Bliv vinterklar – Komplet vintertøj for under kr. 1.500,-
Kan man opgradere vinter garderoben med nyt cykeltøj uden at bruge hele opsparingen? Vi har forsøgt at finde det bedste vintertøj med et budget på kr. 1.500,-
Nu begynder efteråret, og inden vi har set os om, så begynder det at blive rigtig koldt uden for. Det kan for nogen betyde at cyklen ikke kommer så meget ud, men det er bare et spørgsmål om at klæde sig rigtig på.
Med den rigtige vinter påklædning, kan du sagtens tilbringe flere timer på cyklen i frostvejr, uden at blive kold, våd og klam.
Så vi satte os for at undersøge om man kan få en komplet vinter garderobe for under kr. 1.500,-
Når det er koldt uden for, er det vigtigt at have flere lag tøj på. Men vi kan ikke anbefale at du bare tømmer garderoben, og klæder dig i alt for mange lag. Det er nemlig vigtigt at man ikke bare holder den kolde luft ude, men også får transporteret sved og fugt væk fra kroppen. Så lad os starte med det inderste lag.
Svedundertrøje
En god svedundertrøje, sørger for at transportere fugt og sved væk fra kroppen, så du bedre kan holde varmen. Vi har udvalgt en Rogelli Chase svedundertrøje med lange ærmer og en god elasticitet, som giver en god pasform.
Pris: Kr. 249,-
Strømper
Kolde tæer er noget af det værste. Så sørg altid for at have et par gode strømper på. Vi kan anbefale strømper i merinould, da de har nogle fantastiske egenskaber og kan absorbere op til 33% fugt uden at de føles våde.
Pris: Kr. 99,-
Læs også: Sådan undgår du kolde fødder
Cykelbukser
Vi har valgt et par lange cykelbukser fra Rogelli. Modellen hedder Artico og er velegnet til temperaturer mellem -5 og +10 grader. Artico er med indbygget pude, og er vand- og vindafvisende, så du bedre kan holde varmen.
Vi ved godt det ikke er alle mountainbikere der har det godt med stramt cykeltøj, men om vinteren, er det faktisk en fordel at have et tætsiddende materiale som kan absorbere sved fra kroppen, så den holdes tør.
Pris kr. 549,-
Cykeljakke
Vi har valgt denne jakke fra Rogelli, da du får en god jakke til prisen. Jakken har et tyndt lag fleece for, og er åndbar og hurtigtørrende. Det er ikke en decideret vinterjakke, men med en godt basislag (svedundertrøje) inden under, så skulle du nok kunne klar en kold vinterdag på cyklen. Og så kan den også bruges både forår og efterår på de kølige dage.
Pris: Kr. 299,-
Cykelhandsker
Fryser man først fingrene, så kan det være næsten helt umuligt at få varmen igen. Så sørg altid for et par gode handsker om vinteren.
Vi har tidligere testet disse vinterhandsker fra OnGear, så dem kan vi godt anbefale. Et par ganske fornuftige og dejlig varme handsker til en god pris.
Pris: Kr. 229,-
Hovedet
Godt nok siger man at det gælder om at holde hovedet koldt, men vi vil nu alligevel anbefale at man pakker hovedet lidt ind. Man kan få nogle rigtig gode hjelmhuer, men lige i dette tilfælde er vi på budget, så du kommer faktisk langt med en halsedisse. En halsedisse har enormt mange funktioner, og kan sagtens bruges som hovedbeklædning på de kolde dage.
Langt de fleste har allerede en eller flere halsedisser liggende, men har du ikke det, så er det heldigvis ret billigt at erhverve sig en
Pris: Kr. 29,-
Med ovenstående i garderoben, skulle du gerne være klar til lidt vintertræning? Den samlede pris for ovenstående er i skrivende stund lige under kr. 1.500,- så vi kunne altså lige akkurat holde os under budgettet.
Har du andre bud på budgetvenligt cykeltøj, eller blot en kommentar til artiklen, så skriv en kommentar herunder.
BONUS: Har du lidt ekstra til budgettet, og har du tendens til at fryse, så kan en vindjakke ofte være en billig løsning til at holde varmen inde og kulden ude? Et eksempel kunne være denne vindjakke fra Diadora til kr. 249,-