Test: XT trail pedal – hvorfor det?

Shimano XT SPD pedaler er en klassiker – det er svært at modsige. Pedalerne har været fast del af shimano XT familien siden XT blev introduceret i 1983. I 1990 blev XT pedalen introduceret med toe-clips, altså den der strop der blev spændt over foden, og i samme år blev Click pedalen introduceret. SPD eller Shimano Pedaling Dynamics var født. Om det så var som den første click pedal på mountainbike scenen, kan sikkert diskuteres, men Shimano XT click pedalen har været en af de foretrukne pedaler lige siden. I 1999 kom Shimano med en XT BMX pedal, som kan ses som forgængeren til trailpedalen, og netop trailpedalen har vi kastet os over. Den er testet gennem 3 måneder – læs med her hvad vi syntes om den.

Pedalen “rammer” plet

Trailpedalen (PD-M8020) er kendetegnet ved, at den har en ramme der omkredser pedalen. Sammenligner man med den almindelige Shimano XT pedal, vejer Trail udgaven 408 gram, mens den almindelige shimano XT pedal vejer 343 gram. Prismæssigt kan man finde de 2 typer pedaler mellem 540 kr. og 700 kr. Trailpedalen ligner altså på vægt og pris meget den almindelige XT click pedal, men kigger man på funktionerne, er der forskel.

Shimano har sammenlignet deres nye version af trailpedalen med den seneste version, og kommet frem til følgende:

  • 11,7% mere pedal-til-sko kontakt vs. seneste version af pedalen (PD-M785)
  • 3.3mm bredere pedal platform vs. PD-M785
  • 0.5mm lavere platformshøjde end PD-M785 for stabil pedalering
  • Integreret ramme øger stabilitet og kontrol, når skoen ikke er klikket i og beskytter fastgørelses mekanisme mod stød
  • Robust klampe fiksering der giver let fastgørelse / frigørelse

Disse karakteristika kan være svære at teste i skoven. Men det der kan testes, er hvordan de fungerer ude i det store utilregnelige laboratorie, det vi kalder skoven. Vi har testet pedalen på en Scott Spark 730, og tilhørende Scott MTB Lace sko med carbon sål. Testen er foretaget oktober til december 2016, hvilket var våde måneder, men også kolde på nogle tidspunkter. Pedalerne har derfor været udsat for kulde, mudder, masser af vand og generelt kedeligt vejr. Den har ikke været brugt til race, men til tekniske singletrack, hvor man virkelig skal rundt på cyklen, og på hurtige og tekniske nedkørsler, hvor kontrol er en nøgle faktor.

Oplevelsen

Monteringen er som med pedaler, ikke er det store nummer, bare husk højre pedal på højre pedalarm, og venstre på venstre. De medfølgende klamper skrues også nemt på skoene, og kommer man fra f.eks. Exustars klamper, rådes man til at skifte, da det faktisk giver en forskel i brugeroplevelsen, man kommer simpelthen hurtigere ind og ud af pedalen, med Shimanos egne klamper. Som alle andre SPD pedaler, kan man regulere hvor løst eller fast pedalen skal sidde om klampen, og dermed også hvor let det skal være at komme ud af og ind i pedalen.  Efter monteringen, efter klamperne er sat korrekt, og efter tension skruen sidder så den passer ens behov, er det bare afsted ud i skoven. Pedalen kan de grundlæggende ting en click pedal skal kunne: Holde foden fast mens du rumler hen af singletracket, og give tryghed for at foden ikke glider ud.

Pedalens ramme beskytter selve SPD systemet, men det gør også så meget andet. Rammen har en større trædeflade, der medfører et bedre tryk i pedalen, hvilket kan henføres til de 11,7 % mere pedal-til-sko kontakt.  Rammen gør det nemmere at holde cyklen i gang, hvis foden flexer (smutter) ud af klikket. Hvis foden smutter ud, og man ikke får klampen i, i første hug, kan man bruge rammen om pedalen i et tråd eller 2 som en platformspedal. Med de medfølgende klamper, er pedalen utrolig nem at klikke ud og i, dette kan skyldes at klampen er med til at lede foden ind i klikket. Det skal dog siges, at der ikke er tale om en platformspedal, dette er en click pedal, og man kører ikke med platformssko på denne pedal.

Kommer man direkte fra en SPD pedal uden ramme, så mærker man forskellen. Man mærker at trædefladen er større, hvilket giver en følelse af, at man får mere power i trådet. Den store trædeflade gør også, at men ikke flexer ud af pedalen så nemt. Rammer pedalen i jorden, i en tot græs eller noget der ligner, kan underlaget sætte sig mellem clicksystemet og rammen. Dette har dog i de fleste tilfælde ingen effekt på at komme i pedalen. Kommer man fra at have trådt i jorden med skoen, og der har sat sig jord omkring klampen, kan det opleves, at man har svært ved at høre “klikket” når klampen sætter sig fast i pedalen, hvilket kan betyde, at man må tjekke om den sidder fast, ved at vrikke lidt med foden.

Har du en nyere xt trail pedal, er det måske ikke værd at opgradere. Xt pedaler holder længe. Men har du en ældre model, kan det være værd at opgradere, specielt med de opdaterede egenskaber den nye pedal har. Skal man så købe XTR versionen? Den er lettere og koster en del mere, men derudover er der ikke den store forskel.

Konklusionen

Shimano XT trailversionen er et rigtig godt bekendtskab, som lever op til forventningerne. Det er en pedal som giver den nødvendige og kontrol, når man virkelig skal køre teknisk. Man flexer sjældent ud af den, og gør man det, giver det sjældent stop, da man nemt kommer i pedalen igen. Pedalen er nem at klikke ud og ind af, og man føler at man sidder godt fast i dem. Dem vi har talt med, som også kører med pedalen, siger det samme som os – Det er en super type pedal, som giver rigtig god kontrol, og så er Shimano XT kendt som pedaler der har en lang holdbarhed, og lav vedligeholdelse.

Er man på vej fra platformspedaler eller den pedal nye cykler ofte kommer med, og vil over i en click pedal, er trailtypen værd at overveje, dette er nemlig også en rigtig god begynderpedal. Så derfor skal du overveje denne pedal, næste gang du skal skifte, det vil du ikke fortryde.

Pedalen er venligst stillet til rådighed af Shimano Danmark



Vores vurdering af Shimano XT Pedal SPD Trail (PD-M8020)

Test score af Shimano XT Pedal SPD Trail (PD-M8020)

Funktionalitet: 9

Design: 9

Pris: 10

Total Score: 9.3 ud af 10

Anmeldt af Jónas Thor Björnsson

1 kommentar

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *