Elton John, Rihanna, Black Eyed Peas, OneRepublic – bare for at nævne nogle af de mange fantastiske kunstnere, der har lagt deres vej forbi Ischgl. Det er nemlig således, at Ischgl åbner deres vintersæson med en stor koncert, og som om det ikke skulle være nok, så afslutter de også med et brag af en koncert. Og det er ikke hvem som helst, der har lagt vejen forbi.

Måske er det også en af de helt gode grunde til, at “vi” danskere nærmest alle har enten hørt om eller været på besøg i Ischgl… Altså om vinteren – for hvad skulle man da drage til Ischgl for om sommeren?

Det skal jeg fortælle dig om lidt, men allerførst må jeg lige give dig historien om, hvordan det hele startede hernede i den dybe dal i den del af de østrigske Alper, som grænser op mod sin nabo Schweiz.

Hvordan det hele startede.

Det er faktisk ikke meget mere end 60 år siden, at en gruppe af dalens landmænd fik en idé. De ville lave en skilift og herved tiltrække turister, for vinteren var lang og hård – ikke mindst for pengepungen. Dalens beboere var ludfattige og havde ikke en rød reje.

De overlevede på kærlighed og kildevand, og det kan lyde romantisk, men det var det ikke. Måske var det mere af nød end lyst, at de 5 bondemænd fik overbevist de andre i dalen om at fylde hatten med, hvad der nu var gemt under hovedpuden, for der var ikke mange, der egentlig troede, at der ville komme gæster fra nær og fjern, bare fordi der var en skilift.

Men den blev bygget om sommeren og blev simpelthen klar til den første vinter, hvor kablet knækkede første dag. Nu var gode råd dyre, og for at gøre en lang historie kort, endte de i banken og fik hjælp til at komme i gang igen året efter. Den dag i dag er alle gondoler ejet af de lokale, og de investerer kun i nyt af overskuddet – så de har ingen gæld. SEJT!

I skrivende stund må jeg kaste håndklædet i ringen og sige, at jeg trods mange mountainbikerejser til Alperne ikke selv havde skænket Ischgl en tanke med en mountainbike mellem benene, så da jeg her fik chancen for at rejse ned i denne smukke, bjergrige dal, var jeg spændt – uden de helt store forventninger. Jeg er ikke selv super kræsen, når det kommer til spor, for de er på hver sin måde fantastiske at køre på.

Jeg lever efter udtrykket “No bad trails”, og jeg gør det, fordi selv et sløjt spor kan blive sjovt, når man læser det korrekt. Ischgl er på en eller anden måde en usleben diamant, der blinker til dem, der tør tage rejsen forbi dette fortryllende sted i Alperne.

Selvom Ischgl har en lang vinter pga. højden og garanterer skiløb til først i maj, så har de også fået øjnene op for det her med, at mountainbike er ved at udvikle sig i andre dele af Østrig, og Ischgl har sat sig for at blive den største e-bike-destination i de østrigske Alper – og skal jeg være helt ærlig, så tror jeg, de bliver det.

Da det fremtidige koncept er det her med at blive den største e-bike-destination i alperne, fik vi stillet e-bikes til rådighed, og på dem skulle vi udforske regionen. Vi fandt ret hurtigt ud af, at Ischgl mener, hvad de siger, for da vi ankom til turistkontoret, stod der 4 e-bikes klar fra mærket Simplon – som selvfølgelig er et østrigsk brand. Det er gennemført, om man vil det eller ej.

Jeg udstrålede tilsyneladende en vis iver over den ene af de her Simplons, for den havde – udover at være en e-bike – bæltetræk og automatisk gearkasse. Jeg havde set billeder af dette vidunder, men aldrig kørt på en, og derfor blev jeg også førstevælger og hoppede straks op på dette innovative fartøj.

Det skulle senere vise sig at blive en gigantisk PB’er – aka presbald!

Alt var nu klappet og klar, og vores guide Patrik fra Ischgl Bike Guide kunne fortælle os, at for enden af gondolen ventede der sig et legendaris trail, som hed Smugglers Trail. Har du været i Ischgl med ski under fødderne, vil du også vide, at det er vejen til direkte toldfri handel i Schweiz – og om sommeren er det præcis det samme.

Patrick fortalte, at både smøger og Rolex-ure var så billige, at folk købte dem og solgte dem på den anden side af bjerget i Østrig. Overdrivelse fremmer forståelsen, som man siger, og da ingen af os skribenter hverken røg eller havde råd til dyre ure, vendte vi snuden i sporet!

Smugglers Trail

Smugglers Trail er ikke for sarte sjæle, og på en mountainbike, der ikke er som sin egen, blev vi kastet for løverne denne tidlige morgen som de første på bjerget – med en anelse for lidt kaffe i blodet. Jeg havde det gode forspring, at jeg havde kørt en del på spor som dette, men mine kære kollegaer fra Holland og Belgien var ret udfordrede.

Sporet er som sådan ikke særlig teknisk og kan – alt efter tempo – køres af mange danske mountainbikere på et fornuftigt niveau. Men det er til tider lidt eksponeret, så hold snuden i sporet og kig frem, hold pauser og nyd udsigten dér. Vi befandt os i bjergene – på Smugglers Trail… Prøv lige at hør, hvor cool det lyder. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og der var ingen vind – kun når vi trail-surfede ned ad bjerget med vind i håret, hvis man da havde sådan noget.

Vores guide Patrick førte an og sendte den ene støvsky op efter den anden, så det knasede i tænderne for Danmarks udsendte, som forsøgte at hægte sig på. Når jeg befinder mig på et spor højt oppe i bjergene, så skal der godt nok meget til at lave dårlig stemning – og det gjaldt også, når min Simplon bike ikke helt gjorde, som jeg syntes, den skulle gøre… F.eks. at slukke sig selv, når det gik op ad bakke eller skifte gear når den havde lyst.

Stakåndet i højden fumlede jeg med alle de her knapper på styret og fandt efter lang tid ud af, at knappen, der tændte uhyret, var knækket – men kunne trækkes ud og ikke ind som de andre knapper. Men det virkede, og min superheltekræft kom tilbage.

Min Simplon havde ikke kæde af metal, men et slags bælte med tænder. Det er helt lydløst og skal ikke smøres – og her må jeg sige, at det virkelig giver mening. Fornemmelsen var fantastisk. Simplon kan dog ikke tage hele æren for dette såkaldte drivetrain, for det er opfundet af Pinion.

Pinion er en tysk producent, der er kendt for deres gear-systemer til cykler, især centralt placerede gearkasser, som adskiller sig markant fra traditionelle gearsystemer. I stedet for en kassette og bagskifter har Pinion udviklet en lukket gearkasse, som typisk er placeret omkring krankakslen – meget lig en bils gearkasse, men til cykel.

Ischgl ligger højt, og det mærker man på luften, når der trædes i pedalerne – og det giver mening med e-bike. Jeg vil dog personligt til hver en tid køre på min analog bike og blot bruge lidt længere tid for at få turen ned ad bjerget på en lettere bike. Og det var der også mange andre, der gjorde, som vi mødte på vejen. Det ene udelukker bestemt ikke det andet, og der er frit valg på alle hylder – så vælg din favorit og giv den alt, hvad du har.

Enduro paradis

Ischgl er et trail-paradis – og ikke mindst et enduro-paradis – det er der så absolut nada tvivl om. Det er storslået natur – fra de rå spor på toppen med grus, sten og murmeldyr – til skovens dybe stille ro i dalen, hvor solens stråler falder ind igennem træernes stammer og sender lyset ned på alle de flotte rødder, som de store, brede dæk danser hen over i den fart, som ens level befinder sig bedst på.

Der blev uddelt mange nuggets og fistbumps den dag for enden af de mange spor – og da mine kollegaer fra Holland og Belgien besluttede sig for at trille ned ad asfaltvejen, fik jeg det her smil fra Patrick, som kun en mountainbiker til en anden mountainbiker forstår.

Det er international kærlighed – for mere spor og for linjer, som ikke altid befinder sig på et kort, men på disse bjergsider er lovlige at køre og hike på. For satan! Bliver jeg nødt til at sige – for det her var så svedigt! Det var endnu en dag på sporet, der går over i historien.

Vi passerede på vejen tilbage til byen et par andre spor, som Patrick også gerne ville have kørt, men det kunne vi ikke nå på denne tur. Det er også altid godt at have noget til gode.

Den aften ringede telefonen på mit hotelværelse – altså den telefon, man ringer til receptionen på – og det kan jeg ligeså godt afsløre for dig, at det er ikke tit, den gør det, når man er på hotel. I hvert fald ikke dem, jeg har været på.

Det var Mark fra turistbureauet, som havde talt med Patrick, og de havde fået den her geniale idé om at dele os op dagen efter – således at jeg om formiddagen skulle se nogle spor længere ude i bjergene sammen med Patrick.

Hvis jeg dagen før ikke var 100 % overbevist om, hvad det her smukke sted havde at byde på om sommeren for os, der elsker mountainbike, så var jeg totalt blown away og stoked efter endnu en dag på sporene i Ischgl.

Efter Smugglers Trail, hvor vi dagen før havde drejet til venstre, vendte vi nu hjulene til højre og skulle følge et trail, som bugtede sig op og ned – for kun at forsvinde for øjet mellem to mastodonter af bjergtoppe.

Nu var der big mountainbike flow, så det halve kunne være nok – og selvom det på mange måder var genialt på e-bike, så kan man sagtens gennemføre på analog med lidt mere hike and bike.

Vi endte ved den berømte Heidelberger Hütte, som er et kendt sted for folk med hang til touring-ski. Jeg kan ligeså godt meddele dig, at du også gerne vil herned til Ischgl om sommeren – for det er fabelagtigt. Man er altid velkommen ind hos Lucas, som ejer Heidelberger Hütte, og det er vist nok noget med, at tiden flyver derinde og der er lokal snaps på skyerne– men det kan du selv opleve den dag, du kommer forbi.

Grænser og shared trails

Bemærk, at du i løbet af en dag på sporet krydser grænsen mellem Østrig og Schweiz flere gange – og det er ret sjovt. Begrebet shared trails er godt at bide mærke i, for her i bjergene giver vi plads til hinanden – om man er på mountainbike eller gåben. Det var ikke mange, vi mødte den her mandag på toppen af Ischgl, men dem vi mødte smilede og sagde Cervus.

Fra Heidelberg Hütte kan man med ro i maven trille hele vejen tilbage til byen med et stort smil på læben – vel vidende, at man kan gøre det hele igen dagen efter, hvis man da skulle være en af dem, der ikke har fået nok.

En halv time i pedalerne på e-bike oppe i dalen finder du byen Galtür. Langs den brusende flod flyver tiden afsted i turbo mode, og det er en smuk ankomst. Galtür er et lille skicenter, som lige om lidt er det ultimative sted for dig med hang til grønne og blå spor.

Der bliver i skrivende stund bygget et rødt spor også, og alt i alt kommer der 20 km spor ved udgangen af næste sæson. Her kan man hænge ud med hele familien – og skulle man være til livet i camper, så er her både en campingplads med plugin ved en smuk, krystalklar bjergsø, som betjenes af en lokal bjergged.

Er man mere den primitive type på budget, eller bare til noget andet, kan man på den anden side (forsiden) parkere oppe i anlægget på en mark for 10 €, som man smider i en bom. Her er toilet. Pladsen bliver brugt meget af personer, som udøver sporten bouldering. Til dem, der ikke kender til bouldering: klatrer man på store sten uden reb og er aldrig højt oppe.

På den ene side er der en “skov” af sten, om man må sige – og vi så små grupper af klatrere, som kom gående op ad vejen med deres crashpads på ryggen. Traditionen tro er her også de små bjælkehytter med søde Heidier og Hansier, der serverer alle de samme traditionelle østrigske retter – præcis som du kender dem om vinteren – og jeg siger bare til dig, at de smager præcis lige så godt om sommeren.

Der er altså bare noget med Østrig – og jeg tror, vi oppe nordfra falder for hyggen. Galtür er også et genialt sted for den øvede mountainbiker til at finpudse sin teknik, for med den ikke alt for vilde hældning kan man trimme sin position på biken og se, hvor hurtigt man kan komme rundt i en berm, få lidt luft under hjulene eller pumpe og holde fart. Galtür er bestemt et spirende frø for hele familien – og ikke mindst begynderen, der vil fokusere på den perfekte start.

Vi boede på Ischglerhof, et 4-stjernet hotel med wellness og hele pivtøjet. Selvom det er dejligt med en god seng at sove i, så går de fleste mountainbikere op i, om hotellet er bike friendly – og det er det bestemt. I kælderen er der aflåst bur, som åbnes med keycard, cykelvask og A-frames til opbevaring, plus strøm til opladning.

Vores hollandske udsendte testede ved et tilfælde, om buret til cyklerne var sikkert indefra – ved at smække sig selv inde. LOL! Jeg så desværre først beskeden, da jeg sad i liften. Efter en time blev han fundet med en banan i hånden og et tilbud om at blive som en del af udstillingen.

Klaushof Bed & Breakfast

Skulle man være til overnatning uden 4 stjerner, er der et inferno af tomme senge i området. Søg på de kendte portaler, eller book din seng hos vores guide Patrick, som ejer Klaushof i udkanten af byen.

Klaushof er en Bed & Breakfast, hvor værelserne har et lille køkken, så man selv kan lave mad. Du kan også booke Patrick eller hans crew til både undervisning og guidede ture. Hæng mig ikke op på prisen, men jeg mener, Patrick charger 280€ pr. dag for et hold med op til 8 personer.

Prisen er for ren guiding, så liftkort kommer oveni, men det er ikke dyrt. Du kan altså få nogle fantastiske dage i Ischgl, lige meget hvordan du sammensætter dit hold – venner, veninder, familie eller solo.

Vejret i bjergene kan være omskifteligt, og pisser det ned, kan man besøge den lokale Therme, som i virkeligheden mere er en avanceret svømmehal med både inde og ude – og for børn og adults med ekstra nøgenområde. Der er sågar en skøjtebane; her må man dog ikke være nøgen. Men det er balsam for sjælen at skvulpe rundt i det lune vand, alt imens man kigger ud gennem dalen på alle de store bjergtinder.

Ischgl har diverse skishops, som bliver omdannet til mountainbikebutikker om sommeren. Her finder du det, du mangler og har glemt. Jeg vil dog sige, at jeg ikke var særlig stoked over udvalget af dimser og dutter, men det kan forsvares med, at vi besøgte Ischgl lige før sæsonen startede, og hylderne var ved at blive fyldt op med nye varer.

Ischgl er med i Gravity Card, og det betyder, at man kan bruge sit liftkort i flere af områderne hele vejen over til Saalbach etc. Det er genialt, da man kan lave et roadtrip og få krydret sin bucket list med ekstra chilly.

Aktiviteter i Ischgl uden hjul

Bouldering, hiking, trail running, via ferrata, flying fox, Walk of Sounds og lækre legepladser oppe på bjerget med masser af aktiviteter.

Alle restauranter på bjerget har nu åbent hele sommeren, så man kan få fyldt maven med kærlighed og slukket tørsten med en weiss-beer alt i mens man fundere over hvad meningen med livet går ud på i symfoni med den friske bjergluft og den uovertrufne udsigt. Livet går selvfølgelig ud på meget mere mountainbike i bjergene med sine bedste venner og familie.

Det er ret nemt at finde rundt selv med et af de trail maps, som du finder på hoteller, turistkontoret og ved lifterne. Har man lyst på mere eventyr, er planlægning vigtig. Ved man ikke, hvordan man planlægger en tur uden for liftområdet, vil jeg anbefale en guide. Det er surt at blive fanget i dårligt vejr uden det rigtige udstyr – men oplevelserne derude er enestående.

Nyttige links

https://www.gravity-card.com/?lang=da
https://www.ischgl.com/en/summer/
https://www.klaushof-ischgl.at/en/
https://www.ischglerhof.at/
https://www.silvrettatherme.at/en
https://www.galtuer.com/en/summer
https://www.ischgl.com/en/summer/summer-cable-car/open-facilities?type=biking

Ischgl MTB bullets

• Masser af officielle MTB-ruter og singletracks fra grøn til sort.
• 3 store lifte med cykeltransport (Silvrettabahn, Fimbabahn, Flimjochbahn)
• Guidede ture og kurser fra Bikeacademy Ischgl
• Bike’n’ride med e-MTB og analog mulige på alle ruter
• Spor til Schweiz (Samnaun)
• Topmoderne infrastruktur: vaskepladser, værksteder, ladestationer
• Bikepass: fra €54/dag (inkl. lift og cykeltransport)
• Sæson: midt juni – begyndelsen af oktober
• Mere info: ischgl.com

Transport til Ischgl

Med tog

Rute: Typisk tager man først et internationalt tog til Innsbruck eller Zürich (afhængigt af
udgangspunkt) og skifter derefter til regionaltog eller bus mod Landeck-Zams eller
Paznaun-dalen, hvor Ischgl ligger. Fra Landeck eller Paznaun er der ofte shuttlebusser eller
taxa til Ischgl.

Rejsetid: Fra større danske byer (f.eks. København) tager det omkring 14-18 timer
afhængig af forbindelser og ventetid ved skift. Fra München er det ca. 3-4 timer med tog og
bus til Ischgl.

• Bemærk: Togrejsen kræver typisk flere skift og planlægning + tillæg for cykel.
• Mest klimavenlig

Med bil

Rute: Fra Danmark kører man typisk via Tyskland (autobahn) mod München og videre mod
Innsbruck og derefter mod Landeck og Ischgl i Østrig.

• Distance: Ca. 1.100 – 1.300 km (afhængig af startsted i Danmark).
• Rejsetid: Ca. 12-14 timer uden lange stop, men realistisk er 14-16 timer inkl. pauser.
• Bemærk: Vintersæsonen kræver vinterdæk, og i Østrig skal man købe en vejvinjet
  (autobahnvignette).
• Mest økonomisk

Med fly

Lufthavne: Nærmeste store lufthavne er Innsbruck (ca. 90 km), Zürich (ca. 150 km) og
München (ca. 180 km).

• Flyvetid: Fra København til Innsbruck eller München ca. 1,5-2 timer
• Transfer: Fra lufthavnen kan man tage tog, leje bil eller booke transfer til Ischgl. Transfer
  tager ca. 1,5-3 timer afhængig af lufthavn.
• Samlet rejsetid: Ca. 4-7 timer inklusive transfer og ventetid.
• Bemærk: Flyrejse kræver typisk tillæg for cykel.
• Mest behagelig