Hjelmproducenten Giro har haft MIPS indlægget i de fleste af deres tophjelme. Indlægget er gået fra at være gult, til sort og på de sidste hjelme er det gennemsigtigt. Men nu er der sket noget for MIPS, og Giro har som den eneste hjelmproducent, det nye MIPS indbygget i deres hjelm. De kalder hjelmen for Manifest, og det er fordi det er et manifest for MIPS. Vi har testet Giro Manifest Spherical hjelmen.


Vores vurdering af Giro Manifest Spherical

Test score af Giro Manifest Spherical

Funktionalitet: 9

Design: 10

Pris: 8

Total Score: 9 ud af 10

Anmeldt af Jónas Thor Björnsson

Giro er en mastodont inden for udstyr til mountainbiken, og har været med så længe jeg husker. De har produceret hjelme til den helt store scene, men har også et stort sortiment af andet cykeludstyr. Dde er at finde i Tour de France, UCI MTB world cuppen, og så er de udstyrssponsor for Enduro World Series i 2020.

Vi har over de sidste måneder brugt Giros helt ny udviklede Manifest Spherical hjelm, hvor det nyudviklede MIPS indlæg, som er udviklet i samarbejde med BELL og Giro, er det man lægger mærke til, når man ser hjelmen første gang. Giro og BELL kalder det for “BALL-AND-SOCKET DESIGN, POWERED BY MIPS®”. Giro har selv dømt hjelmen, som den ypperste trail hjelm der lige nu kan fås på markedet. Vi testede en størrelse L, som vejer 402 gram.

Indtrykket af hjelmen er rigtig godt. Når man har den i hånden, er der tale om en hjelm i top kvalitet. Materialerne på yderhjelmen føles rigtig godt, og kigger man inden i den, giver pudernes kvalitet et godt indtryk. Remmene har spænder af god kvalitet, og så lukker man den med et Fidlock magnetisk spænde. De to lag i hjelmen sidder godt, og når man vrikker dem frem og tilbage, fornemmer man nemt det nye MIPS system. Når det er sagt, så var førstegangsoplevelsen også forventet at være god. Hjelmen koster 2.299 kr. og hører til de dyreste hjelme på markedet.

Giro har lavet et manifest med denne hjelm. De har bragt MIPS ind i en ny tidsalder, og Giro udstikker med denne hjelm principperne for det nye MIPS.

Et manifest er en tekst, som danner grundlaget for en ideologi, en kunstnerisk retning eller en anden slags kulturel bevægelse, ved at gøre rede for principperne og intentionerne som ligger til grund.

Vi har testet hjelmen i forhold til komfort, funktioner og sikkerhed.

Komfort

Hjelmen er nem at indstille, sådan at den sidder godt på hovedet. Spænderne ved øret har ikke en klemme til at holde remmen fast, men spændet er i sig selv tilpas stramt, så remmen i løsner sig ved brug. Enden af hageremmen holdes fast af en holder i plastik, og remmen løber ikke, også ved lang tids brug. Det hele spændes sammen under hagen af et Fidlock magnetisk spænde. Det holder sig på plads, også ved længere brug, og man skal ikke justere i tide og utide. Dette afhjælpes også at Giros kendte Roc Loc system, som i hjelmen er i en trail udgave. Dette giver muligheden for at justere hvordan hjelmen sidder omkring hovedet, højden i tre niveauer og integreret med justeringshjulet i nakken. I det MIPS indlægget er flyttet ud af inderhjelmen, sidder det hele fast, og rokker ikke frem og tilbage.

Funktioner

Hjelmen er i to dele. En top og en bund, der sidder fast i hinanden, så de kan rokke op og ned og frem og tilbage. Det samme som vi kender fra et normalt MIPS indlæg. Men ved at lægge MIPS indlægget ind mellem hjelmens to lag, giver det mulighed for, at opnå bedre gennemstrømning af luft, med større åbninger. Puderne er af det tekstil der hedder XT2, som indeholder rent sølv. De holder sig friske netop på grund af sammensætningen mellem sølv og bomuld. Pudernes materiale og antallet af puder gør, at de fordeler trykket på flere punkter, og dermed ikke generer ved lange ture, og ikke laver de kendte “pudemærker”.

Herudover er der lavet små features, som gør, at solbrillen kan hvile under visiret. På bagsiden har Giro placeret det de kalder for “Goggle gripper”, som er en riflet gummi stribe, der holder elastikken fra ens goggles bedre fast. Visiret kan vippes op og ned, men har ikke nogle hak de sidder fast i. Der er fin plads til solbrillerne under visiret, men bruger man goggles, så giver visiret ikke mulighed for at sætte dem under visiret.

Sikkerhed

Hjelmen har alt det sikkerhed man kan proppe i en hjelm. Den har de godkendelser den skal have, den sidder godt på hovedet, og falder ikke ned i øjnene under kørsel. De to lag kan rykke sig uafhængigt af hinanden, og ved styrt hvor hovedet rammer jorden, betyder det, i følge MIPS, at det ydre lag roterer rundt på det inderste lag og anslagets virkning mindskes. Det betyder at hovedskaderne mindskes. Ved at fjerne det “gule” indlæg, som ligger tæt på hovedbunden, er der også mindre der gøre skade ved styrt. Hjelmens to lag er af forskellig densitet, der giver bedre beskyttelse ved styrt.

Kigger man på sikkerhedstest af hjelmen, får hjelmen 5 ud 5 stjerner, og placere sig i toppen af hjelme. Se mere på Bicycle Helmet Ratings

Testen

Første indtryk da hjelmen kom på hovedet – den her hjelm sidder godt. Man mærker tydeligt, at puderne har mere fylde, samtidig med at de støtter godt. Hjelmen sidder let på hovedet, og når man presser den helt ned på hovedet, sidder den fint til i panden. Det er en let hjelm, og med de behagelige puder, mærker man ikke rigtig, at man har den på. Visiret sidder ikke i vejen for udsynet, og kan løftes, hvis det er nødvendigt.

Når man ikke har meget hår på hovedet, så er det puderne der skal fange ens sved. Det gør puderne rigtig fint, og det gode ved dem er, at de også holder på sveden. Selvfølgelig har de en mætningsgrænse, men den er høj, og derfor behøver man ikke så ofte, at tømme dem, ved at presse hjelmen mod panden. Hertil kommer at luftgennemstrømningen virkelig er god, og hovedbunden kan nemt komme af med varmen. Det er virkelig positivt.

Hjelmen er både til mænd og kvinder.

Nu har jeg godt nok skrevet at jeg ikke har noget hår, men har man langt hår, er det også en fin hjelm. Den har den traditionelle hestehale åbning, og så generer det gule MIPS indlæg ikke ved at fange håret, da det jo ikke er til stede i hjelmen.

Justeringsremme og forskellige spænder er af en kvalitet, der faktisk bliver hvor man har indstillet dem til at blive. Det giver både en stor sikkerhed, men er også med til hele tiden at holde hjelmen på plads, og øger dermed komforten.

Jeg har dog et problem med hjelmen, da den kommer ikke med en indbygget holder på toppen. Derfor er det svært at montere en lampe til mørkekørsel, og det samme gør sig gældende med et action kamera. Det er ikke fordi Giro har glemt det, de mener bare ikke at målgruppen, som også indbefatter er den professionelle trailrytter, har det fulde behov for at sætte noget op på hjelmen.

Konklusion

Man mærker den høje komfort i hjelmen, og sikkerhedsmæssigt skulle alt også være på plads. Der er tale om en hjelm til rigtig mange penge, men vælger man at bruge de penge på hjelmen, så får man værdi for alle pengene. Puderne, Roc loc’en, fidlock lukningen under hagen og bare det generelle indtryk af hjelmens støbning og udformning er ganske enkelt top kvalitet. Så kan man sige, at hjelmen koster mange penge, men køber man en cykel til 30.000 kr. så er 2.000 kr. for den vigtigste sikkerhed under kørsel, ret godt givet ud. Får man så mere end ved en hjelm til 1.300 kr. kan være svært at sige, men hjelmens høje standard er en oplevelse. Det er dog ærgerligt, at man ikke nemt kan montere noget på hjelmen. F.eks. kan det være lidt svært at montere en lampe på toppen af hjelmen, da det er svært at fæstne holderen på hjelmen.

Giro har med denne hjelm lavet et manifest for, hvordan en MIPS hjelm kan laves. De formår at udstikke en ny retning, med et nyt MIPS indlæg. Man er gået væk fra det genkendelige, og synlige gule, sorte eller gennemsigtige indlæg, til at lave en ny form for hjelm, der kommer i to dele. Det her er en hjelm for fremtiden.

Så hvis hjelmen passer dit hoved, og du har 2.299 kr. – så vil den her hjelm blive din ynglingshjelm.