Test: SCOTT Genius eRIDE 910 (2020)
Vi har over sommeren testet Scott Genius eRIDE. Læs vores test og vurdering af cyklen herunder.
Vores vurdering af SCOTT Genius eRIDE 910
Funktionalitet: 9
Design: 8
Pris: 8
Total Score: 8.3 ud af 10
Anmeldt af Jesper Hedegaard GrønlykkeSCOTT Genius eRIDE 910
Hvis du ikke allerede har set det på billedet eller læst det i overskriften, så er der tale om en af Scott’s E-MTB cykler. Når man lige ser cyklen ligner den til forveksling en almindelig mountainbike fra Scott, for ingeniørerne og designerne hos Scott har nemlig arbejdet på, at få integreret batteriet i stellet, så cyklen fremstår mere harmonisk.
Den model vi har testet er med en aluminiums ramme, men den kommer også i en carbon udgave til en lidt højere pris. Cyklen er udstyret med FOX 36 Rhythm forgaffel med 150 mm. vandring , og en FOX Nude T EVOL bagdæmper også med 150 mm. vandring, hvilket gør den ideel til at køre på trail/enduro spor i både Danmark og udland. Cyklen er også udstyret med SRAM NX Eagle 12 Speed.
Specifikationer
- Ramme: Genius eRIDE Aluminiums ramme
- Forgaffel: FOX 36 Rhythm med 150 mm. vandring
- Bagdæmper: FOX Nude T EVOL, 150 mm, med TwinLoc remote
- Geargruppe: SRAM NX Eagle 12 Speed
- Motor: Bosch CX, op til 1125 Wh
- Bremser: Shimano BR-MT520 4 Piston Disc 203mm
- Dæk: Schwalbe Magic Mary/Hans Dampf Apex 2.6″ 29′
- Dropperpost: FOX Dropper Post, Syncros dele
- Hjul: Syncros X-30S / 32H / 30mm / Sleeve Joint Tubeless ready
Bosch Performance CX
På Scott Genius eRIDE sidder en Bosch motor, nærmere betegnet en Bosch Performance CX 2020 e-drive (4. generation). Motoren software er netop blevet opdateret til at kunne yde hele 85 Nm og er udstyret med et 625 Wh batteri, hvilket skulle række til de fleste.
Der er 4 niveauer på en Bosch motor, Eco, Tour, eMTB and Turbo. eMTB indstillingen er den man typisk vil bruge, når man er afsted på sporet. Der skifter motoren dynamisk mellem Tour og Turbo indstillingerne, og hjælper dig med 120% til 300% af dit normale tråd. Motoren tilpasser ydelsen til, hvor meget du selv ligger af kræfter i pedalerne. Du er dermed fri for, at tænke over om du skal have turbo indstillingen på op af bakkerne, og mindre støtte når du kører over tekniske udfordringer – motoren justerer selv.
- Motor: Center motor, 250 Watt | 85 Nm
- Assistance: Op til 25 km/h
- Hjælp: 4 programmer: Eco | Tour | eMTB | Turbo
- Batteri: 625 Wh (up to 1125 Wh med ekstra batteri)
- Ladetid: Ca 6 timer.
- Pris pr opladning: ca 1,50 kr (625 Wh batteri)
Test
Vi har haft cyklen til test i en perioder på 3 uger, hvilket har givet os gode muligheder for, at tage den med rundt til forskellige spor i Danmark. I testperioden har det været tørt vejr, men eftersom det er dansk sommer, har der også været dage med regn. Cyklen har været testet på både officielle mountainbikespor og på stier i skove.
Førstehåndsindtryk
Det første indtryk af cyklen er, at den er den flotte blå farve. Rammen, med det indbyggede batteri, ser en smule kraftigt ud, men det ser dog langt pænere ud end på tidligere modeller. Cyklen ser ikke klumpet og tung ud, som enkelte andre E-MTB hurtigt kommer til. Dette skyldes at batteriet er indbygget i rammen, og det eneste der afslører der ikke er tale om en analog mountainbike er motoren ved kranken. Det lave tyngdepunkt er med til, at cyklen føles meget sikker at køre på, selv når den får fuld turbo op af bakkerne.
For nogle ryttere føles cyklen måske lidt for “sikker” frem for livlig på sporet, det skyldes naturligvis vægten på cyklen som ligger lidt over 20 kg. Den større vægt gør, at cyklen holder begge hjul på sporet, og at der skal arbejdes lidt mere for at få den i luften ved hop. Modsat føles det fantastisk ned af, eller for den sags skyld op af, et lækkert flow stykke hvor du kan holde farten høj uden at gå på kompromis med sikkerheden.
Hvis du aldrig har prøvet en E-MTB før, så kræver det lige en kort introduktion til de forskellige niveauer motoren har: Eco, Tour, eMTB og Turbo. Hurtigt lærer du cyklens motor at kende, og allerede efter 1-2 ture føles det helt naturligt.
Valget af de dæk cyklen er udstyret med er faktisk ganske fornuftigt. Som standard kommer cyklen med et Schwalbe Magic Mary som fordæk og et Schwalbe Hans Dampf Apex som bagdæk. Begge dæk er 29′ med en bredde på 2.6″, og de har et rigtigt godt greb i underlaget. Normalt betyder vægten af dæk ret meget i forhold til hastigheden på almindelige MTB, men på en E-MBT betyder det knapt så meget, da du jo har den kraftige motor til at hjælpe dig.
Scott Genius eRIDE 910 er lige som andre MTB fra Scott udstyret med TwinLoc-suspension. Det betyder, at du med et enkelt tryk på et håndtag på styret kan låse afdæmpningen på cyklen eller halvere dæmpningen. Når du låser forgaflen og bagdæmperen, får du pludseligt en helt fast cykel, som du kan køre med på veje/stier uden at du gynger op og ned på cyklen med de normale 150 mm. vandring. Man kan diskutere om det giver mening at udstyre en E-MTB, der er bygget til at køre op og ned af stejle spor, med denne låsemekanisme men det er smag og behag.
På sporet
Et af de steder vi tog cyklen hen, var sporet i Ulstrup i nærheden af Randers. Her ligger et fint blåt og rødt spor, med nogle rigtigt lækre røde nedkørsler og nogle (normalt) trælse opkørsler. Det er fedt at mærke, hvordan motoren arbejder meget fintfølende, og hjælper en på sporet uden at det føles unaturligt.
På nogle af de lange nedkørsler kommer farten hurtigt op over 25 km/t, hvor motoren slår fra, og man er overladt til egen muskelkraft. Overgangen fra når motoren stopper med at yde mærkes ikke brat, men meget kontrolleret så man ikke pludseligt mærker et ryk i cyklen. Lige så snart man igen kommer under de 25 km/t starter motoren op igen og hjælper med trådet.
På nedkørslerne hjælper motoren også kun til, når du træder i pedalerne. Det betyder, at du bevarer det naturlige flow ned over diverse features på sporet. En E-MTB er med meget stor sandsynlighed tungere end din analoge mountainbike, men det mærker du i udgangspunktet ikke på nedkørslerne. Eneste tidspunkt hvor vægten blev bemærket i testen, var ved nogle meget snævre switchbacks, hvor den var lidt tung at få rundt.
Vi har haft cyklen med på sporet i Fussingø ved Randers. Her testede vi cyklen på en fin sensommerdag, hvor sporet var tørt og lækkert. Sporet er et blåt spor med røde segmenter. Her var cyklen helt på hjemmebane, der var lidt mere manøvreplads på sporet. Og selv når der blev givet gas på cyklen, virkede den meget sikker at køre på, den stod simpelthen fast.
Endeligt har vi taget cyklen med en tur på de lokale grusveje og skovstier. Her gør cyklen sig også ret godt. Den er ikke decideret bygget til det, men den gør turen mere sjov. Vi oplevede også, at der blev kørt lidt mere på opdagelse i nye områder af skovene, steder hvor man normalt ikke lige tager en tur forbi, da der ofte er lidt mange højdemeter.
Vurdering
Scott Genius eRIDE 910 er en rigtigt fin E-MTB i den gode kvalitet vi normalt kender Scott for. Cyklen er udstyret med Bosch Performance CX 2020 e-drive (4. generation) motor som er en yderst stabil og kraftig motor. Af specielle features kan nævnes Twin-lock systemet, som kan være ret praktisk til transport stykkerne i skoven m.m. Prismæssigt er cyklen i den høje ende, 51.000 kr. for en aluminiumscykel hvor man hos en del andre konkurrenter får carbon rammer til den pris. Alt i alt er der tale om en lækker E-MTB fra Scott som klart kan anbefales, hvis du vil have en stabil og sikker cykel.
Pris og mere info
Vejledende pris ca. 51.000 kr. Du kan læse mere om cyklen her. Cyklen er venligst stillet til rådighed af Scott Sports Danmark.