Mød Andy Barlow fra Dirt School på MTB festivalen
Der kommer rigtig mange spændende mennesker til årets MTB Festival. Der bliver masser af mulighed for fed mountainbike, hygge, snak og nørderi. Der bliver også masser af mulighed for at blive en bedre og mere sikker mountainbiker, når festivalens instruktører holder kurser og workshops.
En af dem der kommer og underviser, er Andy Barlow, som kommer hele vejen fra Scotland, for at lære dig en masse fede teknikker og tips og tricks. Andy er partner og underviser på Dirt School, og vi har taget en snak ham. Det hele foregik naturligvis på engelsk, men for nemhedens skyld, har vi oversat interviewet til dansk herunder.
Hej Andy, Kan du ikke starte med at fortælle lidt om dig selv?
Jeg har cyklet i omkring 25 år nu. Jeg startede med at køre XC, men skiftede til Downhill som junior. Jeg har også snust lidt til BMX, men vendte tilbage til XC, da jeg var sidst i 20’erne. De seneste år har det primært været Enduro og XC. Jeg har undervist mountainbikere i 10 år nu, og har også arbejdet som mekaniker, og undervist på aftenskole i cykelreparation og vedligehold.
Du er partner og instruktør på Dirt School. Kan du fortælle os lidt om hvad det er?
Jeg startede på Dirt School i 2008, efter at Chris Ball henvendte sig, for at tilbyde mig et job som instruktør. Jeg arbejdede sammen med ham i et år, som freelance underviser, men blev partner i 2009. På det tidspunkt kørte Chris Dirt School som et performance program for Skotsk cykling, men da jeg kom med som partner, snakkede vi om at tilbyde samme program til almindelig MTB entusiaster.
Vi begyndte at køre et “BASE College” kursus i 2010/11, og det har løbende udviklet sig. Nu tilbyder vi personlig træning, private sessioner, dagskurser, og vi har en App til rådighed til både iPhone og Android, og så arbejder vi sammen med forskellige MTB magasiner i Storbritanien.
Du har kørt MTB i en del år. Hvad er det ved MTB der er så sjovt?
Da jeg var en ung dreng, havde jeg alt for meget energi. Jeg fik altid at vide, at jeg skulle sidde stille og høre efter og tage det med ro. Men da jeg startede med at cykle, begyndte folk at heppe på mig, og fortælle mig, at jeg skulle køre hurtigere og bare cykle så hurtig jeg kunne.
Mountainbike har betydet, at jeg har kunne skubbe mine grænser, og har mødt nogle ligesindede. Jeg har fået nogle fantastiske venskaber gennem MTB, og jeg elsker at dele mine oplevelser med en gruppe venner på et fedt spor.
Du kommer og underviser på MTB festivalen. Hvad har du af planer om at lære os?
På Dirt School koncentrerer vi os om hvordan det føles at have kontrol. Vi snakker om hvordan man kan neutralisere sin kropsvægt, så du kan bruge den til at køre de forhindringer du møder på sporet, så du kan nyde den tid du bruger på cyklen endnu mere.
Arbejdet med topatleter inden for MTB, har givet os en utrolig indsigt i, hvordan de skubber deres grænser, men stadig bevarer kontrollen. Det har lært os, hvordan vi kan formidle det til “almindelige” mountainbikere, så de forstår det og bruger det i deres træning.
Vi kommer til MTB festivalen, så vi kan nå ud til et bredere publikum, og vise Danskerne vores unikke måde at se på tingene.
Hvorfor skal man deltage på MTB festivalen?
Her vil du få alt samlet et sted. Mange års erfaring inden for MTB, som du kan trække på, og så vil der være en masse lækkert grej og udstyr, som du hidtil kun har set online.
Hvis du skulle give 1 tip til en nybegynder, hvad skulle det så være?
Bøj dine albuer, stræk dine ben, og lad være med at lytte til folk der fortæller dig du skal have vægten længere bagud.
Tak for snakken
Husk at købe din billet til MTB Festival! Læs mere på dgi.dk/mtbfestival
BONUS
Her er et par videoer med Andy, hvor han viser noget svingteknik, og hvordan du laver en manual.
Nice! Jeg har traenet med Andy et par gange her i Skotland og kan ikke anbefale det nok. Andy er en super coach og forklare tingene simpelt og effektivt og hjaelper dig til at surfe sporene bedre og sjovere med mere greb og kontrol.