Test: Scott Trail Flow shorts
Vi har hen over sommeren haft mulighed for at teste et par Scott Trail Flow shorts, du kan læse anmeldelsen herunder.
Vores vurdering af Scott Trail Flow shorts
Funktionalitet: 8
Design: 7
Pris: 7
Total Score: 7.3 ud af 10
Anmeldt af Jesper Hedegaard GrønlykkeEt par gode mountainbike shorts er “must have” i enhver mountainbikerytters arsenal af udstyr. Vi har set nærmere på et par mountainbike shorts fra Scott, nemlig deres Scott Trail Flow shorts. Du kan læse testen herunder, og se om de også skal være i dit arsenal af tøj til sporten.
Scott
Scott er et af de største mærker på cykel scenen, og har man blot stiftet en smule bekendtskab med mountainbike verdenen, så er deres navn velkendt og velanset. Ofte er det deres cykler vi hører om, men i dag er det altså et par flotte trail shorts vi har fået til test. Oprindeligt startede Scott som et lille firma i 1958 da Ed Scott opfandt skistaven lavet af aluminium, derefter har firmaet støt vokset sig større og spredt sin produktion til blandt andet mountainbike sporten.
Scott Trail Flow shorts
De testede shorts består af selve Trail flow shortsene og så en inderbuks med pude (Trail Padding Men 2019). For at starte indefra, så får med et par inderbukser med i købet. De er ganske gode og sikre at man kan holde til en lang dag på sporet. Modellen af inderbuks går igen hos flere andre MTB Shorts fra Scott og vi har heller ikke noget negativt at sige om dem.
Ser vi på selve Trail Flow shortsene er der tale om et par flotte shorts i moderne design. Scott fremhæver tre teknologier som er brugt i shortsene, det er DRYOzone, DUROxpand og DUROshade.
DRYOzone
DRYOzone er navnet på Scott’s vandafvisende teknologi som presser vand ud af stoffet og dermed beskytter det mod mætning og holder dig tør under våde forhold. Hvordan shortsene fungerer i kraftig regn kan du læse om i testen herunder.
DUROxpand
Stoffet som bruges til shortsene er vævet på en sådan måde at stoffet kan give sig i fire retninger, hvilket ifølge Scott, giver større frihed til at bevæge sig på cyklen.
DUROshade
Endeligt beskytter shortsene dig også mod skadelige UV-stråler fra solen idet stoffet skærmer dig mod disse.
Design og materialer
Designerne af shortsene har arbejdet meget med at lave dem, så de fremstår meget simple, lommerne er således “gemt” bag et lag stof for at dække over lynlåsen. Stoffet er lavet af Polyamide og Elastane.
Stoffet i lommerne er lavet som et tæt vævet net, fordelen ved dette er at snavs og sandkorn ikke bliver liggende i lommen men ryger ud igen. Oppe i livet er der sat et bælte som er forsynet med velcro, det gør at hvis bukserne er købt for store kan de justeres lidt ind.
Test
Når vi på MTBX modtager produkter til test, så bliver de testet under realistiske danske forhold og de bliver udsat for det slid som man normalt ville kunne forvente på mountainbike tøj. Shortsene fra Scott har været testet i perioder med varmt vejr og andre perioder hvor det har regnet – med andre ord, en helt almindelig sommer.
Og som det kan ses på nogle af billederne fra testen, er shortsene ikke blevet sparet.
På varme dage, har shortsene været virkeligt behagelige at have på. De er luftige og lette, men på samme tid virker de stærke i stoffet. Jeg kom lidt for tæt på et brombær krat med shortsene, men kunne overhovedet ikke se det efterfølgende. Så til trods for det lette udtryk er stoffet stærkt.
Den danske sommer er som regel også våd, så vi har naturligvis også testet shortsene i regnvejr. Shortsene er fra fabrikanten beskrevet som værende vandafvisende, og det er de bestemt også – til en hvis grænse. En af dagene, hvor det var kraftig regn kunne stoffet ikke afvise al vandet og de blev gennemvædet.
De tørrede dog virkeligt hurtigt igen. Det gjorde at jeg havde ikke fornemmelsen af at køre rundt i våde shorts resten af turen. Jeg vil dog ikke anbefale, at man bruger shortsene på dage hvor det regner kraftigt. De klarer fint en enkelt byge, men dagsregn bliver nok for meget for den vandafvisende overflade på stoffet.
Alt i alt klarede de testen ganske fint og skal du ud og forny garderoben, så er Scott Trail Flow shorts et godt valg. De fås i flere forskellige farver.
Vurdering
Shortsene er set til priser omkring 590 kr, hvilket er en ok pris kvaliteten taget i betragtning.
Positivt
- God pasform
- Fleksible
- God inderbuks
Negativt
- Lomme på lår ikke med lynlås
- Kun en bukselomme
- Kan ikke modstå vand i større mængder
Mere fra Scott
Vi har også for nyligt lavet en anmeldelse af Scotts svar på en trail sko: Scott MTB AR BOA