Løbsberetning: Team Merida MTB Marathon 2017

Det kræver gode nerver at afholde mountainbike marathon løb i Danmark i november måned og det gælder både for arrangørerne og deltagerne. Alle holder skarpt øje med vejrudsigten og startlisterne. Som deltager venter man ofte til der kommer vejrudsigter der lover ikke alt for slemt vejr, før man trykker deltag på tilmeldingen og arrangørerne afventer om der nu kommer nok tilmeldinger til at løbet kan gennemføres.

Efter at været ramt af dårligt vejr nogle tidligere år, viste denne dag sig fra sin smukkeste efterårs side og gav et fantastisk løbsvejr. Tørt, køligt og med solen fremme af og til – hvem kan næsten ønske sig mere.

Hvilke ruter er der

Løbet bliver afholdt i Fussingø ved Randers og sporene her er meget naturlige og med masser af rødder, meget lidt grus og ingen byggede forhindringer. Terrænet er kuperet og der er mange korte stejle op og nedkørsler. Man veksler mellem, at køre i løv- og granskov, åbne transportstykker og en lille smule asfalt.

Jorden i området er meget lerholdig, så ovenpå de foregående dages regn, var der masser af mudder og glatte spor, som gav ekstra udfordring både på og af cyklen.

De havde lavet en børnerute på 8 km og 2 længere ruter på henholdsvis 28km/540hm og 53km/910hm. Man skal være opmærksom på at den lange rute er 2 omgange, så er man træt halvvejs, så kan det kræve lidt viljestyrke, at køre ud på den sidste runde.

Klar – parat – start

Endnu engang er Lonnie og jeg klar til at komme afsted og køre løb. Vi har ikke før kørt dette løb, kun hørt nogle af alle skræk historierne om mudder-helvedet, ødelagte cykler og frygteligt hårdt terræn, så vi forventede det værste og håbede på det det bedste.

Jeg kom direkte fra en overnatning på gulvet med en flok mikro-spejdere som var afsted på deres første tur, så det var med alt andet end overskud og friske ben vi kørte fra Viborg.

Vejret klarede mere og mere op som vi nærmede os Fussingø og da vi drejer ned mod slottet, titter solen frem og man fik følelsen af at “det her skal nok blive en god dag”.

Der var masser parkeringsvagter til at vej og ved nummerudleveringen var der styr på alle deltaljer. Lidt kø ved toiletterne er det jo altid og 3 minutter før start stod vi klar til at blive sendt afsted med alle de andre.

Starten går og alle bliver sendt afsted på asfaltvejen direkte op af bakke og her bliver feltet hurtigt spredt. De første kilometer er der god mulighed for at overhale og finde sin plads inden vi rammer de første singletrack.

For os der ikke køre så hurtigt var ruten rigtig godt markeret, vi hørte dog at nogle af svingene manglede ordentlig opmærkning, hvis man kom til dem i høj fart.

Mudder og højdemeter

Når ruten er 28 km og lover knap 600 højdemeter, ved man godt at det kommer til at gå opad og det gjorde det. Mange af stigningerne var forholdsvis korte, men tilgengæld meget stejle og med et leret og mudret underlag måtte mange ryttere af og trække.

De indlagte transportstykker på grus eller asfalt kom en behagelig mulighed for lige at hvile benene og få pulsen lidt ned inden det igen gik løs på singletracks.

Vi kørte on/off med nogle hyggelige fyre, der ligesom os var ude efter den gode oplevelse og ikke havde travlt med kun at køre stærkt. Lidt sjovt når man igennem et helt løb møder de samme personer og skiftevis overhaler dem og selv bliver overhalet, har tid til en lille sludder og opmuntring.

Da vi begynder at blive overhalet af de hurtige, der er ude på 2. omgang af den lange rute er der også god takt og tone, der bliver råbet “højre om” , “bare når der plads” og “god tur” og for os som langsomme ryttere give det en god oplevelse og vi kan hurtigt flytte os og give plads. Vi ønsker på ingen måde at være i vejen, men pyhhh hvor kan man blive forskrækket, hvis der kommer en susende forbi man ikke har hørt.

Lækker forplejning giver energi

Inden start kunne må få tanket op med energi i forskellige former og ude på ruten var der et depot med væske, frugt og muslibarer.

Da vi endelig kom i mål, var det skønt at kunne få varm suppe med flutes og masser af gode sager og smag, dejligt at kunne blive mæt og varm igen.

Der var annonceret en masse lodtrækningspræmier og modsat mange andre løb, hvor disse først bliver udtrukket ved præmieoverrækkelsen, så kunne man se dem på en liste, så snart man kom i mål. Havde vejret været rigtig dårligt og koldt var dette en super flot service, så folk ikke skulle stå i flere timer og vente på at sidste mand kom i mål.

Vi siger tak for denne gang til arrangørene Randerscm.dk, Team Merida Astral Biking og Bikerepair.dk  Vi vil varmt anbefale at lukke øjnene for vejrudsigten og melde sig til hvis der bliver et Team Merida MTB Marathon 2018.

Billederne er venligst stillet tilrådighed af Jan Lyngby og Team Merida Astral Biking. Flere billeder kan ses HER

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *