Spørgsmålet omkring hvilket dæk man skal vælge, må være et af de mest stillede spørgsmål i forskellige fora. Svarerne er altid meget forskellige, da de alle bygger på de erfaringer vi hver i sær har gjort med det dæk man nu lige køre på, eller har kørt på. Der er dog ikke så stor forskel i forslagene til hvilken producent der foreslås, da det ofte kredser om de 3-4 producenter der er store i Danmark.


Vores vurdering af Vredestein MTB dæk

Test score af Vredestein MTB dæk

Funktionalitet: 9

Design: 8

Pris: 9

Total Score: 8.7 ud af 10

Anmeldt af Jónas Thor Björnsson

Vi har testet dæk fra en af de producenter man ikke ser så meget på det danske marked, men som laver rigtig gode dæk med store traditioner. Dæk det kan anbefales at kigge på, næste gang du skal have nye. Læs med her vi har testet dæk der passer til årstiden – Vredestein Bobcat Heavy Duty og så har vi testet et mere allround dæk, nemlig deres verdensmesterdæk Black Panther.

Det regner altid i Danmark, det er der vist i vid udstrækning enighed om. Når det regner bliver det vådt, og når det bliver vådt bliver det mudret. Når man skal have greb i mudder, så skal der gode dæk til, og det er lige netop hvad Vredestein Bobcat Heavy Duty er, gode dæk med masser af greb.

Vredetein er en af de dækproducenter, som har været længst på markedet. Faktisk producerede de deres første cykeldæk helt tilbage i 1910. Men de er også kendt for at producere dæk til f.eks. biler. Vredestein dæk er flittigt brugt på racercykler, men har faktisk også en fin historie inden for mountainbikesporten. Jakob Fulgsang kørte på Vredesteins Black Panther, da hen i 2007 blev U23 verdensmester på mountainbike. Et dæk vi også vil berører i denne test.

Detaljer

  • Vredestein Bobcat Heavy Duty
  • Pris: Set til 399 kr.
  • 2.35 bred ifølge Vredestein
  • Vægt: 915 gram ved størrelse 27,5. Ved 29′ er vægten 950 gram.
  • Vredestein Black Panther
  • Pris: Set til 250 kr.
  • 2.20 bred ifølge Vredestein
  • Vægt: 615 gram ved størrelse 27,5. Ved 29′ er vægten 630 gram.

Vredestein Bobcat Heavy Duty

Bobcat “Heavy duty” referere ikke til vægten af dækket, men til de forhold dækket er lavet til. Navnet signalerer noget der ikke lader sig stoppe af så meget, og bare moser igennem alt. Det er lidt det man oplever, når man kører på sporet. Nu hvor det danske vejr har bestemt sig for, altid at skulle indeholde regn, så er mudder en uundgålig faktor på ens cykeltur. Bobcat står fast på det våde spor, gennem mudderet, og når man tager et sving med god fart. Selv i acceleration i vådt fører, står dækket super godt fast.

Der er tale om et stort dæk, med en stor karkasse. Knopperne er kraftige og sidder med stor afstand fra hinanden, hvilket giver det gode greb, men også medvirker til at mudderet ikke bliver siddende i dækket. Selvom dækket har stor fylde, flader det ikke ud i sving, og giver en sejlende fornemmelse, som man kan opleve med nogle dæk. Skulderknopperne sidder rigtig godt, og giver sikkerhed i svingene. Dækket er bygget op af forskellige gummi, og selve sålen på dækket, er tilpas blød, så man får det gode greb.

Jeg kører med hjul i størrelsen 27,5. Det giver sjove ture på det tekniske spor, og her har dækket været det rigtige valg. De få gange vi har oplevet hårde spor her i venter, har dækket klaret sig rigtig fint, men lille rullemodstand, selvomom man ellers kunne forestille sig, at det kraftige dækmønster ville sløve farten. Når man kører med andre, f.eks. ved XC vinterløb, kan man godt mærke der skal arbejdes. Så kan det godt være at grebet er perfekt, men der bliver de 915 gram tunge at træde. Men man kan sagtens holde fart med dækkene. Det kan godt være, at de er tunge at træde når man køre rent XC, men når man rammer nedkørslerne, så kan man give fuld skrald. Her har man virkelig godt greb, dækket holder formen, giver stor stabilitet og man kan bare nyde turen ned.

Som vinterdæk er Bobcat Heavy Duty et super godt dækvalg, og her i testen er det kørt både foran og bag på. Det kommer igennem det alt, og jeg har sjældent haft fødderne i jorden, på grund af hjulet spandt rundt, eller satte sig i dybere mudder. På de tekniske singletrack er der stort greb, både i de store sving, og i de små tekniske sving. Dækkene har ca. kørt 900 km, og det fremstår stadig som nyt. Det er et super godt valg som vinterdæk, og hvis man godt vil udfordre sporet både når det går lige ud, men specielt når det går ned af.

Vredestein Black Panther

Black Panther er som navnet siger et rigtig hurtigt dæk. På toppen af dækket ligger der en linjer af tæt placerede knopper, hvilket er med til at give meget lille rullemodstand. Der er her tale om et dæk, der gør sig super godt fra tidlig forår til sent efterår.

Dækket er opbygget med den her linje af knopper på toppen. Fra midten og ud mod skuldrene er der placeret knopper i mellemstørrelse. Ved at placere knopperne med større afstand, opnår man at mudderet ikke sætter sig i dækket, og har derfor hele siden greb i underlaget. På det tørre og mindre våde spor giver Black Panther et super godt greb. Det giver god sikkerhed i svingene, og lille rullemodstand når man kommer ud på det flade spor. Bliver det for mudret, som vi oplever i Danmark om vinteren, kan dækket komme til kort.

Black Panther er verdensmesterdækket fra 2007, og det er et rigtig godt valg til allround XC kørsel, hvilket vil sige det meste af den kørsel vi har i Danmark. Kigger man på prisen får man rigtig meget dæk for pengene.

Konklusion

2 gode dæk, men med forskellige egenskaber, der dog taler til de fleste. Kører man rigtig meget XC, og ikke de vilde nedkørsler, hvor man udfordrer både egne evner, og udstyrets evner, skal man vælge Black Panther dækket. Men søger man grænser, uden at skulle vinde XC løbene, og vil man gerne have sikkerhed når man ligger ude i det vilde sving, eller flyver ned over rødder og sten på nedkørslerne, skal man helt klart vælge Bobcat Heavy duty.

Fælles for begge dæk er, at man skal give Vredestein en chance når man kigger på dæk næste gang.

Dækkene er venligst stillet til rådighed af Bikersbest.dk