Test: Peaty’s Sealant tubeless væske

Der findes mange forskellige tubeless væsker til dit tubeless setup og vi har alle hver især vores yndlingsmærke. Nu er der kommet en ny spiller på markedet fra mærket, Peaty’s, og Coolmtb.dk er en af de få i Danmark, som forhandler deres produkter.

Peaty’s er grundlagt af den tidligere downhill rytter, Steve Peat, som stoppede i 2016. Han gik sammen med en masse kloge ingeniører for at skabe den bedst mulige tubeless væske og den hedder Peaty’s Tubeless Sealant.

Peaty’s Tubeless Sealant

Hvorfor skulle den så være bedre end de andre? Peaty’s siger, at deres væske holder sig flydende i længere tid end andre produkter og den laver ikke klumper eller kugler inde i dækket. De har tilsat nogle “Nano platelets” til væsken, som skal hjælpe med at tilstoppe større huller og flænger i dækket. De blå “Nano platelets” ligner glimmer og væsken ser efter min mening ret fed ud. Jeg har ikke set lignende i andre tubeless væsker.

Væsken er ikke giftig og fri for sundhedsskadelige stoffer, så du kan altså håndtere det med god samvittighed. Det hele er bionedbrydeligt og hvis du spilder væsken kan du uden det store besvær tørre den af med en fugtig klud.

Installation

I forbindelse med testen skulle jeg samtidig for første gang konvertere til tubeless setup. Derfor valgte vi, at både Kasper fra redaktionen og jeg skulle teste produktet, da Kasper havde kørt med tubeless setup i mange år. Coolmtb sendte en 1 liters flaske og en lille “trail pouch” til os begge to.

Workshop flasken indeholder 1 liter væske og koster 249 kr. ved Coolmtb. På flaskens side er der måleenheder, således, at det er nemt at dosere væsken. Der står også de anbefalede mængder til forskellige hjulstørrelser. Flaskens tud kan skæres til, så den passer direkte ind i en ventil, hvor ventilkeglen er taget ud. Så slipper du for at skulle åbne dækket og hælde væske i eller fylde væsken igennem ventilen med en sprøjte.

Læs også Kaspers guide til Tubeless setup her

I forbindelse med min konvertering til tubeless var der ikke nogen problemer med håndteringen af væsken. Jeg havde på daværende tidspunkt ikke et værktøj til at fjerne ventilkeglen og derfor hældte jeg væsken i dækket og lukkede det bagefter. Ifølge anbefalingen på flasken skulle der 80-100 ml væske i et 29″ dæk og jeg hældte 100 ml i dækket. Da dækket blev pustet op var der en mindre utæthed ved fælgens samling. Da jeg rystede dækket for at fordele væsken fortsatte utætheden. Jeg satte hjulet på cyklen og rullede hjulet rundt, hvorefter utætheden hurtigt blev stoppet. Derefter var dækket tæt og jeg har efterfølgende ikke haft nogle problemer.

Da jeg havde monteret mit bagdæk opdagede jeg desværre, at sidevæggen havde to udposninger og det var tydeligvis en produktionsfejl. Forhandleren sendte derfor et nyt dæk til mig og det var jo en passende anledning til at se, hvor renlig væsken var. Da jeg fik bagdækket af kunne jeg se, at hele indersiden var dækket af væsken og selv om jeg prøvede at være forsigtig kom der selvfølgelig væske på dæk og fælg. Det var dog nemt at tørre af med en fugtig klud. Fælgen var stadig en smule klistret, men det forsvandt helt, da jeg efterfølgende vaskede cyklen efter en tur i skoven. Så væsken er altså ikke svær at fjerne, hvis du spilder!

Kasper havde også fået brugt væsken i forbindelse med nogle nye dæk. Han syntes, at væsken var mindst lige så god som andre tubeless væsker, men den var en smule tykkere end hans normale væske. Han vidste dog ikke, om det ville være en fordel eller ulempe.

Trail Pouch

Peaty’s har også lavet en smart “Trail Pouch”, som er en 120 ml blød flaske med væske i. Den kan du tage med i rygsækken og bruge i skoven, hvis du skulle være så uheldig at få en skade på dækket, som kræver ekstra væske. Flasken er igen opdelt med måleenheder, så det er nemt at dosere dens indhold. Dens studs kan presse ned over en ventil eller fyldes direkte i dækket igennem et eventuelt hul. Flasken kan genbruges og det opfordrer Peaty’s også til på deres hjemmeside.

Demonstration af væsken

Jeg var så “heldig” ikke at punktere eller få skader på dækket i de cirka 2 måneder, som jeg testede væsken. Jeg kan selvfølgelig ikke udelukke, at der har været mindre punkteringer, som væsken har lappet, men jeg har ikke set tegn på det. Derfor har jeg fundet denne video på Instagram, som viser væskens evner til at lukke huller.

På sporet

Nu skal denne test ikke handle for meget om fordele og ulemper ved tubeless, men for pokker, hvor er det godt! Selv om jeg ikke fik den store vægtbesparelse(kommer bl.a. an på dækvalg) efter konverteringen kunne jeg tydeligt mærke, at det var lidt nemmere at træde i pedalerne på lige strækninger. Når det gik nedad kunne jeg klart mærke, at cyklen rullede meget hurtigere end tidligere og det var en fornøjelse! Derudover kunne jeg køre med lidt lavere dæktryk = mere greb. Jeg kunne også mærke, at dækket ikke var så stift i toppen og det havde nemmere ved at “flade” ud, hvilket også gav mere greb.

Jeg har ikke haft problemer med tilstoppede ventiler eller væskelækage. Der har periodisk sprøjtet en bitte smule væske ud af ventilen, når jeg fx pumpede dækkene op, men det kunne jeg nemt tørre af pumpehovedet. Derudover har jeg ikke haft nogle problemer med væsken og den har bare passet sig selv, hvilket jo også er meningen.

I løbet af testperioden har Kasper testet adskillige dæk fra bl.a. Schwalbe og i den forbindelse har han ikke haft nogle problemer med væsken ved montering osv. Han kan ikke sige noget negativt om den og den er nem at arbejde med.

Jeg har som tidligere nævnt testet væsken i cirka 2 måneder fra efteråret og ind i vinterperioden. Jeg har åbnet dækket efter de 2 måneder og væsken ser præcis ud som ny. Jeg kunne ikke se nogen begyndende udtørring og væsken var stadig fordelt i dækket og klumpede ikke.

Konklusion

Væsken efter 2 måneders brug

Det er altid forfriskende med nogle nye konkurrenter på cykelmarkedet, som kan give lidt indspark og konkurrence til de allerede etablerede mærker. Jeg kan egentlig godt lide Peaty’s og deres produkter, fordi jeg synes, at de har gjort tingene ordentligt og lavet et fedt produkt fra et nystartet firma, som kan hamle op med de “store drenge”. Jeg synes det er spændende, at de har brugt “nano platelets” i væsken og det virker som et kvalitets produkt, hvor der også er fokus på miljøet. Det er super nemt at bruge væsken og 1 liters flasken er nem at håndtere og dosere ved montering. Man kommer nok aldrig helt uden om at spilde lidt væske og derfor er det nemt, at Peaty’s kan tørres væk med en fugtig klud.

Jeg har ikke set noget til væsken efter montering og der har ikke været nogle problemer med den. Den har gjort præcis det, som den skulle.

Prismæssigt er prisen på 249 kr. for 1 liter væske i forhold til flere af konkurrenterne ret skarp. De fleste producenter har kun 150-250 ml flasker og ved Peaty’s får man altså en hel liter, som kan holde i rigtig lang tid!

Peaty’s tubeless sealant er venligst stillet til rådighed af Coolmtb.dk



Vores vurdering af Peaty's tubeless sealant

Test score af Peaty's tubeless sealant

Funktionalitet: 9

Design: 9

Pris: 9

Total Score: 9 ud af 10

Anmeldt af Lasse Klausen

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *