Opdateret version af XC-gaflen er skarpere og bedre end nogensinde.

Kommer det til de vigtige komponenter på cyklen, er det let at havne midt i en religionskrig: Sram eller Shimano? Schwalbe eller Continental? Og Rock Shox eller Fox? Og jeg kunne blive ved, krigen om den ene eller den anden producent kan ødelægge selv den fedeste søndagstur omkring søen med cykelvennerne. Selv har jeg ingen mærkefavorit, når det gælder affjedring til XC; så længe det er enten RockShox eller Fox.

Og vender vi blikket mod dagens hovedperson: RockShox SID SL Ultimate 110 mm, med opgraderet chassis, ny luftfjeder og 110 mm vandring, står den som en stærk kandidat til både professionelle ryttere og ambitiøse motionister, der vil have maksimal effektivitet uden ekstra vægt. Det er den korte konklusion efter fire måneder i en våd og sneklædt skov.

Teknikken

SID SL’s nye luftfjeder tager elementer fra den større SID-model og giver, i forhold til forgængeren, markant bedre føling ved mindre forhindringer og bump, ligesom nyheden sikrer mere kontrol gennem hele vandringen. Den større volumen hjælper således med forbedret komfort og support, især i teknisk terræn, hvor små, gentagne bump tidligere kunne føles hårdt og mere anstrengende over tid.

Dagens forgaffel fås med enten to eller tre positioner, Open/Lock eller Open/Pedal/Lock). Jeg har testet varianten med bare ”Open” eller ”Lock”-mulighederne, og det har fungeret virkelig godt for mig i sammenhæng med twist lock remote’n, der aktiveres ved at dreje det smalle håndtag og som også i samme bevægelse aktiverer en evt. bagdæmper. Affjedringen bliver i den model, jeg har testet, således reduceret til at være ”On” eller ”Off”, og det passer mig godt. Omvendt er der også fordele ved at vælge modellen med tre positioner, hvor du får større fleksibilitet til at vælge affejdringsmode, når du skifter mellem fx klatring, singletrack, tekniske passager og sprintafslutninger på sporet.

Den nye chassis-udformning øger overlappet mellem bøsningerne i gaflen. På den måde reduceres sidelastningen på bøsningerne og dermed på gaflen, hvilket igen resulterer i mindre friktion og til dels kan forklare, hvorfor forgaflen reagerer så følsomt (og godt) på små ujævnheder. Mellem de røde ben (fås også i blå og sorte), hvor magien opstår, er der i øvrigt fin plads til moderne, brede XC-dæk på op til 2.4″ i bredden.

På sporet

Alene på vægten lægger SID SL Ultimate sig helt frem i feltet fra start. Ca. 1.350 gram er ekstrem let, og det giver klare fordele på sporet, når det kommer til de mange accelerationer, tekniske stigninger (hvor du skal arbejde meget med vægten) og ved hurtige retningsskift.

Den lave vægt kombineret med et gaflens stivhed giver en meget direkte fornemmelse, både i lukket og åben position. Du føler cyklen reagerer uden forsinkelse. Stivheden og den direkte fornemmelse giver dog stadig plads til, at gaflens evne til at absorbere små og (mellem)store ujævnheder virkelig kommer til sin ret. SID SL Ultimate er på den måde virkelig kapabel i terrænet på trods af sin status som ekstrem let Race-gaffel, og dens evne til at give dig komfort på sporet er værdifuld – også på lange ture og etapeløb, affjedringens aflastning sparer dine kræfter.  Når det er sagt, er det indlysende, at forgaflen ikke er skabt til store tekniske udfordringer, som man møder i mere Trial-orienterede discipliner. Dertil findes der andre modeller med væsentlig større vandring og anden opbygning.

Konklusion

RockShox SID SL Ultimate 2026 (110 mm) er en kompromisløs race-forgaffel, der sætter en ny standard for letvægts XC-gafler. Den er ikke det bedste valg, hvis du vil køre alt, men til den seriøse racer eller XC-rytter med fokus på fart, acceleration og effektivitet, er den det oplagte valg, der aldrig lader i stikken på ”almindelige” XC-ruter i Danmark.

På min Trek Supercaliber 9.9 er dagens forgaffel det perfekte match. RockShox SID SL Ultimate 2026 bidrager perfekt til Supercaliber’ens responssive og lette karakter og sammen udgør de et skarpslebent redskab til at komme først i skoven. Skal jeg vælge en forgaffel, bliver det denne her.

RockShox SID SL Ultimate 2026

ModelRockShox SID SL Ultimate 2026
Vandring100 / 110 mm
Hjulstørrelse29″
Stanchions32 mm
FjederDebonAir+ luftfjeder
DæmperCharger Race Day 2
KompressionOpen / Pedal / Lock (3P) eller Open / Lock (2P) afhængig af variant
ReboundJusterbar
Vægt (cut)1.350 g (afkortet stilk) / 1.390 g (ved fuld stilklængde)
Dæk clearanceOp til 29×2.4″
AkselMaxle Stealth 15×110 mm
Rotor160 – 200 mm
RemoteRockShox TwistLoc Ultimate (3P eller 2P
Vejl. pris8.520 kr.