Vintercykelstøvler vinder frem, og de fleste producenter har en vinterstøvle i deres sortiment. Der er derfor rigtig mange at vælge i mellem, og det er bare at komme hen til din lokale cykelhandler, for at prøve et par. Når man skal vælge, så er der mange faktorer der spiller ind. Vi faldt over denne Scott MTB Heater Gore-tex - det er strømlinet, har flotte farver, og så er modellen opdateret til 2017 vinteren.  Vi har testet Scotts nye Heater MTB Gore-tex støvler. Læs med her.


Vores vurdering af Scott MTB Heater - Gore Tex

Test score af Scott MTB Heater - Gore Tex

Funktionalitet: 9

Design: 10

Pris: 7

Total Score: 8.7 ud af 10

Anmeldt af Jónas Thor Björnsson

Husrådene er der mange af

Der er mange husråd, for at holde fødderne varme i det kolde vejr. Bruger man de samme sko hele året, er der flere små gode og mindre gode tricks. Man kan sætte gaffa tape på ventilationshullerne, og derved holde kulden ude. Nogle bruger flere sokker, hvis der er plads, sætte plastikposer uden på sokkerne eller sætter staniol i sålen, og på den måde holde kulden ude. Der er en påstand om at flade pedaler ud af plastik, skulle lede kulden dårligere, og bruger man flade pedaler, kan man jo bare bruge sine almindelige vandrestøvler. Så er der den lidt mere bekostelige metode med skoovertræk, som rigtig mange også bruger. Men, vil have en mere holdbar løsning, så er vintercykelstøvler måske løsningen.

Husråd er der nok af, og vil man ikke bruge penge på et par ekstra vinterstøvler, eller er man bare rigtig glad for sine normale sommersko, ja så skal der nogle husråd til. Men vil man gerne skabe en mere holdbar løsning, og spare sine sommersko om vinteren, ja så er der mange gode muligheder på markedet – læs blandt andet denne artikel, hvor vi foreslår et par muligheder.

Meget mere strømlinet

Scott Sports er lige kommet med en opdatering af deres Heater Gore-Tex model, og den er værd at tage med i overvejelserne, når du skal kigge på vinterstøvler. Opdateringen har virkelig gjort godt for støvlen, velcroen på siden af støvlen, er erstattet med en vandtæt lynlås, og overdelen, som på den gamle model var af læder, er på den nye model erstattet med et Gore-Tex vandtæt overslag. Støvlen er helt klart gået fra at være lidt tung og stor, til at være 40 gram lettere (460 gram) og meget mere strømlinet.

Støvlen har en velcro lukning omkring anklen, så der lukkes for at mudder, vand eller sne kan komme ned i skoen fra toppen. Selve støvlens materiale er åndbart Gore Tex, som holder vandet ude, og giver mulighed for, at foden kan ånde. Herudover er støvlen foret, så kulden holdes ude. Foden holdes fast af en snørebåndslukning, der strammes om foden og holdes på plads af en hurtiglukker. Sålens stivhed ligger på indeks 7 på en 12 skala, hvilket er lige omkring den normale cykelskos stivhed.

Farven passer Scott designet

“Kom cyklen eller skoen først” blev jeg spurgt om på min første tur med støvlerne på, for støvlen falder jo lige ind i designlinjen og farverne, for Scotts mountainbikes. De gule farver på støvlen, går igen på mange af Scotts mountainbikes. Mit svar var, at cyklen kom først, men at støvlen passer perfekt til det samlede look.

Oplevelsen

Støvlen er blevet testet i efteråret og vinteren 2017. En årstid hvor mudder, vand og ikke mindst sne og kulde har været overrepræsenteret i vejrudsigten. En årstid hvor denne støvle virkelig kommer til sin ret. Det aller vigtigste en vinterstøvle skal gøre er, at holde fødderne varme og tørre – Det gør Scotts vinterstøvle. Jeg kører med almindelige cykelsokker fra Grip Grab, og holder mig ikke tilbage fra, at køre i vandpytter, mudderpøler eller snedækkede spor, men alligevel er fødderne varme, og der kommer ikke en dråbe vand ind i støvlen.

Så kunne man tro, at der kunne trænge vand, sne og andet ind fra toppen af støvlen. Selve lukkesystemet om anklen, er af neopren. Der lukkes med en neopren flap, der holdes fast af en velcrolukning. Det fungerer fint, og løsner sig ikke op under kørsel, og så strammer lukningen ikke om anklen.

Sålen giver fint greb, når man er nede og gå. Mønsteret er groft, og knopperne sidder med stor afstand fra hinanden. Sålen har en fin stivhed, ikke så stiv som en carbonsål, men det er heller ikke nødvendigt i dette tilfælde. Med støvlens gode rummelighed, og med sålens stivhed, har jeg ikke oplevet at fødderne får den der sovende fornemmelse.

Støvlen er nem at få på, når man lige husker at flippe den øverste del af støvlen ud til siden. Ellers vil man opleve at velcroen sætter sig fast i strømperne. Selve snørrelukningen er på sin vis en fin løsning. Selve snørresystemet med hurtiglukkeren kan være svær at stramme hårdt til, men når kappen er lynet til, så sidder støvlen rigtig fint fast på foden.

Konklusion

Scott har lavet en støvle med rigtig god bevægelighed, en støvle der er vandtæt og så holder den oven i købet fødderne varme. Den sidder fint fast på foden, når man har strammet snøren og lukket flappen med lynlåsen. Støvlen er nem af få på. og så er støvlen rigtig rummelig. Opdateringen har virkelig gavnet både udseende og funktionerne. Sammenligner man med den gamle model, som faktisk var grå, så er det en helt anden støvle. Godt nok har de mange ting til fælles, opdateringen har gjort støvlen mere strømlinet og man har følelsen af at have en almindelig sommercykelsko på, og så er den tilmed flot. Så skal man ud og have en ny vintercykelstøvle, så er Scotts Heater MTB Gore-Tex helt sikkert anbefalelsesværdig. Støvlen er set til 1.900 kr.

Støvlen er venligst stillet til rådighed af Scott Sports Danmark.