Hvad nu hvis vi gav en ung pige en Fully? En Scott Spark 920

Hvad sker der, når man tager en Scott Spark 920 fuldaffjedret mountainbike, og lader en ung pige, der normalt kører på en carbon hardtail cykel, kører på den? Vi gjorde forsøget, og lod en ung mountainbiker fra Hald Ege MTB gøre forsøget, og her er hendes oplevelse.

Scott er kendt for at lave cykler til alle niveauer, både til nybegynderen, men også til verdensmesteren. Vi tog en ung pige på 14 år, med 4 års erfaring på mountainbiken, men nul års erfaring på en fuldaffjedret mountainbike, og satte hende på en Scott Spark 920 model 2019 i størrelse small.

Spark’en har den velkendte lodrette bagdæmper fra FOX, og en Fox 34 Float Perfomance forgaffel – begge med 120 mm. vandring. Herudover kommer den med hjul fra Syncros, en carbon ramme, med en baghænger af aluminium. Herudover er den monteret med en Syncros dropperpost, SRAM GX gearing og bremser fra Shimano SLX.

Et af de gode hop i Ødalen, Viborg.

Enkelte justeringer, og så afsted

Efter nogle få justeringer af saddelhøjde, sadlens vinkel, en justering af hældningen på bremsegrebene og luft i dæmperne, skulle cyklen prøves. Det første der blev gjort var, at åbne op for forgaffel og bagdæmper, og det med Scotts twinlock, for derefter at hoppe rundt på cyklen. Den der fornemmelse af, at cyklens dæmpere bare gav efter, var en helt ny følelse for en der altid har kørt hardtail.

Cyklen blev selvfølgelig taget med til træning senere på dagen, og det viste sig hurtigt, at en dropperpost er uundværlig, og at fuldaffjedring sagtens kan bruges af en ung pige på 14 år.

Den helt store prøvelse kom, da cyklen blev slæbt med til Bornholm, hvor destinationen var sporet på Almindingen. Hvor der på Astas egen cykel ikke er den store bevægelsesfrihed, med en fast saddelstang, og ikke den store eftergivenhed, på hardtailen, blev Asta pludselig en del mere fri. Det gav større kontrol, og hun kunne pludselig køre nogle spor, som hun ikke før havde haft den store lyst til på hardtailen. Det drejede sig helt sikkert om, at når dropperposten var i bund, dæmperen og forgaflen gav efter på de modstande der kom fra sporet, så fik hun pludselig en del mere kontrol på cyklen, og dermed også mere mod. Forandringen var tydelig, og klipperne på Almindingen blev forceret med stor kontrol og kæmpe glæde.

Astas Oplevelse af cyklen

Stor koncentration ned gennem sporet på Almindingen, Bornholm

Hvad syntes du om cyklen?

“Jeg er vild med den Scott, og syntes jeg blev meget bedre til at køre mountainbike. Den er nok lidt mere mig, end sådan en hardtail, som jeg har nu. Jeg syntes, at det var en ret sej cykel, og det var rigtig svært at skulle aflevere den tilbage igen”.

Hvad var forskellen fra din Cannondale hardtail til denne Scott Spark 920?

“At den gav mig meget bedre kontrol på sporet. Men jeg fik også en lidt mere oprejst position på cyklen, hvilket gav mig en bedre oplevelse af at cykle”.

Hvilket udstyr var det vildeste?

“Jeg var helt vild med den affjedring. Jeg fik jo meget bedre kontrol over cyklen, og syntes jeg kunne køre bedre ned af de sjove nedkørsler på Almindingen på Bornholm. Men jeg var også rigtig glad for dropperposten”.

Observationer

Vi fandt hurtigt ud af, at denne cykel passede meget bedre til Astas kørestil, end hendes carbon Hardtail. Den har gjort det godt i XC dagene, men Asta er lige så stille begyndt, at interessere sig for mere enduro-inspirerede spor, og de er bare sjovere på en fuld affejdret mountainbike. Derfor var det også en markant ændret pige, man så på denne cykel. Hun sad lidt mere oprejst på cyklen, da reachen var lidt kortere.

Men de helt markante udsving kom fra fuldaffjedringen og dropperposten. Hun fik meget bedre kontrol på cyklen, og turde pludselig meget mere, samtidig gjorde dropperposten det den skulle, den gav meget mere bevægelse på cyklen, og dermed en markant bedre kørestil. En anden observation var glæden. Vi kender det alle glæden ved en ny cykel, og den så man også hos Asta, hvilket helt klart også har givet vinger.

Cyklen og Asta klarede fint rockgarden der ligger i Ødalen ved Viborg.

Konklusion

Scott Spark 920 er en cykel til omkring 30.000 kr. På sådan en cykel skal udstyret være i orden, og man skal kunne mærke en forskel, når man doubler værdien, i forhold til ens egen cykel. Det må man sige, at Asta også har oplevet. Man kan sige, at hun har haft mulighed for, at koncentrere sig om cykeloplevelsen, fordi cyklen i sig selv kører rigtig godt.

Denne cykel passer hende rigtig godt, den passer til den måde hun køre mountainbike på, og så har den nøgleudstyr som affjedringen, dropper posten og twinlocken, som gør den stor forskel. Men rammens geometri har også en helt klar indflydelse på køreoplevelsen.

Så når man tager en ung pige på 14 år, der altid har kørt XC på sin carbon hardtail cykel, og sætter hende over på en højteknologisk maskine, som en Scott Spark 920 med det hele er, så sker der store ting. Hendes køreoplevelse blev markant bedre, da hun opnår større kontrol og derved tør lave mange flere ting på cyklen.

Skal man så løbe ud og skifte sine børns cykel til en fuldaffjedret mountainbike? Det kan man ikke svare på, men for Asta i denne artikel, gav det en markant ændring til det positive. Så måske et skift fra XC til fuldaffredret var værd at overveje.

Tak for sporet til Trailbuilders Bornholm

Tak til Scott Danmark for udlån af cykel

4 kommentarer

  1. Er det ikke en lidt søgt konklusion? Burde den ikke have været delt op i 2 dele, hvor man først forsøgte med dropperposten og derefter den fulddæmpede? Eller er det ‘bare’ en Scott reklame?

    1. Hej Lars,
      Du har ret i, at skulle man lave en videnskabelig test, så burde man lave en ændring og se forskellen, ændre tilbage, og lave en ny. Men det vil være alt for omfattende, og ikke helt i artiklens ånd.
      Artiklen har en lidt anden vinkel end normale cykeltest artikler. Her er det ryttteren der er i centrum, og ikke cyklen. Men det går ind i kategorien som en produktest, og når vi produkttester, så kan vi jo ikke undgå at præsentere varemærket på testen. Men det er ikke en reklame, men en artikel der viser, at der faktisk også er fuldaffjedrede cykler til unge mennesker.
      Hilsen
      Jónas

  2. Jeg læser nu også dette mere som en reklame for Scott Spark 920, for det er der jo skrevet mange gange i artiklen. Ingen tvivl om at det er en bedre cykel .Men jeg tænker hun alene var noget langt med en drooper. Jeg selv er nybegynder og køre på en trek roscoe 8 v2019 (12 gear, dropper, 27.5+ dæk) den er perfekt til mig. Hvis jeg engang skal opgradere til en fully, så tror jeg virkelig jeg skal højt op i pris.

    1. Hej Michael,
      Artiklen skal læses som en anden vinkel på at teste en cykel, og her er det så en Scott. Vi kunne selvfølgelig have skrevet “den fuldaffjedrede mountainbike” i stedet for Scott’en eller Scott Spark 920, men da det jo også er en test af en Scott Spark 920, så giver det mest mening at nævne cyklens navn og model.
      Det er ikke en reklame, for vi har ikke modtaget penge fra Scott eller andre for at skrive artiklen. Vi har til gengæld lånt cyklen direkte hos Scott. Havde det været en Cannondale eller en Cube, havde vi også nævnt brand og model, det syntes vi er naturligt at gøre.
      En dropperpost kommer man rigtig langt med, men vi ville gerne se om man kunne komme endnu længere med en fuldaffjedret cykel.
      En Trek Roscoe 8 er en super lækker cykel, kan godt forstå du er glad for den. Trek laver rigtig flotte og gode cykler, så det er et godt valg.
      God jagt når du engang skal på en fully 🙂
      Hilsen
      Jónas Thor Björnsson
      Redaktør, MTBX.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *