En hjelm skal sidde godt, den skal beskytte hovedet når vi styrter og så skal den være nem at bruge. Det må være første prioriteter for en hjelm. Derudover kommer der mange flere variabler. For når det kommer til stykket, har vi alle forskellige præferencer for, hvad en hjelm skal leve op til. Vi har testet ABUS Aventor hjelmen. Den er let, den sidder godt og sikkerheden er i orden. Læs med her.


Vores vurdering af ABUS Aventor

Test score af ABUS Aventor

Funktionalitet: 9

Design: 9

Pris: 10

Total Score: 9.3 ud af 10

Anmeldt af Jónas Thor Björnsson

Forsidebillede: Bartek Wolinski/Red Bull Content Pool

ABUS kender alle, der bare har haft en smule med cykler at gøre. De har et stort udvalg af kvalitetscykellåse, og så laver de meget andet cykelrelateret tilbehør. Når vi taler om ABUS hjelme, kender de fleste deres URBAN hjelme, som er den mest solgte hjelm i Danmark til den daglige transport. Den har tilmed vundet Tænks test for bedste hjelm. ABUS laver også hjelme til de professionelle hold, og sådan en har jeg testet. ABUS Aventor hedder den. Den bruges af mange, både dem på de tynde hjul, bedst kendt må være holdet Movistar, men de bruges også af mountainbike ryttere. Det polske Team Kross Racing med 2017 UCI-verdensmesteren Jolanda Neff på holdet, bruger også ABUS Aventor hjelmen.

Jolanda Neff ved UCI XCO World Cup i Lenzerheide, Switzerland Juli 2017 // Foto: Bartek Wolinski/Red Bull Content Pool

Hjelmen er individuel

Der er mange typer hjelme derude. De to mest sete typer, er den store runde hjelm der går ned over nakken, på engelsk kaldes den for trail hjelmen. Den har visir, og er inspireret af en fullfacehjelm, bare uden hagestykket. Den anden type hjelm, stammer fra racerverdenen. Det er hjelmen der sidder tæt på hovedet, har god aerodynamik og mindre af omfang, og så bruges den ofte af folk på racercyklen, men ses også meget brugt af mountainbikeren. Der er folk, der sværger til “trail” hjelmen, og så er der dem, der altid vil have den hurtige racerhjelm. ABUS Aventor er en racerhjelm, i mountainbikesprog kunne man kalde den for en XChjelm.

Når det er sagt, så er hjelmen individuel, og om den er den ene type eller den anden, er som sådan ligegyldigt, for når alt kommer til alt, så afhænger valget af hjelm af 3 ting: Den skal sidde godt (Komfort), den skal beskytte hovedet når vi styrter (Sikkerhed), og så skal den være nem at bruge (Funktioner). Ja, og så er der lige den fjerde karakteristik: Man skal ikke ligne en tosse, når man har hjelm på, for så gider man ikke bruge den.

Testen

ABUS Aventor hjelmen er testet fra februar til april 2018. I bund og grund er det jo ret svært at lave en hjelm test. For at kunne gøre det ordentligt, skal man jo finde den største nedkørsel på det lokale spor, og håbe på at der er træer på vej ned, eller måske nogle sten på sporet. Så skal man køre med fuld fart ud på nedkørslen og med vilje lade sig styrte ind i et træ eller ned i en sten – herefter kan man mærke, om hjelmen hjalp. Det er et uklogt valg, så det har jeg ikke gjort. Derfor går denne test på komforten, de forskellige funktioner, og så må jeg vurdere sikkerheden ud fra de tests, som ABUS har fået lavet på hjelmen.

Hjelmen har 10 luftkanaler til udluftning. Selve materialet som hjelmen er lavet af, beskyttes af en yderskal. Skallen lukker kanterne af, så man ikke beskadiger hjelmmaterialet ved brug. Hjelmen er hestehalekompatibel, og så har den plads til at sætte brillerne fast, når man skal have dem af efter turen. Den største størrelse (L), som er den, jeg har testet, vejer 280 gr. og er set til 1.000 kr.

Komfort

Man har ofte et favoritmærke inden for hjelme, blandt andet fordi det lige passer til ens hoved. Jeg kører normalt med en Scott Stego trailhjelm, så jeg skulle vænne mig til Aventor hjelmen, da det er en noget anden type en Stego’en. Det, jeg skulle vænne mig til er, at Aventor hjelmen sidder tæt på hovedet, hjelmen sidder halvanden fingerbredde over mine øjenbryn, og den ses stort set ikke, når jeg har den på. Det er en let hjelm, som bare følger med, når man drejer hovedet. Det skyldes blandt andet, at remmene har flere justeringsmuligheder, så den fuldstændig passer til hovedet. Herudover kan man justere højden på nakkeremmen i 3 indstillinger, så den passer til flere nakkeformer. Der sidder en rund justeringsskrue i nakkeremmen, hvortil der er nem adgang mens hjelmen sidder på hovedet, så den nemt kan justeres under kørsel – ABUS kalder systemet for Zoom ace. Puden inde i hjelmen er lavet i et stykke, og er i en tykkelse, der ikke generer, når man har hjelmen på. Komfortmæssigt er dette en rigtig god hjelm, som nemt passer mange forskellige hovedstørrelser, og som følger ens bevægelser, og hele tiden sidder samme sted.

Funktioner

Hjelmen har mange forskellige funktioner. Den eneste jeg har haft svært ved at teste, er hestehalefunktionen (er skaldet, red.). Men min datter med langt hår siger, at hullet sidder det rigtige sted, så hestehalen nemt kan komme ud. Yderligere tilføjer hun, at fordelen ved denne funktion er, at håret ikke sætter sig fast i remmene.

Puden, der sidder i hjelmen, er af det materiale ABUS kalder X-STATIC padding. Et materiale, der forhindrer at den kommer til at lugte af de bakterier, der udskilles, når man sveder. Der kan nemt monteres en holder til ens lampe, hvis man skal køre natkørsel. Når hjelmen sidder så tæt på hovedet, så gør det, at lampen ikke har den store betydning for komforten.

Sikkerhed

Hjelmen lever op til de sikkerhedsstandarder, den skal. Det burde være nok for at vide, at man er godt beskyttet. ABUS har for yderligere sikkerhed indbygget et “bur” de kalder Acticage. Det ligger som et bur inde i hjelmmaterialet (ses som den det røde skelet inde i hjelmen), og sikrer hovedet ved styrt. Hjelmen holdes på plads på det rigtige sted på hovedet, hvilket også højner sikkerheden.

Dette sker ved en kombination af pudens form, nakkeremmen med skruen, der kan justeres til at passe på hovedet, og så hageremmen. Hageremmen kan justeres under øret, sådan at den trækker hjelmen på plads under kørsel. Remmene løber ikke i lukningen under hagen, og dermed sidder hjelmen rigtigt ved styrt.

Kan den anbefales?

Ja, den kan i høj grad anbefales. ABUS Aventor har høj komfort, den sidder rigtig godt på hovedet, og remmene holder den fint på plads, også når det går hurtigt ned af et humplet spor. Selvom hjelmen sidder tæt til hovedet, er der plads til en tynd hjelmhue, så man kan holde varmen i det kolde vejr. Nakkeremmen kan justeres sådan, at hjelmen ikke presses ned i panden, når man står i sin grundposition (attackposition) på cyklen, med hovedet pegende frem. Sikkerhedsmæssigt lever hjelmen op til alle standarder, og har et bur indbygget, der forstærker hjelmens holdbarhed ved styrt. Flere andre hjelme kommer med MIPS (det lille gule indlæg der skal skabe ekstra sikkerhed ved styrt), men det har ABUS valgt ikke at bruge i denne racerhjelm.

ABUS har valgt at skabe en så let hjelm som muligt, og derfor har de valgt ikke at sætte MIPS i denne hjelm. Man kunne så spørge, om det ikke er, at sætte vægt over sikkerhed. Men til det svarer ABUS, at effekten ved MIPS indlægget ikke er veldokumenteret. Kigger man rundt på hvad andre producenter af cykelhjelme gør, så virker de til at være enige. Der produceres både tophjelme med og uden MIPS, så der er både til dem der tror på MIPS, og dem der ikke tror på MIPS. ABUS producerer også hjelme med MIPS i.

Alt i alt er min dom klar, dette er en rigtig lækker hjelm, også selvom man er vant til at bruge en trialhjelm. Den er rigtig velegnet til XC ræs, men kan også sagtens bruges til alt det andet mountainbike vi kører. Det er en kvalitetshjelm, hvilket man straks mærker når man får den i hånden og på hovedet. Den bliver svær at slide op, så prøv den næste gang, du skal have ny hjelm.

Når nu vi har testet en XC orienteret hjelm fra ABUS, skal vi selvfølgelig også teste deres top trail hjelm – nemlig deres MONTRAILER ACE MIPS. Så det går vi gang med så snart den er tilgængelig.