Vi er nu i de kolde måneder, og vi gør hvad vi kan for at holde varmen. I denne artikel ser vi nærmere på et par vinterstøvler i den billige ende. Kan de bruges til MTB? Er det et alternativ til de dyre mærker? Er de overhovedet pengene værd?


Vores vurdering af Atredo MTB Vinterstøvle

Test score af Atredo MTB Vinterstøvle

Funktionalitet: 7

Design: 6

Pris: 10

Total Score: 7.7 ud af 10

Anmeldt af Lars Bachmann

Vi har de sidste par måneder testet et par vinterstøvler af mærket OnGear (Tidligere Atredo). Det er vinterstøvler i den billige ende, så vi var spændte på om de kunne være et alternativ til de dyrere mærker på markedet. Skoene er med klik (SPD), og har en ankelkrave, som lukker godt og tæt omkring anklen. Støvlen er med 4 velcro lukninger, som er fordelt med 3 over foden, og 1 bredere velcro omkring anklen.

Støvlen er opgivet til at veje 860 gram i en størrelse 43 (Vi har ikke faktatjekket), og prisen kan vi lige så godt afsløre allerede nu, da den har stor indflydelse på den samlede vurdering af disse vinterstøvler. Den vejledende pris er kr. 429,- hvilket absolut må siges at være en skarp pris for et par mountainbike vinterstøvler.

Vægten er ikke imponerende, men igen til kr. 429,- forventer vi heller ikke en letvægter med carbonsål.

Læs vores anmeldelse herunder, eller læs mere hos forhandleren her

Komfort og pasform

Vi har testet en størrelse 43, hvilket er den størrelse jeg normalt bruger i sko. Så de er altså ikke små i størrelserne, hvilket man ofte oplever med cykelsko. Men som altid vil jeg anbefale at man hellere køber et nummer større hvis man er tvivl. Der skal trods alt være plads til et par gode sokker i støvlerne.

Støvlen kan åbnes godt op, på grund af de 3(4) velcro spænder. Det vil sige at de er nemme at tage af og på. De er ligeledes nemme at justere over foden, da velcro jo naturligvis er en trinløs justering. Det kan selvfølgelig ikke måle sig med BOA lukning som man finder på dyrere modeller. Men prisen taget i betragtning, så er velcro en fin løsning.

Ankelkraven som er det der gør det til en støvle, har en dejlig bred lukning, som lukker tæt omkring din ankel, så du ikke får sne, mudder og vand ind. Ankelkraven er samtidig tilpas fleksibel til at der stadig er god bevægelighed i støvlen.

Vind og vandtæt

OnGear vinterstøvlen er i følge forhandleren vind og vandtæt. Nok er materialet både vandtæt og vindtæt, men efter en testtur i silende regn og mudder, kunne de altså ikke holde vandet ude. Så 100% vandtæt er de altså ikke, til gengæld synes jeg de holder godt på varmen. På alle testture, har jeg haft et par GripGrab Merino vinterstrømper på, og selv om jeg havde en tur med våde strømper, så kunne jeg stadig holde varmen i fødderne.

Udseende

Det er ikke et par støvler der vinder en designpris. De er ganske neutrale og holdt i sort og grå. Så er du ligeglad med at flashe dine nye vinterstøvler ude på sporet, og har det fint med at de er ganske anonyme, så er udseendet godkendt, uden at være prangende.

Konklusion

Kører du rigtig mange kilometer i vintermånederne, og er du typen der er ude i al slags vejr, så vil du sikkert sætte pris på nogle bedre vinterstøvler. Cykler man flere gange om ugen, så kan man ikke vente på at støvlerne tørre. Så her er det vigtigere med et par gode støvler i topkvalitet, som ikke bliver våde inden i.

Har du der i mod et mindre behov, og gerne vil afsted når det er koldt og sne, men ikke har behov for at komme afsted på cyklen flere dage i træk, når den står på mudder, regn og slud, så vil disse OnGear vinterstøvler sagtens kunne dække dit behov. Bruger du lige nu dine almindelige cykelsko hele året, og døjer du med at holde fødderne varme, så kan du løse problemet for kr. 429.

Så disse vinterstøvler slår altså ikke de dyrere mærker, men til 1/4 af prisen var det heller ikke forventeligt. Faktisk synes vi at du får et par fornuftige vinterstøvler til prisen, som et godt alternativ til dine cykelsko her i de kolde måneder.

Læs mere om skoene på Cykelpartner.dk

Atredo MTB vinterstøvler

Skoene er stillet til rådighed at Cykelpartner.dk