Vi har været på sporet med et par Rascal MTB sko fra ION. Hvordan de klarede sig igennem testen, kan du læse i anmeldelsen herunder.


Vores vurdering af ION Rascal

Test score af ION Rascal

Funktionalitet: 9

Design: 9

Pris: 9

Total Score: 9 ud af 10

Anmeldt af Jesper Hedegaard Grønlykke

ION blev først kendt som firma indenfor surf og vandsport. Virksomheden blev grundlagt i 2004, og startede med at fokusere på, at lave våddragter og tilbehør til surfing, kiting og wakeboarding. Kombination af produkter af høj kvalitet og flot design fandt hurtigt fans over hele verden. I 2013 overførte ION denne tilgang til cykelprodukter, fordi den anden store lidenskab fra mærkets grundlæggere altid har været mountainbike.

ION har indtil videre kun lavet en model af MTB sko til klikpedaler, og den har vi set nærmere på.

Design og materialer

Det første der springer i øjnene når man ser skoene er, den brede velcro rem som asymmetrisk holder sammen på skoene hen over snørebåndene. Den unikke kombination af både velcro og snørebånd gør, at skoen bliver meget stabil og kan sidde virkeligt tæt. Velcroen er af den type, som ikke klæber sig fast på almindeligt stof, så der er ikke risiko for, at den slider unødigt på snørebånd eller bukseben. En anden god ting til ved at have velcro over snørebåndene er, at det kan forhindre snørebåndene fra at flyve omkring eller kommer ind i mellem kæde og tandhjul.

Skoen er ikke specielt aerodynamisk udformet, og appellere mere til den afslappede trail rytter end til den fart fokuserede XC rytter. Når det er sagt, så kan skoen faktisk nemt bruges til begge dele. Hælkappen er gjort stiv for at øge komfort og stabilitet. Og på selve hælen sidder et lille stykke bånd som kan bruges når skoen skal tages på.

SupTraction Rubber Soul CL er det meget mundrette navn for sålen der er under skoene. Den er lavet således, at der er godt grip i skoene hvis du skal af cyklen og trække den. Den er lavet i hård gummi så den understøtter foden, når du yder maximalt press på pedalerne. Sålen er også lavet så skoen er behagelig at gå med, og den står godt fast selv hvis underlaget er mudret og vådt. Mellem sålen og selve skoen er en mellemsål, som giver mere komfort hvis du kører på ujævnt terræn, den absorberer lidt af de mange stød du ellers ville mærke med andre sko.

ToeTal Protection – ION har gjort den forreste del af skoen mere stiv og modstandsdygtig over for hvis du f.eks. påkøre et træ eller en sten med foden. Den hårde front på skoen er naturligvis ikke noget man umiddelbart bemærker når man cykler. Men skulle uheldet være ude og man rammer en gren eller lignende, vil skoen helt sikkert dæmpe slaget en del.

Vægt: 938 gram for et par sko.

Test af ION Rascal

Vi har fået lov at teste skoen hen over sommeren, og det har givet os tid til en grundig test på flere danske MTB spor og på gravel-ture. Skoene er testet i al slags vejr som den danske sommer kan byde på.

Skoen er yderst behagelig at have på når solen er fremme. I fronten af skoen lige efter ToeTal Protection, er der et område som har et utal små udluftningshuller. Det gør at skoen ikke bliver for varm at have på da luftgennemstrømningen er stor.

Da vi testede skoen i regn, var bekymringen, at der ville komme en del vand ind i skoen igennem de små udluftningshuller, men det viste sig ikke at være rigtigt. Der kom naturligvis lidt vand igennem, men størstedelen af vandet der kom ind i skoen kom ned hvor foden stikkes i skoen. Så ION Rascal klarer den våde mountainbike tur helt på højde med sko hvor snuden er tæt.

På mountainbike sporet føles skoen helt hjemme. Den stive, men alligevel, fleksible sko understøtter rytteren rundt i svingene. Mellemsålen absorbere de værste stød, uden at man mister fornemmelsen med underlaget.

ION Rascal er lavet til MTB, men den er også testet skoen på gravelbiken, og til det formål er den faktisk også ganske egnet. Det er klart at en mere strømlinet sko, måske vil egne sig bedre til gravel-ture, men ION Pascal skoene er så behagelige at have på, at de gør sig rigtigt godt på de lange gravelture. Sålen er tilpas stiv til at understøtte et godt tråd på gravelbiken, så hvis du kan leve med det knapt så strømlinede udtryk, så kan den fint bruges til gravel. (Læs mere om gravel her)

Vurdering

ION Rascal er en virkeligt lækker sko, og den lever på alle måder op til hvad man kan forvente af en MTB sko, der kan klare alt fra downhill til XC.

Positivt

  • Faste såler
  • Velcro og snørebånd
  • Lette og luftige
  • Ekstra beskyttelse i skosnuden
  • God udluftning i skoen

Negativt

  • Ikke vandtætte
  • Lidt små i størrelsen

Den bedste anmeldelse et produkt kan få er vel, hvis produktet kan erstatte noget man har i forvejen og så endda gøre det endnu bedre. Og det er præcist hvad ION Rascal har formået hos mig, jeg har længe kørt med et par Shimano sko som jeg har været rigtigt glade for, men nu er de blevet erstattet af ION Rascal som de nye “primære” MTB sko.

Pris ca. 1.200 kr.

Skoen er venligst formidlet af ION via Bikegorilla.dk