Vores vurdering af Sugoi RSX neoshell

Test score af Sugoi RSX neoshell

Funktionalitet: 10

Design: 9

Pris: 8

Total Score: 9 ud af 10

Anmeldt af Lasse Klausen

Det danske vejr var i 2017 mildt sagt ret dårligt, og det var et af de vådeste år nogensinde herhjemme. Derfor har man brug for en god regnjakke eller vinterjakke til de våde og kolde måneder i skovene. Der findes rigtig mange regnjakker på markedet, men det kan være svært at finde den helt perfekte kombination af vandtæthed og åndbarhed. De billigere regnjakker kan have en nok så høj vandtæthed, men hvis de ikke er åndbare bliver man fuldstændig gennemblødt af sved inde fra, og så er det lige meget om det også regner.

Vi har testet RSX Neoshell regnjakken fra amerikanske Sugoi. RSX modellen er lavet specifikt til mountainbike, imens RSE modellen er lavet til landevejscykling.

Sugoi RSX Neoshell jacket

Det unikke ved denne jakke er, at Sugoi har brugt stoffet, “Neoshell” fra firmaet, Polartec til at lave jakken. Polartec påstår, at deres Neoshell membran er en af de mest åndbare tekstiler i verden og samtidig vind- og vandtæt.

Det har de opnået ved at have opfundet Neoshell membranen og lagt denne ind imellem 2 lag. Det yderste er vind- og vandtæt, imens det inderste er blødt og behageligt. Polartec siger, at denne kombination giver et stof, som holder vind og vand ude, imens det lader kroppen ånde ved et lavere indvendigt tryk end andre tekstiler. Neoshell bliver ikke kun brugt til cykling, men også til skitøj, vandretøj og regntøj mv.

Sugoi har en eksklusiv aftale med Polartec omkring anvendelse af Neoshell stoffet inden for cykling.

Du kan se et eksempel på åndbarheden her:

Jakken fås i matsort med røde lynlåse. I fronten sidder en klassisk robust lynlås med en stormflap indenunder, så der ikke kan komme vind ind. Forrest på begge sider er der 2 store og gode lommer med lynlås, hvor du kan have lidt snacks osv. I den ene lomme er der et hul til høretelefoner.

I begge sider af jakken sidder yderligere 1 lynlås lomme cirka ud for hofterne. Sidelommerne er lidt mindre, men kan også bruges til opbevaring af mobiltelefon mv. Det smarte ved sidelommernes placering er, at Sugoi har placeret dem således, at de ikke sidder i vejen for stropperne fra en rygsæk. Du kan altså stadig bruge lommerne, hvis du har en rygsæk på og det er smart!

Jakkens indvendige syninger er tapede for at forhindre, at vand kommer ind. Jakkens ærmer kan ved håndleddene let justeres ind via velcrostropper og hætten kan tages af, hvis man ikke har brug for den. Hætten kan strammes ind bagpå og foran, så den slutter tæt. Det samme kan selve jakken i bunden, hvor elastikker justerer livvidden.

Pasform

Den testede model var en størrelse large og den passede perfekt til mine 184 cm og cirka 78 kg. Jeg bruger normalt large i almindeligt tøj, så man burde altså kunne gå ud fra dette, når man vælger størrelse. Jeg havde rigeligt med længde på ærmerne og jakken sad lidt til, men stadig med plads til 2-3 lag tøj indenunder.

På sporet

Jeg følte mig med det samme godt tilpas i jakken, og den var meget behagelig at have på. Kraven ved halsen var foret med en blød fleece og derfor kunne den godt være lynet helt op uden at irritere. Jakkens kvalitet var helt i top og Neoshell materialet føltes lækkert og behageligt at have på. Den sad tilpas tæt, men jeg kunne stadig bevæge mig rundt i den på cyklen og den flagrede ikke ved høj fart.

Jeg er personligt stor fan af lommer, og derfor var jeg glad for, at jeg havde rigeligt med plads til mobiltelefon, nøgler og en snack eller to. Jeg havde endda også et multiværktøj i en sidelomme uden at det irriterede det mindste.

På den første tur blev jakken kastet ud i 45 minutters stille regnvejr og det klarede den til perfektion. Jeg blev som forventet ikke våd på grund af regnen, og jakken føltes tilpas mht. varme. Den pågældende dag var der cirka 5 grader, og jeg havde en Outwet Subzero (Læs test her) undertrøje indenunder. Denne kombination var perfekt til mig, og da jeg kom hjem var jakken praktisk talt tør indeni! Jeg var meget imponeret over dens åndbarhed, og jeg synes, at den var mere åndbar end min Endura MTR Emergency Shell, som har en åndbarhed på 40.000.

Jakkens hætte kunne ikke dække hele min hjelm, men jeg har også et stort hoved og bruger xl. Derfor vil jeg ikke klandre jakken for dette. Den dækkede stadig så meget, at jeg ikke fik vand ned i panden og det var det vigtigste.

Jeg brugte også jakken som vinterjakke og heriblandt kørte jeg cirka 1,5 time i minus 2 grader med en uld undertrøje og et mellemlag. Jeg havde igen ingen problemer med at holde varmen, og jakken var stadig meget åndbar. Den føltes selvfølgelig lidt varm på de længere opkørsler, men det føltes som om, at jeg hurtigt kom af med varmen, når pulsen faldt igen.

Jeg har i testperioden vasket jakken 4-5 gange med sportvaskemiddel. Der er forskellige holdninger derude om, hvor meget eller hvor lidt man skal vaske en regnjakke. Jeg har personligt den holdning, at jeg ikke køber en jakke til mountainbike, som ikke kan holde til at blive vasket. I testperioden har jeg ikke oplevet nogen problemer vedrørende vask. Hyppig vask vil selvfølgelig slide på vandtætheden, men man kan jo bare imprægnere jakken igen ved at vaske den med imprægnerings middel.

Konklusion

Jeg har været rigtig glad for RSX jakken, og er imponeret over dens åndbarhed, som jeg synes er bedre end min regnjakke fra Endura. Åndbarheden er netop en af de vigtigste egenskaber for mig med sådan en jakke. Derudover er den lavet i en lækker kvalitet og designet passer godt til mountainbike. De fire lommer er praktiske. og dækker alle mine behov for opbevaring.

Prisen er i den højere ende af segmentet ala Endura MT500 og ION’s jakker, men på baggrund af dens rigtige gode egenskaber synes jeg, at den er pengene værd.

Pris: Set til imellem 1999-2399 kr. på danske hjemmesider.

Jakken er venligst stillet til rådighed af Sugoi.