Jeg har i mange år haft en svaghed for Amerikanske cykler, så da vi besluttede at teste en Kona (Process 153 CR) var det med lige dele nervøsitet og store forventninger.


Vores vurdering af Kona Process 153 CR

Test score af Kona Process 153 CR

Funktionalitet: 8

Design: 9

Pris: 7

Total Score: 8 ud af 10

Anmeldt af Lars Bachmann

Inden vi kommer til det vigtige, skal vi lige skrue tiden tilbage til sommeren 2018. Det var dag 2 på årets Eurobike Show, og vi var klar til endnu en dag, i de store messehaller i Friedrichshafen, hvor alle cykelproducenterne præsenterer deres 2019 nyheder.

I hal B4 havde Kona en stand, og der hang den – En Kona Process 153 CR. Det var kærlighed ved første blik, og lige der besluttede jeg mig for, at en dag så ville jeg prøve at cykle på sådan en. Kontakten blev skabt over en kold øl på Kona standen, og lige siden har jeg ventet på den dag hvor en Process 153 vil lande på redaktionen.

Kona bikes på Euro Bike Show
Kona’s stand på EuroBikeShow i 2018

Kona Bikes

Kona har rødder tilbage til 80’erne, og dem der cyklede mountainbike i 80’erne og 90’erne, vil måske kunne huske navne som Hei Hei, MokoMoko, Kula, King Kahuna, ManoMano og andre modeller, hvis navne er inspireret af Hawaii. Faktisk er Kona cyklerne stadig den dag i dag opkaldt efter samme principper, så ud over Kona Process, så har de modeller som Hei Hei, Honzo og Satori.

Kona Process 153 CR

Første tur på Kona’en

Process er Kona’s svar på en fuldblods enduro cykel, og 153 i navnet, angiver således også vandringen i bagdæmperen (RockShox Super Deluxe RCT Debonair). Foran sidder en RockShox Lyrik RC med 160 mm vandring. Den lange vandring, og de brede Maxxis Minion DHF dæk (2,5″ foran og 2,3″ bag) indbyder da også til sjov på nedkørslerne.

Kona Process fås både i 27,5″ og 29″ versioner og i en aluminium udgave med enten 140mm eller 170mm. Process 153 som er topmodellen, fås i hele 8 modeller.

Process kommer i flere udgaver hvor 153 er den “billigste” udgave, med alu stel, og Sram NX 11 speed. Den fås så også som en DL udgave med blandt andet bedre bremser og GX komponenter (DL står for DeLuxe). Herefter går vi op i CR modellerne, hvor CR står for Carbon, og modellerne kommer så henholdsvis i 27,5″ og 29″ versioner. Process 153 er så også lavet i en CR/DL udgave i begge hjulstørrelser som er en Carbon Deluxe model, som har Sram X01 Eagle 12 speed og Sram Code RSC bremser.

Vi har testet 153 CR modellen, som er monteret med Sram GX Eagle 12 speed, en Reverb dropper fra Rockshox og Sram guide R bremser med 200mm skiver for og 180mm skiver bag. Så alt i alt en lækker udstyrsmodel, med gode fornuftige komponenter.

Den vejledende pris for 153 CR er kr. 37.995,- og vægten ligger på omkring de 14 kg.

Min oplevelse med Kona Process 153 CR

Som jeg indledningsvist fik skrevet, så var jeg vild med udseendet på Kona’en siden jeg så den første gang på Eurobike messen. Jeg kunne godt skrive en lang beskrivelse af hvordan den ser ud, og fremhæve nogle detaljer, men i stedet vil jeg blot vise et billede af den, og så kan I selv vurdere hvad i synes. Nu er design jo trods alt en smagssag.

Cyklen blev leveret som stort set alle cykler gør. Forsvarlig indpakket i en papkasse, og lige til at samle. Det eneste men, i dette, er at dropperposten skulle monteres, og har man lige som jeg ikke de store erfaringer, med indvendig kabelføring, så skal man lige afsætte lidt tid til det. Efter en times tid, lykkedes det dog at få kablet ned gennem saddelrøret, og op igennem skrårøret og ud af et lille hul i siden, så jeg kunne montere triggeren på styret.

Cyklen er blevet testet på alt lige fra flade grustier i Jylland, tekniske rockgardens i Harzen og lange nedkørsler i Monte Baldo bjergene ved Gardasøen. Hvis du spørger mig, så kan cyklen lidt af det hele, men er helt klart gladest på nedkørslerne. Jeg har taget flere tusinde højdemeter, på snoede bjergveje i Italien, og der blev vi da til tider lidt uvenner. Men lige så snart det gik ned af igen, blev vi bedste venner igen. Og netop på nedkørsler føles Kona Process som din bedste ven, du har kendt siden folkeskolen. Den er pålidelig, og redder dig ud af situationer, som du ikke lige har 100% kontrol over.

Den perfekte enduro/trail cykel

Et velfortjent glas champagne efter en tur Gardasøen rundt på en Kona Process 153 CR

Er du typen der går efter nedkørslerne, og har planer om at deltage i Trailcuppen, og er en af dem der tager til Harzen eller lignende steder et par gange om året, så tror jeg Kona Process 153 er lige noget for dig.

Så kan man selvfølgelig spørge sig selv, og den er bedre en andre trail cykler med samme vandring, geometri og udstyr? Nej, det tror jeg såmænd ikke den er, men det er en af de flotteste på markedet vis du spørger mig 🙂

Vil du gerne nørde mere i udstyr og geometri, så er der masser af info om Process 153 CR 29 på konaworld.com/archive/2019/process_153_cr_29.cfm

Se hele Kona’s serie på www.konaworld.com