Vi har fået en Trailblazer MIPS hjelm fra Sweet Protection i test - læs herunder hvordan det gik, da vi testede den og hvad vi synes om den.


Vores vurdering af Trailblazer MIPS Helmet - Sweet Protection

Test score af Trailblazer MIPS Helmet - Sweet Protection

Funktionalitet: 8

Design: 8

Pris: 8

Total Score: 8 ud af 10

Anmeldt af Jesper Hedegaard Grønlykke

Sweet Protection

Firmaet Sweet Protection blev grundlagt tilbage i 1988 i Trysil. Dengang var det en flok unge mennesker der manglede det rigtige udstyr til at sejle kajak, det starte udviklingen af hjelme og tøj. Senere kom der udstyr til Skateboard og først i 2011 begyndte firmaet at lave hjelme til mountainbike verdenen.

I 2014 lancerede de deres Bushwhacker hjelm som vandt titler som ” Best of 2014″ ved World of MTB og Design & Innovation award ved Enduro Magazine Germany. I 2020 har de så lanceret deres nyeste hjem, Trailblazer som vi tester i her.

Trailblazer MIPS Helmet

Hjelmen er støbt i fire dele og sat sammen for at optimere forholdet mellem vægt og sikkerhed. Hjelmen er designet på en sådan måde, at plastik delen variere i tykkelse, så steder hvor er lille risiko for at få skader er plastikken tyndere end steder hvor der er større risiko for skader ved styrt.

Hjelmen er, ligesom mange andre hjelme i den dyre ende, udstyret med MIPS. “Multi-Directional Impact Protection System”, er kort forklaret et beskyttelses system, der virker mod stød mod hjelmen fra alle retninger. Normale cykelhjelme beskytter mod slag direkte mod hjelmen, mens hjelme med MIPS kan rotere under slaget så hjelmen kan give sig 1-1½ cm.

Læs mere om MIPS her.

Er budgettet ikke så stort, kan hjelmen også købes uden MIPS, men her er kun tale om en besparelse på et par hundrede kroner. Vi på MTBX kan kun anbefale, at købe udgaven med MIPS da den giver den største sikkerhed, hvis uheldet skulle ske.

STACC ventilation (superficial temporal cooling channel) er de luftkanaler der leder kølig luft forbi temporal arterierne i hovedet. Ideen er, at luftgennemstrømningen afkøler blodet i ansigtet, og derved får det til at føles mere behageligt og køligt at have hjelmen på. Det gør at hjelmen ikke føles varm at have på selv på de varmeste dage, omvendt må man forvente, at skulle tage en hjelmhue på når vinteren rammer.

Hjelmen kan justeres via Sweet protections Occigrip turn-dial system. Det er en justeringshjulet bagerst på hjelmen. Justeringen er robust lavet og fungerer upåklageligt.

Occigrip turn-dial system

Trailblazer hjelmen findes i 6 forskellige farver, den grønne vi har fået til test har en glossy overflade, mens hjelmen også kommer med matte overflader. Når du køber hjelmen, følger der også en pose med til at opbevare hjelmen i når den ikke er i brug, på den måde undgår du at ridse hjelmen, hvis den ligger sammen med andet udstyr.

For at gøre hjelmen komfortabel er der små puder indbygget. De små puder gør, at hjelmen er meget behagelig at have på, og de opsamler på samme tid sved så det ikke løber ned i ansigtet på dig.

Sweet protection har valgt at inkludere to forskellige tykkelser af puderne for at optimere komforten.

Fakta om Trailblazer

  • Enduro og trail specifik hjelm
  • MIPS protection
  • Vægt: 325 gram
  • Occigrip turn-dial system
  • STACC ventilation (superficial temporal cooling channel)

Test på de danske spor

Vi har haft Trailblazer hjelmen til test over de seneste måneder. Når man har mulighed for at teste et produkt over så lang tid, giver det os mulighed for at få afdækket de problemer eller udfordringer der måtte være ved produktet – men Trailblazer hjelmen fungerer rigtigt godt. Sweet Protection selv skriver “så er det en hjem fra øverste hylde”.

Vi har naturligvis testet hjelmen under danske forhold og på flere forskellige spor. Den danske sommer har budt på flere varme dage, og vi var derfor spændt på det tidligere omtalte STACC ventilationssystem. Hjelmen var faktisk behagelig at have på selv på de varmeste dage. Sommer i Danmark er også andet end solrigt, så hjelmen har også været afprøvet i regn – her afviger hjelmen dog ikke fra andre gode hjelme.

En ting vi har bemærket er, at der ikke er noget insektnet i hjelmen, det øger naturligvis luftgennemstrømningen, men det er bestemt ikke en god oplevelse hvis der kommer en bi/hveps ind i en af luftkanalerne.

Hjelmskyggen er fastmonteret, og kan ikke justeres op eller ned, som den kan på nogle hjelme. Vi har dog ikke oplevet at det har givet problemer, for den skygger ikke i synsfeltet, men giver alligevel skygge fra sol. Ofte har skyggen dog andre funktioner, som f.eks. at give øjnene læ for nedbør og beskytte fra grene der slår ned oppe fra.

Vores vurdering

Trailblazer hjelmen er en lækker trail/enduro hjelm med indbygget MIPS. Hjelmen kommer i flotte farver og pasformen er god. Der medfølger to hjelm puder i forskellig tykkelse for at optimere komforten og en hjelmpose når du skal transportere hjelmen.

Hjelme skal altid prøves inden man kan fornemme om den passer til ens hoved, og du bør derfor også prøve Trailblazer ved en forhandler, inden du køber den. Men fra MTBX kan vi klart anbefale Trailblazer MIPS Helmet.

Pris

Vejledende pris 1300-1500 kr – læs mere her.