Test: SRAM GX Eagle 1×12


Vores vurdering af Test: SRAM GX Eagle 1x12

Test score af Test: SRAM GX Eagle 1x12

Funktionalitet: 9

Design: 9

Pris: 10

Total Score: 9.3 ud af 10

Anmeldt af Jónas Thor Björnsson

Vi er forbi det punkt hvor 1×11 (1 gange 11) var nyt og eksotisk. Nu kører de fleste med 11 klinger på kassetten, og kun en klinge foran. Nu undrer man sig over, hvorfor dem der stadig har 2 eller 3 klinger foran, ikke får skiftet til 1×11. Gad vide om vi om et par år undres over, hvorfor dem med 1×11 ikke kører med 12 klinger på kassetten. Vi har testet en af de geargrupper med en klinge foran og 12 klinger på kassetten, en geargruppe der ikke koster det samme som ens første mountainbike – vi har testet SRAM GX Eagle.

SRAM har været firstmovers, når det drejer sig om gearsystemer med et klingede kranksæt. Derudover må man give dem æren for, at gøre 1×11 opsætningen folkelig med blandt andet deres SRAM NX serie. Men når man snakker 1×11 geargrupper er SRAMs xx1 serie legendarisk og uhyggelig dyr.

Men man kan ikke fuldstændig give SRAM æren for at være firstmover på 1x geargrupper – altså geargrupper med 1 klinge foran. For i downhill sporten har man længe kørt med en klinge foran. F.eks. havde Shimano Saint gruppen allerede en klinge foran i 2008. Nå nok om det, SRAM har revolutioneret cross country (XC) mountainbike sporten med deres 1×11 geargrupper, og nu er de så begyndt på deres 1×12 geargrupper, altså med hele 12 klinger på kassetten.

SRAM GX Eagle kommer som standard med en 32 tands klinge på kranksættet og en kassette på 10t-50t på kassetten. Prisen ligger for hele sættet med krankset på mellem 3.500 og 4.000 kr.

“Én klinge foran har jeg ikke ben til”

Den har man hørt mange gange, og det kommer oftest for dem, der aldrig har prøvet netop en klinge foran. Det afhænger helt klart af benene der træder og gearingen på cyklen. Laver man en sammenligning mellem en gearopsætning på en 2×10 (22t-36t foran og 10t-42t bagpå) og en SRAM GX Eagle, så kan man sige at det kræver lidt ekstra i benene at køre med en klinge foran.

Her ses top fart og laveste fart ved et tråd på 100 omdrejninger pr. minut med en hjulstørrelse på 27,5. Det ses at laveste fart på 2×10 er kombinationen 22t foran til 42t bag på, hvilket giver en fart på 6,8 km/t. Ved en Eagle (1×12) gearingen med 32 t foran og 50t bag på er laveste fart 8,3 km/t. Man kan altså sige, at man kan køre langsommere ved 2×10 gearingen, og populært sige at det kræver mere krudt i benene, at køre med en klinge foran.

Hvad betyder alle tallene

Når man taler om størrelserne på en klinge, måles den altid i antal tænder. Holder den forreste klinge i samme størrelse, så vil den lille klinge på kasetten give høj fart, mens den store klinge på kassetten vil give lav fart, men gode klatreevner.

Laves samme beregning hvor der sidder en 24T på 2×10 kranksættet, så er laveste fart 7,3 km/t, og så begynder de at nærme sig hinanden, og så begynder argumentet om de stærke ben at smuldre. Topfarten har selvfølgelig også noget at sige, og her kører 2 klingesystemet hurtigere. Så kigger man isoleret set på denne beregning, det vil sige at alle fordele og ulemper tages ud, så er 2×10 systemet bedst. Men kigger man på opsætningen hvor alle fordele og ulemper tages med, så er 1×12 klart at foretrække.

Det skal dog nævnes, at de fleste systemer med 2 klinger foran kommer med 10 klinget kassette. Gearingen på denne kassette er oftest med mindste klinge på 11t – altså f.eks. 11-36. Derved hugger man en del af topfarten, og så er det lige pludselig ikke så givtigt med 2 klinger foran.

GX Eagle har med sin store kassette rigtig mange muligheder for valg gearing. Ved at sætte en 34T klinge foran, har man stadig samme gearing som en SRAM GX 1*11. Men gearingen bliver helt anderledes. Man opnår en meget bedre sammenhæng mellem de enkelte klinger på kassetten, mens man samtidig opnår en større topfart. Tænker man så, det har jeg ikke ben til, så skal man prøve det, og man vil finde ud af, at det har man ben til alligevel.

Hvorfor så Eagle ?

Man kan sige, at det kunne være rart med en 22 tands klinge foran og en 50 tands klinge bag på, så kunne man jo komme op over alt. Men det ville give nogle ulemper.

For det første ville man køre så langsomt i letteste gear, at man ville vælte, da man ved 60 omdrejninger i minuttet ville køre 3,6 km/t. For det andet så vil man med så små vinkler, som en 22 tands klinge foran giver, opleve at kæden foran i tilfælde med mudder ikke slipper klingen foran, og laver det man med et engelsk udtryk kalder chainsuck – og så kører man ikke længere. For det tredje får man mere plads ved venstre hånd, hvilket giver muligheder for f.eks. en remote lockout, der sidder under styret i venstre side.

Sram GX Eagle kassettePå den anden side, og er man overbevist om at benene er store nok til at køre med en klinge foran, er der fordele ved en Eagle opsætning sammenlignet med en 1×11 opsætning. En fordel er, at topfarten øges. Dette skyldes, at man kan øge størrelsen af den forreste klinge, uden at miste bundfart. Derudover må man som en af de rigtig store fordele sige, at man får større frirum mellem klinge og underlaget, hvilket bare gør det nemmere at forcere forhindringer i sporet.

En klinge foran er også at foretrække for de unge på mountainbike. 18 eller måske hele 27 gear at vælge i mellem for et barn, er fuldstændig uoverskueligt. Spørger du dit barn om de skifter foran, vil flere sige, at det gør de aldrig. Derfor bør man finde en klinge foran, måske  28T eller 30T og så i hvert fald 11 gears kassette, så har de 11 gear at vælge i mellem, og de dækker hele spektret.

Topfarten øges

Fordelen ved at have en stor 12 klinget kassette monteret, kommer til udtryk i topfarten. Sætter man en større klinge foran, opnår man en større topfart, samtidig med at man ikke mister den lave gearing, til at kravle op af de slemme bakker. Herunder er lavet en sammenligning mellem en opsætning med en 32 tands klinge foran, og en 36 tands klinge foran.

Det er tydeligt at se, at ved 100 omdrejninger pr. minut opnås stadig mulighed for at køre langsommere i lavest gear (36T x 50T). Men læg så mærke til topfarten ved de samme omdrejninger, og i det tungeste gear (36t x 10t), den er hele 5 km/t hurtigere. Altså rent beregningsmæssigt mister man ikke noget ved en større klinge foran, når man kigger på kravlegearet, mens man vinder en masse på topfarten. Det er i sig selv en kæmpe fordel ved de nye 1×12 opsætninger.

Kvaliteten

I første omgang blev testcyklen – en Scott Spark 730 (27,5′) sat op med et vrideskiftegreb, det såkaldte Gripshift. Jeg havde oplevet en tommelfinger, der var overbelastet efter mange skift med en trigger-skifter. Det positive ved den opsætning var, at tommelfingeren ikke gør ondt mere, det var virkelig godt mod den overbelastning. Det at vende sig til et vridegreb var intet problem, og det fungerede fint at skifte i hvert fald for mig.

Men jeg oplevede med vridegrebet ikke det der præcise og hårde skift som SRAM er kendt for. Hvilket har medført, at der nu igen er kommet en triggerskifter på. Med den har jeg igen fået de super præcise og hårde skift, som man bare gerne vil have når man vælger SRAM.

Sram GX eagle klinge

Nu hvor jeg lige er ved skifterne, så er der en verden til forskel på GX trigger skifteren og X01 skifteren, der er den næste skifter i modelrækken. GX versionen koster 230 kr., mens X01 skifteren koster 900 kr. GX skifteren virker ganske fint, og gør det den skal. Vil man lave en forbedring, så start med at skfite til en X01 skifter, den giver flere indstillinger, og så er kvaliteten bedre.

Bagskifteren er ganske holdbar, og fungerer som den skal. Den rager langt ned af hjulet, hvilket kan gøre den en smule mere sårbar end en kortere bagskifter. Under testen blev der noget oftere end normalt, pillet blade og andet ud ved det nederste pulleyhjul, men det kan jo være den våde vinter vi har haft, der er skylden i det.

Som med 1×11 fra SRAM så oplever man også her på Eagle modellen, at kæden sidder stramt til. Jeg har ikke oplevet at kæden raslede eller helt faldt af under nedkørsler med mange drops og andet. Derudover bliver den også siddende, når man snurre baglæns, selv når kæden sidder på den største klinge.

På sporet

Har man kørt med 1×11 eller 1×12, så er det de færreste der vil skifte tilbage. Det er bare nemmere, det giver en bedre oplevelse og så undgår man alt det omkring chainsuck, forskifteren der slider på og de mange andre irriterende oplevelser man har haft med en forskifter.

Når man kører på sporet, er der ikke den store forskel mellem at have 11 eller 12 gear. Det er først i yderpunkterne man oplever forskellen. Når man kører på den største klinge bagpå, kan man godt opleve at kæmpe med balancen, hvis der ikke er nok tryk i pedalerne. Det vil sige, hvis hældningen ikke er stor nok. på min første testtur oplevede jeg, da jeg ramte den første alvorlige stigning, hvor jeg havde revet kæden op på største klinge bagpå, at jeg mistede balancen. Den bakke jeg altid tager, blev jeg nødt til at sætte foden ned. Der var simpelthen for lidt tryk på kæden, hvilket resulterede i at jeg hjullede rundt, og mistede balancen.

Sram gripshiftMen når man lige har vendet sig til det lave gear, og finder en klingestørrelse foran der passer, så giver det virkelig den ekstra fart, uden at miste muligheden for at mangle gear på vejen op. Og beholder man standard opsætningen med 32 tænder foran, så får man virkelig god hjælp når det går op.

Så hos den hurtige og lette XC rytter vil man nok oftest se en opsætning med 34 eller 36 tænder på klingen foran, mens den tunge XC motionist, nok oftest vil have en 32 tænders klinge monteret foran. Uden det dog ikke kan være modsat. For mange af de cykler der køres på ude på sporerne i Danmark, er ikke fuldblods XC cykler. Men nærmere noget der ligner enduro, med mellemlang vandring for og bag, en geometri der ikke altid indbyder til at køre op, og så har man måske endda store hjul i plusstørrelsen. Her kommer den store 50T klinge til god hjælp når det går op. Så er det lige meget med topfarten, når det går lige ud.

Konklusion

Efter omkring 1.000 km. med SRAMS GX Eagle kører de stadig som de skal. Der er slid, det kan man ikke undgå, men der er mange km. i den endnu. Det er nyt, men med GX versionen af Eagle, er 1×12 næsten for alle. Jeg er vild med Eagle versionen af GX, og det er klart en forbedring på min cykel. Så ud og kig på det, prøv en cykel med det, og køb det hos din lokale cykelhandler.

Tak til Cycle Service Nordic for at stille gruppen til rådighed for en test. Lige så stor tak til Fri Bike Shop i Viborg, for at klare monteringen og justeringen, og alt det jeg nu kommer med. De er altid glade og klar med det gode service.

Kilde til beregninger: MTBCrossCountry gear calculator



Skrevet af Jónas Thor Björnsson

Jeg har kørt mountainbike siden starten af 90'erne. kører så meget jeg kan, og kan godt lide når det bliver rigtig teknisk - grusvejen gider jeg ikke.

Se flere artikler

3 kommentarer

  1. God læsning da jeg står for at skifte mtb, men er i tvil om det skal være med fuld affjedring eller som nu kun på forgaflen.

  2. Meget inspirerende læsning 🙂 Jeg står selv for at skal skifte / opgradere geargruppe, så super med nogle hands-on erfaringer. Har pt. Shimano Deore 3×10 og overvejer enten GX eller NX Eagle fra SRAM. Har I overvejet at teste NX’eren og ved I om det er muligt at lave en “direkte” udskiftning fra Deore’n?

    1. Hej Anders,
      Vi har ikke nogen planer om lige nu at teste NX Eagle – men måske er der noget på vej 🙂 Om du kan lave en direkte udskiftning af deoren, skal du spørge din cykelhandler om. Det er de aller bedst til.
      Jónas Thor Björnsson

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *