Vores vurdering af Roeckl Rebelva FF vinterhandsker

Test score af Roeckl Rebelva FF vinterhandsker

Funktionalitet: 8

Design: 8

Pris: 7

Total Score: 7.7 ud af 10

Anmeldt af Lars Bachmann

Selvom der ikke har været meget vintervejr endnu, så er det alligevel lykkedes os at teste et par vinterhandsker fra Roeckl. Vi fik oplyst fra importøren at disse vinterhandsker skulle være både varme, vindtætte og åndbare, så det lod vi komme an på en prøve.

Om Roeckl

Det er sikkert ikke alle der kender Roeckl, så vi kan oplyse at det er et tysk firma der gennem 6 generationer produceret handsker til outdoor, ski, ridning og cykling. Når man som Roeckl i gennem 175 år har specialiseret sig i produktion af handsker, så stiller det store forventninger til testen.

Varme vinterhandsker

Et ret væsentlig parameter, som man dog ikke selv er herre over, når man skal teste vinterhandsker, er vejret. Så vi gik faktisk længe og ventede på det rette vejr, for at kunne komme i gang med testen. Mens vi ventede på at temperaturen skulle nærme sig frysepunktet, blev handskerne fra Roeckl vasket på 30 grader i vaskemaskine 4 gange, sammen med andet sportstøj. Dette for at se om handskerne ville blive mærket af det, men der var ingen spor at se efter sådan en maskinvask.

Så nu hvor vejret var blevet klar til at teste vinterhandskerne, kom vi afsted. På første tur lå temperaturen og svingede mellem 0 og -1 med en let til frisk vind. Jeg kan allerede afsløre nu, at ved disse vejrforhold, holder de fint hvad de lover. Jeg vil faktisk gå så vidt og sige at det næsten var for varmt til disse Roeckl Rebelva FF handsker. Ikke sådan at de var ubehagelige at have på, men jeg synes det var lige rigelig til den varme side.

Vandtæt og åndbare

Jeg skulle med en flok drenge ud og cykle en længere mørk aftentur med lygter, og vejret var mildt sagt ikke super godt. Der var 2-3 grader, og det blæste voldsomt, og skiftede lidt mellem regn og slud. Men nu havde vi jo en aftale, så alt det varme tøj blev fundet frem, og nu skulle handskerne stå sin test. Første stop på turen var efter ca. 15km, og jeg havde faktisk slet ikke skænket handskerne en tanke. Men da jeg hørte de andre beklage sig over kolde fødder og hænder, vidste jeg at handskerne havde levet op til forventningerne. Mine hænder var behagelig varme og tørre, på trods at det dårlige vejr.

Roeckl Rebelva FF i detaljer

Handskerne er sort med logo i rød. De er meget klassisk i designet, og er lavet i gode materialer med fine detaljer, som silikone for bedre greb, og mulighed for at betjene en touchscreen. Materialet er GORE® WINDSTOPPER® Soft Shell Elastic, som er en vindtæt og åndbar fleece. Handskerne har en ergonomisk skum polstring, som sørger for at reducere trykket og vibrationerne fra styret.

Roeckl Rebelva har en 5 cm lang ribkant med elastik, som sørger for at slutte tæt omkring håndleddet. Praktisk i forhold til vejret, men giver ikke meget plads til f.eks. et armbåndsur. Elastik med velcro, sørger for handsken kan spændes på oversiden. Indvendig på undersiden af handsken sidder der et mærkat som viser størrelsen. Det sidder ret upraktisk, og er faktisk en anelse generende.

Konklusion

Et par rigtig gode vinterhandsker, når temperaturen når 5 grader eller derunder. God pasform, og dejlig fleksible, og som på ingen måde føles tykke eller kluntede.

Rockl Rebelva FF vinterhandsker koster kr. 399,- hos Juhl Cycling (Læs mere her)