Du kender måske en, der gerne vil med på klubtur, men som aldrig helt får taget sig sammen. Cyklen står klar, og lysten til at komme i skoven er der. Alligevel bliver det til endnu en tur alene på de velkendte spor.

Måske handler det om usikkerheden: Kan jeg følge med? Kører de kun sorte spor? Og bliver der kigget skævt til min gamle hardtail?

For en erfaren klubrytter kan de spørgsmål virke unødvendige. Men set udefra kan en cykelklub være svær at gennemskue. Billeder af mudrede ryttere i ens klubtøj fortæller ikke nødvendigvis, om der også er plads til en ny, der stadig går af cyklen ved stejle nedkørsler.

Vil en cykelklub have flere medlemmer og mere liv omkring aktiviteterne, er der derfor god grund til at se på hele oplevelsen. Fra den første søgning efter en lokal klub til den dag, hvor det nye medlem selv byder andre velkommen.

Her er fem steder at sætte ind.

1. Fortæl tydeligt, hvem der kan være med

“Vi har plads til alle” er en venlig invitation. Men den hjælper ikke altid den rytter, der sidder hjemme og prøver at vurdere, om klubben er noget for ham eller hende.

Hvad betyder alle? Er der plads til helt nye mountainbikere? Kan man deltage på en e-MTB? Skal man kunne køre i to timer uden pause?

Jo mere konkret klubben beskriver sine ture og hold, desto lettere bliver det at vælge rigtigt.

Et begynderhold kan eksempelvis beskrives sådan:

Vi kører cirka en time på grusveje og lette skovspor. Vi holder pauser undervejs, og du må gerne stå af ved passager, du er usikker på. Du skal have en mountainbike i god stand og en cykelhjelm.

Det fortæller langt mere end “MTB for begyndere”.

På mountainbike er gennemsnitsfarten alene heller ikke en særlig god beskrivelse af niveauet. En kort tur med mange højdemeter, rødder og tekniske passager kan være mere krævende end en længere tur på brede skovveje. Beskriv derfor også terrænet, varigheden og den forventede erfaring.

Vis gerne bredden i klubben på billeder. Hvis al kommunikation handler om løbsresultater og hurtige omgangstider, kan en motionist let få indtryk af, at man skal være i konkurrenceform for at være med.

2. Gør det nemt at komme med på den første tur

Når interessen er der, skal næste skridt være til at finde.

En potentiel deltager bør hurtigt kunne få svar på, hvornår klubben kører, hvor man mødes, og om man skal tilmelde sig. Hvis det kræver adgang til en lukket Facebook-gruppe eller en længere mailudveksling, kan den første prøvetur let blive udskudt.

En overskuelig hjemmeside til en cykelklub kan samle de praktiske oplysninger og give nye ryttere en enkel vej ind i klubben. En tydelig side med “Kør med på en prøvetur” er et godt sted at begynde.

Her bør der stå:

• Dato og tidspunkt for næste mulighed for at køre med.
• Præcist mødested, gerne med et kort.
• Turens niveau og forventede varighed.
• Hvad deltageren skal medbringe.
• Eventuel pris og tilmelding.
• Navn og kontaktoplysninger på den, der tager imod.

Mødestedet fortjener lidt ekstra opmærksomhed. “Vi mødes som sædvanligt ved skoven” virker fint for de faste. En ny har brug for at vide, hvilken parkeringsplads det er, og hvor på pladsen gruppen står.

Skriv også gerne, hvad man ikke behøver at have. Hvis almindeligt træningstøj er fint, og der ikke forventes en bestemt type pedaler eller affjedring, så sig det. Det kan fjerne noget af tvivlen hos dem, der endnu ikke har skabet fuldt af cykeltøj.

3. Lad den første tur leve op til invitationen

Det er nemt at skrive, at alle bliver ventet på. Det kræver mere at holde fast i det, når de hurtigste har gode ben, og næste stykke singletrack lokker.

Men den første tur er afgørende for det indtryk, en ny rytter tager med hjem.

Hvis et annonceret begynderhold ender som en hård jagt på resten af gruppen, hjælper en venlig bemærkning om, at “det plejer altså at gå lidt langsommere”, ikke meget. Tempoet og de tekniske krav skal passe til det, klubben har lovet.

Udpeg gerne en person, der tager imod nye. Vedkommende kan præsentere turlederen, hjælpe med at finde det rette hold og forklare, hvordan gruppen kører sammen.

På selve turen er det en fordel med klare aftaler. Hvem kører forrest? Er der en bagtrop? Hvor samler gruppen op? Hvad gør man, hvis nogen vil springe en teknisk passage over?

Husk også, at pausen først bliver en pause for den sidste, når vedkommende er kommet frem. Hvis gruppen sætter i gang, så snart den bagerste rytter når opsamlingsstedet, får netop den person aldrig tid til at få vejret.

Efter turen kan en kort snak gøre meget. Spørg, hvordan niveauet passede, og fortæl, hvornår det giver mening at komme igen. En konkret invitation til næste tirsdag er lettere at handle på end et løst “vi ses derude”.

4. Giv medlemmerne noget at udvikle sig sammen om

En fast ugentlig tur er et godt fundament. Men hvis programmet altid er den samme rute i den samme gruppe, kan nogle medlemmer efterhånden miste lysten til at møde op.

Variation behøver hverken kræve et stort budget eller en kalender fyldt med arrangementer.

En træningsaften kan handle om svingteknik, balance eller valg af linjer. En anden gang kan klubben arrangere en tur til et spor, som mange endnu ikke har prøvet. Det giver medlemmerne mulighed for at lære noget og få nye oplevelser sammen.

Fælles mål kan også samle en gruppe. Det kan være at gennemføre et motionsløb, tage på en MTB-weekend eller blive tryg ved et bestemt stykke af det lokale spor. Målet skal passe til deltagerne, så der både er noget at arbejde hen imod og plads til forskellige ambitioner.

Tænk også på aktiviteterne omkring cyklen. En aften med lapning af tubelessdæk, justering af gear eller almindelig vedligeholdelse kan være relevant for både nye og mere erfarne ryttere.

Her kan medlemmernes egne erfaringer komme i spil. Måske er én god til at sætte affjedring op, mens en anden kender områdets grusveje og kan planlægge en tur. Når den viden bliver delt, får flere en rolle i klubben.

Lad samtidig enkelte ture have et tydeligt socialt formål. En rolig søndagstur med kaffestop giver andre muligheder for at tale sammen end en træningsaften med intervaller.

5. Gør det overskueligt at bidrage

Engagement viser sig på flere måder. Nogle møder trofast op til træning. Andre planlægger ture, hjælper nye eller sørger for, at der er kaffe efter klubbens arrangementer.

Vil klubben have flere til at bidrage, skal opgaverne være konkrete og til at overskue.

En generel efterlysning af frivillige kan lyde som starten på en stor forpligtelse. Det er lettere at sige ja til at stå for kaffe efter søndagsturen eller hjælpe to timer ved et klubarrangement.

Det samme gælder rollen som turleder. En erfaren rytter kan måske godt have lyst til at vise sin yndlingsrute frem, selvom vedkommende ikke ønsker ansvar for et fast hold hele sæsonen. Giv mulighed for at prøve opgaven sammen med en rutineret turleder.

Spørg også medlemmerne direkte om idéer. Hvilke ture savner de? Er der interesse for et teknikhold? Skal der være flere korte hverdagsture?

Brug svarene til noget, og meld tilbage om, hvad der bliver sat i gang. Et enkelt forslag, der bliver til en fælles tur, kan give et medlem lyst til at byde ind igen.

Klubbens digitale kanaler kan hjælpe med at gøre opgaver og aktiviteter synlige. Men den personlige invitation har også sin plads: “Du kender det spor rigtig godt. Har du lyst til at vise os rundt næste måned?”

Flere medlemmer begynder med en god klubtur

Der er ikke meget ved at få mange med til en introduktionsdag, hvis de bagefter er i tvivl om, hvor de passer ind. Arbejdet med at tiltrække medlemmer hænger tæt sammen med det, der får dem til at blive.

Begynd med at gøre klubben nem at forstå udefra. Sørg derefter for, at den første tur passer til forventningerne, og at der er en tydelig mulighed for at komme med igen.

Når nye ryttere bliver mødt ordentligt, finder et hold, der passer, og efterhånden lærer de andre at kende, får klubmedlemskabet en værdi ud over selve træningen. Så er det ikke kun sporet, der trækker næste tirsdag. Det er også dem, der står og venter ved start.