Nu nærmer temperaturen sig frysepunktet, så det gælder om at klæde sig godt på. Vi har kigget nærmere på et par vinterhandsker fra OnGear, som skulle være særlig velegnet til de kolde og blæsende dage på cyklen.


Vores vurdering af OnGear vinterhandsker

Test score af OnGear vinterhandsker

Funktionalitet: 8

Design: 7

Pris: 9

Total Score: 8 ud af 10

Anmeldt af Lars Bachmann

Egentlig vil jeg helst cykle uden handsker, men i takt med at temperaturen falder, så gælder det om at have nogle handsker som kan holde fingrene varme. Udover det ubehagelige i at fryse fingrene, så giver det også udfordringer med at skifte gear og bremse, hvis fingrene er stivfrosne.

Vi har testet handskerne i temperaturer fra -2 til +5 grader, og her var der ingen problemer med at holde varmen og førligheden i fingrene. Faktisk er jeg ret sikker på at de sagtens kan klare et par frostgrader mere uden problemer.

Funktionalitet

Handskerne vinder nok ingen designpriser, men gør det de skal. Den model vi har testet er en HiVis model (High Visibility), hvor hele oversiden har en fluorescerende gul farve. Det giver en ekstra sikkerhed på transportstykker, eller hvis du for eksempel bruger handskerne til pendling eller gravel ude på offentlige veje. Handsken er en lang model, hvilket betyder at den går et godt stykke op af håndleddet, og lukkes med velcro. På indersiden har alle finger nogle silikone striber, så du har et godt greb i bremser, drikkedunk etc.

På tommelfingeren er der et stykke med fleece, som er særlig velegnet, hvis du har behov for at tørre næsen. Derudover er både pegefinger og tommeltot touchskærm kompatibel.

De fleste cykelcomputere som f.eks. Garmin har mulighed for at du kan indstille følsomheden på berøringsskærmen. Så et godt tip, er at indstille den til “Høj”, her i vinterperioden hvor du bruger handsker. Det gør det nemmere at betjene din enhed med handsker på.

Test af OnGear vinterhandsker i -2 grader

Pris og kvalitet

Handskerne fra OnGear har en vejledende pris på kr. 249,- (Sælges lige nu til kr. 229,-) og er i den “billige” ende af hvad vinterhandsker normalt koster. Kvaliteten virker ganske fornuftig, og syningerne er godt skjult, og generere ikke på nogen måde. Handskerne er vind- og vandafvisende, og har under testen klaret et par timer med let regn uden problemer.

Så mangler du et par vinterhandsker, og kan du leve med de ikke matcher cyklen, men der i mod, giver ekstra synlighed i trafikken, så er disse HiVis handsker fra OnGear et godt bud.