Vi har de sidste 4 måneder testet 2 par sko fra Shimano. XC1 og XC3 som er 2 forskellige sko i hver sin prisklasse. Er den dyreste sko bedre end den billige? Læs herunder og få svaret.

Shimano er generelt kendt for deres gode kvalitet, så da vi besluttede at lave denne test, blev vi hurtig enige om at en “battle” mellem den “billige” og den “dyre” var den bedste løsning. Der er kun 150 kroner i forskel på de 2 sko, og de er opgivet til at koste henholdsvis kr. 649 og kr. 799, så det er faktisk ikke helt fair at bruge betegnelserne “billig” og “dyr”, da begge sko ligger i et ganske fornuftigt prisleje, ud fra hvad der ellers er på markedet.

Inden vi kommer til den endelige konklusion, så lad os lige kigge på hvad det er for nogle sko vi har testet. Begge sko er beregnet til MTB og gravel, og er til SPD klamper. Modellerne vi har testet er en herre model, men begge modeller fås ligeledes i dame modeller.

Shimano XC1 – “Den billige”

Vejl. pris kr. 649,-

XC1 (SH-XC100) er hvad jeg vil kalde en klassisk MTB sko. En allround sko, der kan bruges fra det tidlige forår til det sene efterår. Den har 3 velcro straps, så den er nem at justere og tilpasse din fod. Overdelen er lavet i mesh og syntetisk læder. Ydersålen er i gummi og midtersålen er lavet i glasfiber forstærket nylon. Skoen er designet til herrer, og giver bedre plads til en lidt bredere fod end mange andre sko vi har testet.

Sålens stivhed er opgivet til 5 (På en skala fra 1 til 12), så den er altså dejlig blød og behagelig, både at gå og cykle med.

Læs mere på bike.shimano.com

Shimano XC3 – “Den dyre”

Vejl. pris kr. 799,-

Med XC3 (SH-XC300) får du en mere “lirens” cykelsko, som er til dig der går op i de små detaljer, og gerne vil have de maksimale watt ud af hvert tråd. XC3 er tilpas stiv, uden at være ukomfortabel, og den populære BOA lukning, gør at du kan justere din sko helt ned på milimeteren, selv mens du cykler.

Lige som XC1 har den en overdel i mesh og syntetisk læder, samt en sål i gummi og glasfiber forstærket nylon. Sålens stivhed er opgivet til 5 (På en skala fra 1 til 12), hvilket giver en god komfort, uden at den føles for blød når der skal trædes til i pedalerne.

Læs mere på bike.shimano.com

Specifikationer

Pris

  • XC1 – Vejl. pris på 649,-
  • XC3 – Vejl. pris på 799,-

Vægt

OBS: Vægten er for et par, og inkl. SPD klampe

  • XC1 – 695 gram
  • XC3 – 701 gram

Konklusion

Det ser ud til at begge modeller er lavet på samme bund, som er meget komfortabel. knopperne er dejlig bløde, og gør det nemt at gå i skoen. Så det er altså på overdelen og specielt på måden de spændes på, de skiller sig ud fra hinanden.

Der er ca. 150 kroners forskel på de 2 modeller (Ud fra vejledende priser), så skal jeg vælge en vinder, så bliver det ud fra min personlige smag XC3. Dette er primært på grund af designet, og så har jeg været rigtig glad for BOA spændet. Jeg synes de 150 kroner er godt givet ud for at opgradere fra velcro til BOA. Er man mere til velcro, så er XC1 er rigtig godt bud på en god MTB/gravel sko til en rigtig fornuftig pris.

Begge sko er som tidligere nævnt herre modeller, så selvom jeg har en lidt bred fod, og en høj vrist, så er de overraskende komfortable allerede fra første cykeltur. Så er du på udkig efter et par nye cykelsko til MTB og/eller gravel, så får begge modeller en anbefaling her fra.