknologi, som er en forstærkning af materialet, der giver mulighed for flere ventilationsåbninger uden at gå på kompromis med sikkerheden. ActiCage Lite teknologien i sammenspil med en in-mold støbning, hvor inder- og yderdelen er støbt sammen, giver hjelmen et let og stramt design uden at gå på kompromis med sikkerheden.
AirBreaker hjelmen findes i 18 forskellige farvekombinationer og 3 forskellige størrelser, som i alt spænder fra 51 til 62 cm. Hjelmen ligger i den dyrere ende af prisskalaen med priser fra 1.445 til 1.899 kr. alt efter, hvilken farvekombination og udbyder du vælger.
Vi har testet AirBreaker hjelmen i forhold til komfort, funktioner og sikkerhed.
Komfort
Når du skal vælge en ny hjelm, er det svært at gå efter nogle specifikke funktioner for at finde en hjelm med den rigtige komfort. Hjelmens komfort er meget individuel, og det kræver sædvanligvis, at du prøver hjelmen, måske endda på en cykeltur, før du kan konkludere, om hjelmen lige er dig. Men der kan være forskellige specifikationer ved en hjelm, som medvirker til, at der er større sandsynlighed for, at hjelmen passer dig.
ABUS´ AirBreaker har flere af disse specifikationer, som er med til at øge komforten. I nakken af hjelmen sidder et drejehjul (ABUS´ Zoom Ace) for finjustering af størrelsestilpasning. Hjulet løber let begge veje og er nemt at komme til, selv under kørsel med vinterhandsker på. Desuden kan højden på nakkebøjlen justeres inde i hjelmen, så man kan få den til at sidde det helt rigtige sted i nakken. Polstringen er meget begrænset, men lige nøjagtig nok til, at der ikke er nogen hårde kanter eller flader, når man har hjelmen på, hvilket sikre en god pasform.
Polstringen er i et stykke, og kan let tages ud af hjelmen, hvis man ønsker at vaske det. Det eneste minus i forhold til komforten er, at hageremmen ikke kan tilpasses i højden ved ørene. Dette var dog ikke et problem med min hovedform, men kunne godt være det for andre. Generelt har denne hjelm en virkelig god komfort, som passer mange forskellige hovedtyper. Den sidder utrolig let på hovedet, så man helt glemmer, at man har hjelm på. Samtidig følger den ens bevægelser og sidder hele tiden samme sted.
Funktioner
Ud over funktionerne, som er med til at øge komforten og pasformen på hjelmen, har AirBreaker hjelmen flere andre funktioner. Her i blandt er der på toppen af hjelmen et net på flere af ventilationsåbningerne over midten. Dette er medvirkende til, at der ikke kommer f.eks. hvepse ind under hjelmen, hvilket skulle være rigtig ubehageligt. Optimalt set kunne dette net også have været på flere af ventilationsåbningerne, hvilket dog formentlig ville mindske ventilationen.
Bagerst på hjelmen over drejehjulet sidder en åbning til hestehale, hvilket gør hjelmen særligt egnet til langhårede. Fordelen ved denne funktion er, at håret ikke sætter sig fast i remmene. Heller ikke hvis man ønsker at justere på drejehjulet under kørsel.
Under hagen lukkes hjelmen med en almindelige klik-funktion. ABUS har valgt en meget spinkel lukkemekanisme, hvilket gør, at den er svær at lukke og kræver tilvænning. Især hvis man har langfingret handsker på. Personligt ville jeg have valgt en magnetisk lukning, som ABUS også har på andre af deres hjelme.
Den mest opsigtsvækkende funktion ved AirBreaker hjelmen er helt sikkert ventilationssystemet, hvor luft bliver tvunget igennem hjelmen og derfor giver en utrolig god køling og dermed optimal temperatur. Hjelmen består af 11 luftindtag foran og 3 luftudgangen bagerst. De mange ventilationsåbninger giver dog ikke nogen forstyrrende modstand eller lyde ved høj fart.
Sikkerhed
Selvfølgelig lever denne hjelm op til de nødvendige CE-mærkninger for sikkerhed. Der ud over har ABUS i AirBreakeren benyttet sig af deres ActiCage Lite, som er en indbygget forstærkning i hjelmen for bedre sikkerhed og stabilitet. Samtidig har hjelmen flere forskellige funktioner, som er med til at sikre, at hjelmen sidder stabilt på hovedet uden at bevæge sig, når man kører fx de vilde rodstykker eller drop. Finjusteringen med hjulet i nakken og muligheden for at flytte nakkebøjlen, så hjelmen sidder helt perfekt, er med til at øge sikkerheden ved brug af netop denne hjelm.
Remmen under hagen er også vigtig for sikkerheden. Der er mulighed for at sætte remmen tæt under hagen uden at den generer. Spændet sidder fast på remmen og løber ikke under brug.
Kan vi anbefale hjelmen?
Alt i alt er dette en rigtig lækker hjelm, hvorfor jeg har kørt rigtig mange timer med den. Den er rigtig behagelig at have på, og man glemmer let, at den sidder på hovedet, da den sidder tæt og er utrolig let. Selv når det går stærk, eller det bumper på nedkørslerne, bliver AirBreaker hjelmen siddende i den rigtige position på hovedet.
Det er lykkedes ABUS at lave en hjelm, som man ikke kommer til at koge under, når solen står højt. Den giver virkelig god cirkulation af luft rundt om hovedet, uden at gå på kompromis med vindmodstand. Den er rigtig velegnet til XC mountainbiking, men kan også sagtens bruges til alt det andet mountainbike, vi kører. Man mærker det lige så snart, man får hjelmen i hånden – det er igen en kvalitetshjelm fra ABUS, som samtidig har et lækkert og stilrent udseende.
Det er derfor helt klart en hjelm, der kan anbefales at kigge nærmere på, når man næste gang skal kigge på ny hjelm.
Forsidebillede: Boris Beyer / Red Bull Content Pool